HøjesteretHøjesteret stadfæstede Vestre Landsrets dom i en sag om forældremyndighed, bopæl og samvær vedrørende et barn født i 2016. Sagen modtog stor opmærksomhed, da moren flyttede barnet til et land, der ikke er part i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, under den verserende tvist, og da faren (som ikke er barnets biologiske far) var blevet udelukket fra kontakt til barnet.
Moren påstod, at sagen skulle afvises, da barnet ikke længere havde bopæl i Danmark. Højesteret afviste denne påstand med henvisning til Retsplejeloven § 448 g, stk. 1, nr. 1.
Retten fandt, at danske myndigheder havde kompetence til at behandle sagen, da:
Det fastslås, at kompetencen fastlægges efter forholdene ved sagens start, og danske myndigheder bevarer kompetencen, når et barn flytter til et land uden for konventionens rammer.
Kernen i tvisten var, om faren skulle tillægges forældremyndigheden alene på grund af morens samarbejdschikane og forældrefremmedgørelse.
Højesteret tiltrådte, at moren havde udøvet samarbejdschikane ved systematisk at forhindre fars kontakt til barnet. Ifølge Forældreansvarsloven § 4, stk. 2 skal samarbejdschikane tillægges konsekvenser, hvis det er til barnets bedste.
Til trods for dette fandt Højesteret, at moren skulle beholde den ene forældremyndighed. Vurderingen baseredes på:
Faren havde nedlagt påstand om samvær. Højesteret fandt, at spørgsmålet om samvær skulle afgøres efter en analog anvendelse af Forældreansvarsloven § 19.
Retten konkluderede, at det på det foreliggende tidspunkt ikke var til barnets bedste at fastsætte samvær med faren. Det lægges vægt på, at barnet ikke har set faren i over to år, og at barnet har udtrykt, at hun ikke ønsker relationen.
Højesteret stadfæstede Vestre Landsrets dom.
