HøjesteretHøjesteret behandlede i denne principielle kendelse spørgsmålet om, hvorvidt varetægtsfængsling af en 18-årig gymnasieelev — sigtet for vanvidskørsel i det indre København — var proportional, og fastslog herved en vigtig afgrænsning: sigtelser, der ikke kan begrunde retshåndhævelsesarrest efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, kan heller ikke trækkes ind i proportionalitetsvurderingen efter § 762, stk. 3. Højesteret stadfæstede forlængelseskendelserne fra december 2025, men fandt det uproportionalt, at T1 ved landsrettens kendelse af 14. januar 2026 blev varetægtsfængslet frem til byrettens dom den 28. april 2026.
T1 blev anholdt den 5. oktober 2025 efter et kørselsforløb i det indre København natten til søndag. Forløbet begyndte ved en amfetaminhandel på Klareboderne 12, hvorefter T2 fratog forurettede F1 ca. 600 kr. og beordrede T1 som fører af bilen til at undkøre fra stedet.
Under den efterfølgende kørsel mod Kulturvet hang F1 ufrivilligt delvist ud af bilen over en længere strækning, mens T1 øgede hastigheden til ikke under 50-60 km/t. To andre personer (F2 og F3) måtte springe til siden for ikke at blive påkørt. En fjerde person (F4) blev påkørt og pådrog sig alvorlige skader, herunder brud på kraveben, hofteskål og to brud på bækkenet.
T1 var sigtet for:
| Forhold | Lovhjemmel | Indhold |
|---|---|---|
| 1 (fælles m. T2) | Straffeloven § 288, stk. 1 | Røveri ved amfetaminhandel — T1 som bilens fører undkørte på T2's befalning |
| 2 | Straffeloven § 252, stk. 1 | Nærliggende fare for F1's liv/førlighed — kørsel med F1 hængende ud af bilen |
| 3 | Straffeloven § 252, stk. 1 | Nærliggende fare for F2's liv/førlighed — direkte påkørselsforsøg i Pustervig/Kulturvet |
| 4 |
| Nærliggende fare for F3's liv/førlighed — F3 måtte springe til siden i Rosenborggade/Købmagergade |
| 5 | Straffeloven § 249 | Uagtsom legemsbeskadigelse — F4 påkørt og alvorligt skadet |
| 6 (fælles m. T2) | Straffeloven § 253, stk. 2, jf. stk. 1 | Undladelse af at hjælpe F4 — flygtede fra uheldsstedet |
T1 var 18 år på gerningstidspunktet, ustraffet og gik på 3. år på en gymnasial uddannelse.
T1 blev ved grundlovsforhøret den 5. oktober 2025 varetægtsfængslet af Københavns Byret i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2 (retshåndhævelsesarrest). Byretten fandt ikke tilstrækkelig begrundet mistanke for røveri (§ 288), men nok for § 249, § 252 og § 253.
Den 27. oktober 2025 besluttede byretten at løslade T1, idet 22 dages varetægtsfængsling fandtes uforholdsmæssig under hensyn til hans alder, ustraffethed og gymnasieskolegang. Anklagemyndigheden kærede med opsættende virkning.
Østre Landsret omgjorde afgørelsen den 28. oktober 2025 og bestemte, at T1 skulle forblive varetægtsfængslet. Landsretten præciserede samtidig fængslingens grundlag: Da straffelovens § 249 og § 253 ikke er opregnet i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, udgik disse fra fængslingens grundlag. Herefter var sigtelserne for overtrædelse af straffelovens § 252 alene bærende.
Varetægtsfængslingen blev forlænget adskillige gange:
Processbevillingsnævnet meddelte T1 tilladelse til at indbringe de tre landsretskendelser (16. og 23. december 2025 samt 14. januar 2026) for Højesteret.
Højesteret tog stilling til, om de tre kumulative betingelser i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2 var opfyldt:
Særligt bestyrket mistanke om § 252-overtrædelse Højesteret tiltrådte, at der forelå særligt bestyrket mistanke. Sigtelserne beskrev en person hængende delvist ud af en bil over en lang strækning (Klareboderne til Kulturvet) ved 50-60 km/t, to forbipasserende der måtte springe til siden, og en alvorlig påkørsel. Kørselsmønsteret var dokumenteret via videoovervågning.
Forventelig ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage Højesteret tiltrådte, at der måtte forventes en ubetinget straf på mindst 60 dages fængsel for de tre § 252-forhold isoleret set, henset til kørslens grovhed og omfang.
Hensynet til retshåndhævelsen Efter en samlet vurdering af T1's personlige forhold (18 år, ustraffet, gymnasieelev) og den påsigtede vanvidskørsels grovhed tiltrådte Højesteret, at hensynet til retshåndhævelsen krævede, at T1 ikke var på fri fod. Højesteret afviste derved T1's anbringende om, at de personlige forhold i sig selv udelukkede retshåndhævelsesarrest.
Sagens principielle kerne angik, om sigtelserne for straffelovens § 249 og § 253 — som ikke kan begrunde varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2 — alligevel kunne indgå i proportionalitetsvurderingen efter § 762, stk. 3.
Anklagemyndighedens synspunkt Anklagemyndigheden anførte, at den samlede forventede straf for samtlige tiltaleforhold (§ 249, § 252 og § 253) måtte forventes at udgøre mindst 1 år — og dermed overstige frihedsberøvelsen, selv med 2/3-prøveløsladelse. Der blev henvist til UfR 2014.1815 H.
Forsvarets synspunkt T1 anførte, at det ville være inkonsistent at udelukke § 249 og § 253 fra fængslingens grundlag, men medtage den forventede straf herfor i proportionalitetsvurderingen. UfR 2014.1815 H angik en anden situation og kunne ikke overføres.
Højesterets principielle udtalelse
»Inddragelse i proportionalitetsvurderingen af forhold, som endnu ikke er pådømt, og som ikke er en del af fængslingens grundlag, reelt vil være udtryk for en udvidelse af fængslingens grundlag, og at det – i strid med formålet med retsplejelovens § 762, stk. 3 – vil kunne indebære, at en sigtet person varetægtsfængsles i længere tid end den straf, som isoleret set kan ventes, hvis sigtede findes skyldig i de forhold, der begrunder varetægtsfængslingen, fraregnet muligheden for prøveløsladelse til 2/3 tid.«
Højesteret afviste dermed, at § 249- og § 253-forholdene kunne trækkes ind i proportionalitetsvurderingen. Det er alene straffen for § 252-forholdene isoleret — fraregnet prøveløsladelse til 2/3 tid efter straffelovens § 38, stk. 1 — der kan danne målestok for, om frihedsberøvelsen er proportional.
Højesteret bekræftede i øvrigt, at det af UfR 2012.2271 og UfR 2020.3699 følger, at muligheden for prøveløsladelse til normal tid (2/3 tid) skal tages fornødent hensyn til ved proportionalitetsvurderingen, og at dette gælder også ved retshåndhævelsesarrest.
Landsrettens kendelser af 16. og 23. december 2025: Stadfæstet Varetægtsfængslingen frem til 6. januar 2026 fandtes ikke at stride mod retsplejelovens § 762, stk. 3.
Landsrettens kendelse af 14. januar 2026: Uproportional Varetægtsfængsling frem til byrettens dom (forventet 28. april 2026) indebar en samlet frihedsberøvelse på lidt over seks måneder og tre uger (5. oktober 2025 – 28. april 2026).
For at denne frihedsberøvelse kan anses for proportional, ville straffen for § 252-forholdene isoleret bedømt skulle udgøre mindst 11 måneder (svarende til 2/3 af 11 måneder ≈ 7 måneder og 10 dage i faktisk afsoning). Højesteret fandt efter en samlet vurdering, at dette ikke var realistisk for de tre § 252-forhold.
Thi bestemmes:
