Randers Kommune: Sag om handicapdiskrimination ved afskedigelse opfyldte ikke betingelserne for henvisning til landsretten som 1. instans

Den underliggende tvist: Afskedigelse af handicappet overlærer

Ligebehandlingsnævnet anlagde den 18. juni 2025 sag mod Randers Kommune som mandatar for A med påstand om betaling af 555.000 kr. med procesrente fra den 10. januar 2023.

Sagens materielle kerne er, om A — overlærer ved en skole i Randers Kommune — blev forskelsbehandlet på grund af handicap, da hun blev opsagt i forbindelse med en driftsmæssigt begrundet afskedigelsesrunde, hvorved yderligere fem medarbejdere simultaneously blev afskediget.

Parterne er enige om:

• A havde på afskedigelsestidspunktet et handicap omfattet af forskelsbehandlingsloven
• Afskedigelsen skete som led i en driftsmæssigt begrundet runde
• Randers Kommune foretog en prioritering af medarbejdere ud fra kriterier om fleksibilitet, stabilitet, omstillingsevne og fremtidig opgaveløsning

De centrale materielle spørgsmål i den underliggende sag er:

1. Om udvælgelseskriterierne udgør indirekte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingslovens § 2 a
2. Om omplaceringspligten som alternativ til afskedigelse rækker videre for medarbejdere med handicap end for øvrige overtallige medarbejdere
3. Afgrænsningen af tilpasningsforpligtelsen ved driftsmæssigt begrundede afskedigelser

Byrettens kendelse om henvisning til landsretten

Retten i Randers traf ved kendelse af 21. januar 2026 (BS-31992/2025-RAN) afgørelse om, at sagen skulle henvises til landsretten som 1. instans efter retsplejelovens § 226, stk. 1.

Byrettens begrundelse hvilede på tre hovedelementer:

1. Udvælgelseskriterier ved driftsmæssige afskedigelser: Sagen rejste spørgsmål om arbejdsgiverens adgang til at fastlægge saglige udvælgelseskriterier, selv om disse muligt rammer medarbejdere med handicap i højere grad end andre
2. Omplaceringspligten: Spørgsmål om, hvorvidt adgangen til omplacering som alternativ til afskedigelse er anderledes for handicappede medarbejdere end for andre
3. Rækkevidden af præjudikater: Sagen rejste spørgsmål om rækkevidden af U 2025.774 H og EU-Domstolens dom C-485/20 (HR Rail) — der begge vedrørte afskedigelser begrundet i medarbejdernes individuelle forhold — i sager om afskedigelse begrundet i arbejdsgiverens forhold

Byretten fandt, at sagen angik principielle spørgsmål af vidererækkende betydning, som ikke er afklaret i retspraksis, og at betingelserne for henvisning derfor var opfyldt.

Landsrettens afvisning og hjemvisning til byretten

Vestre Landsrets 14. afdeling afviste ved kendelse af 30. marts 2026 (BS-3403/2026-VLR) at behandle sagen som 1. instans og hjemviste sagen til byretten.

Landsretten understregede indledningsvis det retlige udgangspunkt: Af forarbejderne til retsplejelovens § 226, stk. 1 fremgår, at der er tale om en skønspræget vurdering, hvori det navnlig må indgå, om sagen efter sin karakter er egnet til at sikre, at domstolsreformens mål vedrørende Højesterets rolle kan opnås — dvs. at sagen kan indbringes for Højesteret som 2. instans uden særlig tilladelse. Det fremgår endvidere, at retten kan beslutte, at sagen undergives kollegial behandling i byretten som alternativ til henvisning.

Landsrettens centrale begrundelse:

"Landsretten finder, at sagens udfald i det væsentlige vil bero på en konkret bevismæssig vurdering af forholdene i forbindelse med opsigelsen af A."

Landsretten fandt herefter — efter en samlet vurdering — at betingelserne for henvisning ikke var opfyldt. Parternes uenighed om fortolkningen af U 2025.774 H og C-485/20 (HR Rail) kunne ikke føre til et andet resultat, idet dette ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at begrunde en henvisning.

Anbringender for Højesteret

Randers Kommune (kærende) anførte navnlig:

• Spørgsmålet om en særlig vidtgående omplaceringspligt for handicappede medarbejdere — ud over de generelle rammer ved overtallighedsafskedigelser — er principielt og relevant for hele det danske arbejdsmarked
• Spørgsmålet om, i hvilken udstrækning en arbejdsgiver ved driftsmæssige afskedigelser kan anvende saglige udvælgelseskriterier, der muligvis stiller handicappede ringere, er ligeledes principielt
• At sagen kræver en konkret bevismæssig vurdering fratager den ikke sin principielle karakter, idet der tillige vil skulle foretages en retlig subsumption baseret på forståelsen af de nævnte domme

Ligebehandlingsnævnet som mandatar for A (indkærede) anførte navnlig:

• Sagen skal afgøres på baggrund af en konkret bevismæssig vurdering af As forhold, Randers Kommunes tilpasningsforanstaltninger og den konkrete anvendelse af afskedigelseskriterierne
• Parternes uenighed om fortolkning af retspraksis er en sædvanlig del af enhver juridisk tvist og ikke tilstrækkeligt til at begrunde en henvisning
• Der er ikke tale om et ubesvaret generelt spørgsmål eller divergerende uforenelige retskilder, men alene om rækkevidden af eksisterende retspraksis

Højesterets begrundelse og kendelse

Højesteret tiltrådte landsrettens begrundelse og stadfæstede kendelsen:

Højesteret tiltræder af de grunde, som er anført af landsretten, at sagen ikke skal henvises til landsretten som 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.

Afgørelsen bekræfter, at betingelserne i retsplejelovens § 226, stk. 1 ikke er opfyldt, når sagens udfald i det væsentlige beror på en konkret bevismæssig vurdering, selv om der tillige foreligger retlige spørgsmål om rækkevidden af Højesterets og EU-Domstolens præjudikater. Uenighed om fortolkning af eksisterende retspraksis er ikke i sig selv ensbetydende med, at sagen er af principiel karakter i bestemmelsens forstand.

Sagsomkostninger

Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a og skal betales inden 14 dage efter kendelsens afsigelse.