HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en sag om påstået handicapdiskrimination ved en driftsmæssigt begrundet afskedigelse skulle henvises til landsretten som 1. instans efter retsplejelovens § 226, stk. 1. Byretten havde henvist sagen under henvisning til, at den rejste principielle spørgsmål om rækkevidden af Højesterets dom U.2025.774 H og EU-Domstolens dom i sag C-485/20 (HR Rail), men landsretten afviste dette og hjemviste sagen til byretten. Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse.
Ligebehandlingsnævnet som mandatar for Indkærede anlagde den 18. juni 2025 sag mod Randers Kommune ved Retten i Randers med påstand om betaling af 555.000 kr. med procesrente fra den 10. januar 2023.
Hovedspørgsmålet i sagen er, om Indkærede blev forskelsbehandlet på grund af handicap, da hun blev opsagt fra sin stilling som overlærer ved en skole i Randers Kommune, herunder om kommunen har levet op til sin tilpasningsforpligtelse efter forskelsbehandlingslovens § 2 a.
Det er ubestridt, at Indkærede på afskedigelsestidspunktet havde et handicap omfattet af forskelsbehandlingsloven. Afskedigelsen skete som led i en driftsmæssigt begrundet afskedigelsesrunde, hvor yderligere fem medarbejdere samtidig blev afskediget. Randers Kommune havde i den forbindelse prioriteret medarbejderne ud fra kriterier om fleksibilitet, stabilitet, omstillingsevne og fremtidig opgaveløsning.
Efter anmodning fra Randers Kommune henviste Retten i Randers ved kendelse af 21. januar 2026 sagen til behandling ved landsretten som 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.
Byretten lagde vægt på, at sagen rejste spørgsmål om:
Byretten fandt herefter, at sagen angik principielle spørgsmål af vidererækkende betydning, som ikke var afklaret i retspraksis, og at betingelserne for henvisning var opfyldt.
Vestre Landsrets 14. afdeling afviste ved kendelse af 30. marts 2026 at behandle sagen som 1. instans og hjemviste den til byretten, jf. retsplejelovens § 226, stk. 5, jf. stk. 1.
Landsretten fremhævede, at vurderingen efter § 226, stk. 1, er skønspræget, og at det bl.a. skal indgå, om sagen egner sig til at sikre, at Højesteret kan agere 2. instans uden særlig tilladelse, samt at retten som alternativ til henvisning kan lade sagen undergive kollegial behandling i byretten.
"Landsretten finder, at sagens udfald i det væsentlige vil bero på en konkret bevismæssig vurdering af forholdene i forbindelse med opsigelsen af Indkærede."
Landsretten fandt, at betingelserne for henvisning ikke var opfyldt, og at parternes uenighed om fortolkningen af U.2025.774 H og C-485/20 (HR Rail) ikke kunne føre til et andet resultat.
Randers Kommune (kærende) gjorde navnlig gældende, at spørgsmålet om rækkevidden af omplaceringspligten for handicappede medarbejdere ved driftsbetingede afskedigelser samt spørgsmålet om anvendelse af saglige udvælgelseskriterier er principielle og har betydning for hele det danske arbejdsmarked. At sagen kræver en konkret bevismæssig vurdering, fratager den efter kommunens opfattelse ikke dens principielle karakter, da der fortsat skal foretages en retlig subsumption baseret på forståelsen af de nævnte domme.
Ligebehandlingsnævnet som mandatar for Indkærede gjorde navnlig gældende, at sagen hovedsageligt skal afgøres ud fra en konkret bevismæssig vurdering, og at parters uenighed om fortolkning af retspraksis er en sædvanlig del af enhver juridisk tvist, som ikke i sig selv begrunder henvisning. Der forelå efter nævnets opfattelse hverken et ubesvaret generelt spørgsmål eller divergerende retskilder, men alene et spørgsmål om rækkevidden af eksisterende praksis.
Højesteret tiltrådte af de af landsretten anførte grunde, at sagen ikke skulle henvises til landsretten som 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1, og stadfæstede derfor landsrettens kendelse.
"Højesteret tiltræder af de grunde, som er anført af landsretten, at sagen ikke skal henvises til landsretten som 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1."
Afgørelsen indebærer, at den underliggende sag om påstået handicapdiskrimination fortsat skal behandles ved byretten i 1. instans.
THI BESTEMMES: Landsrettens kendelse stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal Randers Kommune betale 8.000 kr. til Ligebehandlingsnævnet som mandatar for Indkærede. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a og skal betales inden 14 dage efter kendelsens afsigelse.
