Højesteret: Ingen frakendelse af dansk indfødsret efter fortielse af voldsepisode begået kort før naturalisation (indfødsretslovens § 8 A)

Ansøgningen, voldsepisoden den 11. maj 2016 og naturalisationen

A kom i 1996 som 12-årig til Danmark fra Somalia og ansøgte i december 2014 om dansk indfødsret. Den 22. januar 2016 meddelte Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, at ansøgningen var færdigbehandlet, og at man påtænkte at optage ham på det lovforslag om indfødsrets meddelelse, der ville blive fremsat i april 2016. A underskrev den 26. januar 2016 en erklæring om bl.a. at ville overholde dansk lovgivning og blev optaget på lovforslaget.

Det kronologiske forløb var afgørende:

Børnene, B1, B2, B3, B4 og B5, der alle er født og bosat i Danmark, erhvervede dansk indfødsret som en følge af As erhvervelse efter indfødsretsloven § 6, stk. 2.

Voldsdommen af 31. august 2016

A blev tiltalt for vold efter straffeloven § 244 og trusler efter straffeloven § 266. Ved Retten i Holstebros dom af 31. august 2016 blev han idømt 10 dages betinget fængsel for at have revet drengen ned fra en gynge (vold) og for trusler om at ville »smadre« drengen. Han blev frifundet for selve slaget i ansigtet.

Retten lagde i formildende retning vægt på, at A havde:

»handlet i forståelig ophidselse over det, han fik beskrevet som meget grov adfærd over for sit 8-årige barn«.

Dommen blev ikke anket.

Retsgrundlaget for frakendelse efter indfødsretslovens § 8 A

Efter indfødsretsloven § 8 A, stk. 1 skal den, der i forbindelse med sin erhvervelse af dansk indfødsret har udvist svigagtigt forhold — herunder ved forsætligt at fortie relevante oplysninger — ved dom frakendes indfødsretten, hvis forholdet har været bestemmende for erhvervelsen. Frakendelse skal dog ikke ske, hvis det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Efter § 8 A, stk. 2 skal også barnet frakendes indfødsretten, medmindre dette vil være i strid med internationale forpligtelser, eller barnet derved bliver statsløst.

Den nugældende § 8 A blev indført ved lov nr. 453 af 20. april 2022 og finder anvendelse, selv om det svigagtige forhold har fundet sted før lovens ikrafttræden. Det fremgår af forarbejderne, at der som hovedregel skal ske frakendelse, men at domstolene efter en proportionalitetsvurdering kan fravige hovedreglen ud fra en afvejning af på den ene side forholdets grovhed og på den anden side, hvor indgribende en frakendelse vil være, herunder om den pågældende bliver statsløs, og hvor lang tid der er forløbet efter erhvervelsen.

Sagen blev efter indfødsretsloven § 8 D, stk. 2 ført i strafferetsplejens former.

De internationale rammer: EMRK artikel 8 og EU-retten

Højesteret gennemgik de bindende internationale rammer for frakendelse af statsborgerskab:

• EMRK artikel 8: Vurderingen falder i to led, jf. Højesterets dom af 3. oktober 2025 (UfR 2026.296) og Menneskerettighedsdomstolens dom i Emin Huseynov mod Aserbajdsjan. Først vurderes, om indgrebet udgør et indgreb i privatlivet (kræver konkrete konsekvenser af tilstrækkelig alvorlighed — ikke hypotetiske). Dernæst, om indgrebet er vilkårligt, herunder om det har hjemmel, er ledsaget af de nødvendige processuelle garantier, og om myndighederne har behandlet sagen med den nødvendige grundighed og hurtighed.
• EU-retten: Efter artikel 20 i TEUF har enhver statsborger i en medlemsstat status som unionsborger. Det følger af EU-Domstolens domme i sag C-221/17 (Tjebbes) og sag C-118/20 (Wiener Landesregierung), at medlemsstaterne ved fratagelse af indfødsret og unionsborgerskab skal overholde proportionalitetsprincippet i forhold til virkningerne for den berørte person og dennes familiemedlemmer.

Højesterets begrundelse og resultat

Højesteret fastslog indledningsvis, at retsplejeloven § 933, stk. 2, jf. § 912, stk. 1, nr. 4, ikke var til hinder for, at Højesteret kunne efterprøve bevisbedømmelsen, da sagen ikke angik, om A var dømt med urette i en straffesag.

Højesteret bemærkede herefter, at oplysningerne i sagen kunne pege i retning af, at A meget vel kunne have opfattet de faktiske omstændigheder sådan, at han ikke havde pligt til at orientere myndighederne om episoden den 11. maj 2016.

»Uanset om det lægges til grund, at A har handlet svigagtigt ved med forsæt at fortie relevante oplysninger, finder Højesteret, at i hvert fald en proportionalitetsafvejning fører til, at frakendelse af indfødsretten vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.«

Højesteret lagde herved vægt på:

• karakteren af kriminaliteten og graden af svig, der bestod i, at A i en kort periode før erhvervelsen og længe efter ansøgningen undlod at informere ministeriet om en episode, hvor han kunne have opfattet, at han ikke havde oplysningspligt,
• at A efter en frakendelse måtte antages ikke at kunne opnå dansk indfødsret på ny,
• at der gik syv år, inden frakendelsessagen blev indledt, og at der nu var forløbet omkring 10 år siden meddelelsen af indfødsret.

Set i sammenhæng hermed var det ikke afgørende, at en frakendelse ikke ville indebære, at A skulle forlade Danmark eller blive statsløs. Højesteret tiltrådte derfor, at A ikke skulle frakendes dansk indfødsret, og at de fem børn, B1–B5, som følge heraf heller ikke skulle frakendes deres danske indfødsret.

Thi bestemmes: Landsrettens dom stadfæstes. Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.