HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en sag om de skattemæssige konsekvenser af, at selskabsretligt ugyldige udbetalinger efterfølgende tilbagebetales, var principiel nok til at opfylde betingelserne i retsplejelovens § 226, stk. 1, for henvisning til landsretten som 1. instans. Parterne var A og Skatteministeriet. Højesteret fandt, at sagen angik et principielt spørgsmål af vidererækkende betydning uden afklaring i retspraksis, og henviste den derfor til landsretten.
Sagen er anlagt af A (advokat René Bjerre) mod Skatteministeriet (advokat Mattias Chor).
Sagen udspringer af Skattestyrelsens afgørelse af 7. september 2018, hvor A‘s personlige indkomst blev forhøjet med følgende beløb:
| Indkomstår | Forhøjelse |
|---|---|
| 2016 | 382.022 kr. |
| 2017 | 1.760.751 kr. |
Forhøjelserne skyldtes udbetalinger fra selskabet Morsø Maskinhandel ApS til A og andre nærtstående parter. Landsskatteretten stadfæstede forhøjelserne den 14. oktober 2021.
Efter selskabets konkurs anlagde boet sag mod A, og Retten i Holstebro afsagde den 14. februar 2022 dom, hvorefter dispositionerne var selskabsretligt ugyldige. A blev dømt til at tilbagebetale beløbene, hvilket skete den 15. september 2022.
Den 20. oktober 2023 tillod Retten i Holstebro A at inddrage anbringendet om, at hans skatteansættelser skulle nedsættes som følge af ugyldigheden og tilbagebetalingen.
Efter at A havde inddraget ugyldighedsanbringendet, anmodede Skatteministeriet om henvisning til landsretten i 1. instans. Forløbet var følgende:
| Dato | Begivenhed |
|---|---|
| 16. januar 2024 | Retten i Holstebro henviser sagen til landsretten, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1 |
| 6. februar 2024 | Vestre Landsret ophæver henvisningen og hjemviser til byretten |
| 20. februar 2024 | Skatteministeriet kærer landsrettens kendelse til Højesteret |
Byrettens begrundelse for henvisning var, at sagen rejser principielle spørgsmål om efterfølgende ugyldigheds betydning for en tidligere statueret skattepligt, og at spørgsmålet har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen. Landsretten fandt derimod, at betingelserne i § 226, stk. 1, ikke var opfyldt efter en samlet vurdering, og hjemviste sagen.
Skatteministeriet gjorde gældende, at sagen er den første ved domstolene om, hvorvidt efterfølgende selskabsretlig ugyldighed og tilbagebetaling kan begrunde en ændring af en ellers berettiget beskatning. Ministeriet fremhævede:
A havde ingen indvending mod henvisning, men bestred, at der er nogen forskel på ugyldighed, alt efter om den beror på selskabsretlige eller andre civil- eller offentligretlige bestemmelser.
Sagens henvisning reguleres af retsplejelovens § 226, stk. 1, der bestemmer:
Byretten kan efter anmodning fra en part henvise en sag til behandling ved landsretten i 1. instans, såfremt sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt.
Landsretten skal ifølge § 226, stk. 5 af egen drift påse, at betingelserne er opfyldt. Forarbejderne understreger, at vurderingen er skønspræget, og at det indgår, om sagen er egnet til at sikre Højesterets rolle som præjudikatskabende instans.
Højesteret fastslog, at spørgsmålet i hovedsagen er, om en skatteforhøjelse skal ændres som følge af, at de bagvedliggende dispositioner efterfølgende tilsidesættes som selskabsretligt ugyldige, og der sker tilbagebetaling.
Retten fandt, at sagen angik et principielt spørgsmål af vidererækkende betydning, der ikke var afklaret i retspraksis:
Højesteret finder på det foreliggende grundlag, at sagen angår et principielt spørgsmål af vidererækkende betydning, som ikke er afklaret i retspraksis.
Højesteret finder på den baggrund, at sagen har en sådan generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen, at betingelserne i retsplejelovens § 226, stk. 1, for henvisning til behandling ved landsretten er opfyldt.
Derfor blev landsrettens kendelse ophævet.
Højesteret ændrede landsrettens kendelse og henviste sagen til behandling ved landsretten i 1. instans. Det blev bestemt, at ingen af parterne skulle betale kæreomkostninger for Højesteret, og at kæreafgiften skulle tilbagebetales.
