HøjesteretSagen angår en statsløs palæstinenser fra Libanon, der har opholdt sig i Danmark på såkaldt tålt ophold siden 2010 efter at være blevet udvist to gange for kriminalitet. Tiltalte, som er gift med en dansk statsborger og har tre mindreårige danske børn, begærede prøvelse af, om udvisningerne skulle ophæves i medfør af Udlændingeloven § 50, stk. 1. Spørgsmålet var, om overskridelsen af de fastsatte tidsfrister kunne fraviges på grund af 'ganske særlige grunde', herunder tiltaltes påstand om afledt opholdsret efter TEUF artikel 20 på baggrund af børnenes afhængighedsforhold til ham. Højesteret fastslog, at der forelå en formodning om afhængighedsforhold efter EU-Domstolens praksis, hvilket udgjorde 'ganske særlige grunde' til fravigelse af fristerne. Sagen blev hjemvist til landsretten til realitetsbehandling.
Tiltalte er statsløs palæstinenser fra Libanon, som indrejste i Danmark i 2003 og fik asyl i 2005. Han er blevet idømt fængsel og udvist to gange som følge af strafbare handlinger.
| År | Grundlag | Afgørelse |
|---|---|---|
| 2007 | Overtrædelse af Straffeloven § 191 | 5 års fængsel og udvisning for bestandig |
| 2010 | Flygtningenævnets afgørelse | Udsendelseshindringer jf. Udlændingeloven § 31, stk. 1 (tålt ophold) |
| 2021 | Overtrædelse af meldepligt | 7 måneders fængsel og udvisning med indrejseforbud i 6 år |
Siden 2010 har tiltalte været på tålt ophold, idet tvangsmæssig udsendelse til Libanon ikke har været mulig. I 2013 blev han gift med en dansk statsborger, og parret har tre fælles mindreårige børn, der alle er danske statsborgere. Familien bor sammen, og tiltalte fungerer efter forklaringerne som børnenes primære omsorgsperson pga. hustruens helbred.
Retten i Aarhus tillod prøvelse af påstanden om ophævelse, men afviste den på realiteten med henvisning til, at børnene ikke ville fratages mulighed for at blive i Danmark, da moderen bor i landet og kommunen kunne iværksætte støtteforanstaltninger. Vestre Landsret stadfæstede afvisningen, da de tidsmæssige betingelser i Udlændingeloven § 50, stk. 1 ikke var opfyldt, og der ikke forelå en formodning for, at tiltalte havde afledt opholdsret efter TEUF artikel 20, idet han ikke aktuelt stod over for at skulle forlade Unionens område.
Tiltalte nedlagde påstand om ophævelse af udvisningerne. Han anførte, at der var indtrådt væsentlige ændringer i hans forhold, og at der forelå 'ganske særlige grunde' til at fravige tidsfristerne. Han påberåbte sig en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20 som følge af børnenes afhængighedsforhold til ham. Ifølge tiltalte følger det af EU-Domstolens dom i de forenede sager C-451/19 og C-532/19 (XU og QP), at der består et kvalificeret afhængighedsforhold, når forældrene i det daglige er fælles om omsorgen. Selv om han er på tålt ophold, består der en retlig forpligtelse til at forlade landet, og hans adfærd udgør ikke en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse.
Anklagemyndigheden nedlagde påstand om stadfæstelse, subsidiært hjemvisning til landsretten. Anklagemyndigheden argumenterede for, at en tredjelandsstatsborger ikke kan aflede opholdsret efter TEUF artikel 20, når vedkommende ikke aktuelt står over for at skulle forlade Unionens område. Da børnene ikke er nødsaget til at ledsage ham, er forudsætningen for den afledte ret ikke opfyldt. Anklagemyndigheden henviste til, at Zambrano-dommen (C-34/09) ikke direkte kan overføres til en situation, hvor tålt ophold skyldes kriminalitet frem for processuelle hindringer. Subsidiært anførte anklagemyndigheden, at hvis Højesteret fandt en formodning for afledt ret, bør sagen hjemvises til landsretten til proportionalitetsvurdering.
Sagens retlige kerne drejede sig om fortolkningen af Udlændingeloven § 50, stk. 1 og dens forhold til EU-retten.
"§ 50. Er udvisning efter § 49, stk. 1, ikke iværksat, kan en udlænding, som påberåber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26, begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse, herunder indrejseforbudets varighed, jf. § 32, stk. 10, indbragt for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning. Begæring herom kan, medmindre der foreligger ganske særlige grunde, fremsættes tidligst 6 måneder og skal fremsættes senest 2 måneder for, udvisningen kan forventes iværksat."
Det var ubestridt, at de almindelige tidsfrister ikke var overholdt. Spørgsmålet var, om tiltaltes påberåbelse af en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20 udgjorde 'ganske særlige grunde' til fravigelse. Forarbejderne til lov nr. 919 af 21. juni 2022 tydeliggjorde, at fravigelse kan ske, hvor de EU-retlige principper for udvisning af unionsborgere og udlændinge omfattet af EU-reglerne tilsiger det.
TEUF artikel 20 om unionsborgerskabet er til hinder for nationale foranstaltninger, der reelt fratager unionsborgere den effektive nydelse af kerneindholdet i deres rettigheder. Ifølge EU-Domstolens praksis, herunder Zambrano-dommen, kan en tredjelandsforælder aflede opholdsret, hvis nægtelse af ophold ville tvinge unionsborgerbørnene til at forlade Unionens område.
Højesteret foretog en samlet vurdering af, om tålt ophold udelukker afledt opholdsret, og om der forelå en formodning om afhængighedsforhold.
Retten fastslog først, at det forhold, at tiltalte er på tålt ophold uden umiddelbar udsigt til udsendelse, ikke i sig selv udelukker en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20. Højesteret henviste til, at EU-Domstolen i Zambrano-dommen (C-34/09) ikke inddrog det forhold, at ægteparret alene havde processuelt ophold, fordi de ikke måtte udsendes til Colombia, som et væsentligt argument mod den afledte ret.
Vurderingen af afhængighedsforholdet baseredes på EU-Domstolens dom i de forenede sager C-451/19 og C-532/19 (XU og QP). Flertallet af dommere fandt, at betingelserne for formodningen var opfyldt:
"når en mindreårig unionsborger har fast bopæl med begge sine forældre, og begge barnets forældre derfor i det daglige er fælles om at tage sig af barnet og om at varetage den retlige, følelsesmæssige og økonomiske forsørgelse af dette barn, [kan det] desuden formodes – hvilken formodning dog kan afkræftes – at der består et afhængighedsforhold mellem denne mindreårige unionsborger og vedkommendes forælder, der er tredjelandsstatsborger, uafhængigt af den omstændighed, at den anden forælder... har en ubetinget ret til at forblive på denne medlemsstats område."
Da der forelå en formodning for, at tiltalte har en afledt opholdsret efter EU-retten, udgjorde dette 'ganske særlige grunde' til at behandle anmodningen om ophævelse, uanset fristoverskridelsen. Sagen skulle derfor hjemvises til landsretten til en konkret proportionalitetsvurdering af, om udvisningen kunne opretholdes af hensyn til den offentlige orden og sikkerhed, samt hensynet til børnenes tarv.
En enkelt dommer stemte for at stadfæste landsrettens afvisning med følgende begrundelse:
"Tiltalte og Person er et samlevende ægtepar, som i det daglige er fælles om at tage sig af parrets tre mindreårige børn, og som begge fungerer som primære omsorgspersoner for børnene med varetagelse af den retlige, følelsesmæssige og økonomiske forsørgelse af dem. Efter omstændighederne i den konkrete sag kan det dog ikke give anledning til en formodning om, at udvisning af Tiltalte i praksis vil kunne få den konsekvens, at de 3 børn og deres mor – som alle er danske statsborgere – vil blive nødsaget til at forlade Unionens område for at følge med ham ud af landet med den virkning, at de reelt vil blive frataget deres opholdsret som unionsborgere."
Dissensen anførte, at i den konkrete sag ikke kunne rejse en formodning om, at udvisning praktisk taget vil tvinge børnene og moderen til at forlade Unionen. Moderen og børnene har aldrig haft bopæl uden for Danmark, og de mangler sproglige, kulturelle og økonomiske forudsætninger for at etablere sig i tiltaltes hjemland. Der var intet, der tydede på, at familien ville følge med ham. Børnene ville forblive i Danmark sammen med deres mor, eventuelt med kommunal støtte. Derudover var der ikke fremlagt oplysninger om væsentlige ændringer i tiltaltes forhold siden den seneste dom i 2021. Dissensen fandt derfor ikke grundlag for at fravige fristbetingelserne eller at iværksætte realitetsprøvelse.
Højesteret traf afgørelse efter stemmeflertallet og omstødte landsrettens kendelse.
Afgørelsen fastslår princippet om, at tålt ophold ikke automatisk udelukker afledt opholdsret efter TEUF artikel 20, og at en formodning om kvalificeret afhængighedsforhold mellem en tredjelandsforælder og minderårige unionsborgerbørn kan udgøre 'ganske særlige grunde' til at omgå de ordinære tidsfrister for prøvelse af udvisning.
