HøjesteretEn enig Højesteret fastslog, at en statsløs palæstinenser, T, på tålt ophold kunne aflede opholdsret efter TEUF artikel 20 på grund af et formodet kvalificeret afhængighedsforhold til sine tre mindreårige danske børn. Et flertal (4-1) fandt, at denne afledte opholdsret udgjorde en »ganske særlig grund« efter til at fravige de almindelige tidsfrister for domstolsprøvelse af to ældre udvisningsdomme. Sagen hjemvistes derfor til Vestre Landsret til realitetsbehandling af, om udvisningerne skulle ophæves; Statskassen betaler kæresagens omkostninger.
T er statsløs palæstinenser fra Libanon. Han indrejste i Danmark den 28. januar 2003 og fik asyl i 2005 efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter straffedomme for alvorlig narkotikakriminalitet og overtrædelse af meldepligt (se nedenfor) traf Flygtningenævnet den 18. januar 2010 afgørelse om, at han fortsat opfyldte betingelserne for asyl, men at han var udelukket fra ny opholdstilladelse efter lovens § 10, stk. 3. Udsendelse til Libanon var imidlertid umulig, jf. § 31, stk. 1, og T har derfor siden april 2010 været på tålt ophold i Danmark.
Han giftede sig den 4. maj 2013 med A, dansk statsborger, og parret har nu tre fælles børn (født i 2014, 2015 og 2018), alle danske statsborgere og dermed unionsborgere. Familien bor sammen. T har daglig meldepligt hos politiet og har i perioden forsøgt at etablere sig på arbejdsmarkedet bl.a. gennem et praktikforløb via Røde Kors.
T er tidligere straffet to gange, begge gange med udvisning:
T begærede i 2023 efter udlændingelovens § 50 spørgsmålet om ophævelse af begge udvisninger indbragt for retten. Retten i Aarhus (kendelse af 6. september 2023, 10-4224/2020) tillod prøvelse, men fandt efter en realitetsvurdering ikke grundlag for ophævelse, idet børnene kunne forblive hos moren med kommunale støtteforanstaltninger.
T kærede til Vestre Landsret, som den 27. november 2023 (S-1780-23) afviste sagen. Landsretten lagde til grund, at tidsfristerne i § 50, stk. 1, ikke var overholdt, og at der kun kunne ske prøvelse, hvis der forelå en formodning for, at opretholdelse af udvisningen ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser. Den afledte opholdsret efter TEUF artikel 20 forudsætter, at børnene reelt tvinges til at forlade EU; da T i øjeblikket er på tålt ophold og ikke udsendes, fandt landsretten ikke en sådan formodning opfyldt.
Udlændingelovens § 50, stk. 1 (lov nr. 919/2022) bestemmer, at begæring om prøvelse af en udvisning, der ikke er iværksat, kan fremsættes tidligst 6 måneder og senest 2 måneder før forventet iværksættelse. Undtagelse gølder, »medmindre der foreligger ganske særlige grunde«. Af forarbejderne (Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 189, s. 30 ff. og 53 f.) fremgår bl.a.:
Ganske særlige grunde vil kunne foreligge i tilfælde, hvor en udlænding er på tålt ophold, og hvor udsendelsen ikke kan ske tvangsmæssigt … Afgørende er, om der er en formodning for, at en fornyet prøvelse af udvisningen er påkrævet for at kunne overholde Danmarks internationale forpligtelser.
Ganske særlige grunde vil derudover kunne omfatte tilfælde, hvor de EU-retlige principper for udvisning af unionsborgere og udlændinge omfattet af EU-reglerne, tilsiger det.
TEUF artikel 20 om unionsborgerskab har efter EU-Domstolens faste praksis den virkning, at medlemsstaterne ikke må træffe foranstaltninger, der reelt fratager mindreårige unionsborgere den effektive nydelse af kerneindholdet i deres rettigheder. I Zambrano-dommen (sag C-34/09) fastslog Domstolen:
42 På denne baggrund er artikel 20 TEUF til hinder for nationale foranstaltninger, der har den virkning, at unionsborgere reelt fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som de er tildelt ved deres status som unionsborgere …
44 En sådan nægtelse af ophold må derfor anses for at indebære, at disse børn, der er unionsborgere, vil blive nødsaget til at forlade Unionens område for at følge deres forældre.
I de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP, udviklede Domstolen en formodning:
69 … når en mindreårig unionsborger har fast bopæl med begge sine forældre, og begge barnets forældre derfor i det daglige er fælles om at tage sig af barnet og om at varetage den retlige, følelsesmæssige og økonomiske forsørgelse af dette barn, [kan det] formodes – hvilken formodning dog kan afkræftes – at der består et afhængighedsforhold mellem denne mindreårig unionsborger og vedkommendes forælder, der er tredjelandsstatsborger, uafhængigt af den omstændighed, at den anden forælder … har en ubetinget ret til at forblive på denne medlemsstats område.
Sagen for Højesteret drejede sig om, hvorvidt T kunne få den ønskede prøvelse, selv om tidsfristerne i § 50, stk. 1, ikke var opfyldt. Højesteret besvarede to delspørgsmål.
Højesteret udtalte, at tålt ophold ikke i sig selv kunne udelukke en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20. Retten bemærkede, at Domstolen i Zambrano-sagen ikke havde tillagt det betydning, at ægteparret Zambrano alene havde processuelt ophold på grund af udsendelseshindringer. T’s situation var derfor ikke afskærende.
Fire dommere (Michael Rekling, Oliver Talevski, Jan Schans Christensen og Ole Hasselgaard) udtalte:
På baggrund af det, der er anført i den nævnte dom [XU og QP], og de foreliggende oplysninger i sagen, finder vi, at det kan formodes, at der består et sådant afhængighedsforhold mellem T og hans mindreårige børn, at han har en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20.
Flertallet fandt derfor, at der forelå »ganske særlige grunde« til at fravige tidsfristerne, og at T efter § 50 kunne få prøvet, om udvisningerne skulle ophæves. De stemte for at hjemvise sagen til landsretten til realitetsbehandling.
Dommer Lars Apostoli fandt, at udvisningen i praksis ikke ville tvinge børnene til at forlade Unionen, da deres mor er dansk statsborger, og familien aldrig havde haft tilknytning til T’s hjemland. Han udtalte:
Efter min opfattelse har det formodningen for sig, at såvel A som de tre børn i tilfælde af udvisning af T vil opretholde deres bopæl i Danmark, og at han derfor ikke har en afledt opholdsret efter artikel 20 i TEUF. Jeg lægger herved vægt på, at A og de tre børn … er uden sproglige, kulturelle eller økonomiske forudsætninger for at kunne klare sig i Ts hjemland.
Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet.
Thi bestemmes: Sagen hjemvises til landsretten til realitetsbehandling af T’s anmodning om i medfør af udlændingelovens § 50 at få ophævet udvisningerne ved Vestre Landsrets dom af 7. juni 2007 og Højesterets dom af 18. maj 2021.
Statskassen skal betale kæresagens omkostninger for Højesteret.
Han stemte derfor for stadfæstelse af landsrettens afvisning.
