Højesteret: Frakendelse af dansk indfødsret efter § 8 A — proportionalitetsafvejning hindrer frakendelse trods fortielse af voldsepisode før naturalisation

Retsgrundlaget: Indfødsretslovens § 8 A

Sagen vedrører fortolkningen og anvendelsen af indfødsretsloven § 8 A, som blev indført ved lov nr. 193 af 5. april 2002 og ændret ved lov nr. 453 af 20. april 2022, hvorved frakendelse blev gjort obligatorisk.

Efter § 8 A, stk. 1 skal den, som i forbindelse med sin erhvervelse af dansk indfødsret har udvist svigagtigt forhold — herunder ved forsætligt at fortie relevante oplysninger — ved dom frakendes indfødsretten, hvis det udviste forhold har været bestemmende for erhvervelsen. Frakendelse skal dog ikke ske, hvis det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Efter § 8 A, stk. 2 skal også vedkommendes barn ved dom frakendes indfødsretten, hvis barnet har erhvervet indfødsretten gennem en person, der frakendes efter stk. 1, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, og medmindre barnet derved bliver statsløst.

Bestemmelsen finder anvendelse, selv om det svigagtige forhold har fundet sted før lovens ikrafttræden, jf. Højesterets domme i UfR 2017.694 og UfR 2023.1896.

Af forarbejderne fremgår, at der som hovedregel skal ske frakendelse, når betingelserne er opfyldt, men at domstolene efter en proportionalitetsvurdering kan fravige hovedreglen. Der skal navnlig lægges vægt på en afvejning af forholdets grovhed over for frakendelsens indgribende betydning, herunder om den pågældende bliver statsløs, og hvor lang tid der er forløbet efter erhvervelsen.

Sagen føres i strafferetsplejens former, jf. indfødsretsloven § 8 D, stk. 2.

De internationale rammer: EMRK artikel 8 og EU-retten

Højesteret gennemgik de bindende internationale rammer for frakendelse af statsborgerskab:

EMRK artikel 8: Vurderingen af, om et afslag på statsborgerskab krænker rettigheder efter artikel 8, falder i to led, jf. Højesterets dom af 3. oktober 2025 (UfR 2026.296) og Menneskerettighedsdomstolens dom af 13. juli 2023 i sagen Emin Huseynov mod Aserbajdsjan:

1. Første led: Skal afslaget anses for et indgreb i den pågældendes privatliv? — Dette beror på, om den pågældende har godtgjort konkrete konsekvenser af tilstrækkelig alvorlighed. Hypotetiske konsekvenser kan ikke lægges vægt på.
2. Andet led: Kan afslaget karakteriseres som vilkårligt? — Her skal det indgå, om afslaget har hjemmel i loven, om det er ledsaget af de nødvendige processuelle garantier (herunder domstolsprøvelse), og om myndighederne har behandlet sagen med den nødvendige grundighed og hurtighed.

EU-retten: Det er de enkelte medlemsstater, som fastsætter betingelserne for at erhverve og fortabe indfødsret, men de nationale regler skal overholde EU-retten, herunder artikel 20 i TEUF om unionsborgerskab. Det følger af EU-Domstolens domme i sag C-221/17 (Tjebbes) og sag C-118/20 (Wiener Landesregierung), at medlemsstaterne ved fratagelse af indfødsret og unionsborgerskab skal overholde proportionalitetsprincippet for så vidt angår virkningerne for den berørte person og dennes familiemedlemmer.

Byrettens og landsrettens behandling

Retten i Holstebro (13. september 2024) fandt, at Tiltalte 1 havde fortiet relevante oplysninger med forsæt, og at fortielsen var bestemmende for erhvervelsen. En proportionalitetsafvejning — navnlig hans meget nære tilknytning til Danmark (siden 1996, fast arbejde, fem hjemmeboende børn), forholdets mindre grove karakter og den forløbne tid — førte dog til, at frakendelse ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Tiltalte 1 og børnene blev frifundet.

Vestre Landsret (29. april 2025) stadfæstede frifindelsen med delt votering (seks voterende):

• To voterende fandt det ikke bevist, at Tiltalte 1 forsætligt havde fortiet oplysninger, og at fortielsen i det korte tidsrum (under et døgn) mellem sigtelsen og vedtagelsen ikke kunne anses for bestemmende.
• Fire voterende fandt, at Tiltalte 1 havde fortiet med forsæt, og at forholdet var bestemmende for erhvervelsen. Blandt disse fire delte voteringen sig igen: to fandt, at proportionalitet hindrede frakendelse, mens to fandt, at proportionalitet ikke var til hinder for frakendelse.

Efter stemmeflertallet blev byrettens dom stadfæstet.

Højesterets begrundelse og resultat

Højesteret (syv dommere) stadfæstede landsrettens dom og dermed frifindelsen af Tiltalte 1-6.

Bevisbedømmelse: Højesteret fastslog indledningsvis, at retsplejeloven § 933, stk. 2, jf. § 912, stk. 1, nr. 4, ikke var til hinder for, at Højesteret kunne efterprøve bevisbedømmelsen, da sagen ikke angik, om Tiltalte 1 var dømt med urette.

Spørgsmålet om svig: Højesteret bemærkede, at oplysningerne i sagen kunne pege i retning af, at Tiltalte 1 meget vel kan have opfattet de faktiske omstændigheder sådan, at han ikke havde pligt til at orientere myndighederne om episoden den 11. maj 2016.

Proportionalitetsafvejningen: Uanset om der forelå svig, fandt Højesteret, at i hvert fald en proportionalitetsafvejning førte til, at frakendelse ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Højesteret lagde vægt på følgende:

• Karakteren af kriminaliteten og graden af svig — Tiltalte 1 undlod i en kort periode før erhvervelsen at informere ministeriet om en episode, hvor han kan have opfattet, at han ikke havde oplysningspligt.
• Uigenkaldelighed — Tiltalte 1 må efter en frakendelse antages ikke at kunne opnå dansk indfødsret på ny.
• Tidsforløbet — Der gik syv år, inden frakendelsessagen blev indledt (først ved modtagelse i byretten i august 2023), og der var nu forløbet omkring 10 år siden meddelelsen af indfødsret.

Set i sammenhæng hermed var det ikke afgørende, at en frakendelse ikke ville indebære, at Tiltalte 1 skulle forlade Danmark eller blive statsløs.

Følge for børnene: Da Tiltalte 1 ikke frakendtes sin indfødsret, skulle Tiltalte 2-6 (de fem børn) heller ikke frakendes deres danske indfødsret, jf. indfødsretsloven § 8 A, stk. 2.

Thi bestemmes: Landsrettens dom stadfæstes.