HøjesteretSagen angår, om Vestre Landsret var berettiget til at afvise en anke i medfør af retsplejelovens § 368 a i en sag om forsikringsdækning for en husbrand, hvor forsikringsselskabet havde nægtet dækning under henvisning til, at ejeren forsætligt havde påsat branden. Højesteret fandt, at sagens indgribende karakter – at blive anset for forsætligt at have påsat brand på egen ejendom for at opnå forsikringsdækning – betød, at afvisning kun kunne ske ved særlige omstændigheder, som ikke forelå. Landsrettens afvisningsdom blev derfor ophævet, og sagen hjemvist til realitetsbehandling.
Kærende og hans daværende ægtefælle ejede en ejendom, der brændte den 10. juni 2020. Ejendommen var brandforsikret hos Aros Forsikring – Gensidigt Forsikringsselskab. Den kriminaltekniske erklæring konkluderede, at branden var forsætligt påsat ved antændelse af brandbart materiale med åben flamme under anvendelse af brandbar væske som accelerator. Politiet henlagde efterforskningen den 15. december 2020, uden at en gerningsperson blev identificeret.
Den 2. november 2022 fandt Ankenævnet for Forsikring, at Aros Forsikring havde løftet bevisbyrden for, at der ikke forelå en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed. Nævnet lagde vægt på, at branden var påsat uden tegn på indbrud, samt på Kærendes økonomiske vanskeligheder og igangværende salgsbestræbelser.
Kærende anlagde herefter sag mod Aros Forsikring med påstand om, at branden var en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed. Retten i Aarhus frifandt ved dom af 15. april 2025 forsikringsselskabet.
Retten lagde efter en samlet bevisvurdering vægt på flere forhold:
Retten fandt det på denne baggrund godtgjort, at der ikke forelå en dækningsberettigende skade, jf. forsikringsaftaleloven § 18.
Kærende ankede dommen til Vestre Landsret og ønskede at føre yderligere vidner, herunder to ejendomsmæglere, en byggesagkyndig og den efterforskende politibetjent, samt nye bilag om økonomiske forhold. Aros Forsikring nedlagde principal påstand om afvisning af ankesagen efter retsplejeloven § 368 a.
Vestre Landsret afsagde dom den 30. september 2025, hvorved sagen blev afvist. Landsretten var enig i byrettens bevisvurdering og fandt, at hverken de nye kontoudtog eller den varslede bevisførelse i øvrigt kunne føre til en anden vurdering af Kærendes økonomiske forhold. Landsretten konkluderede, at der ikke var udsigt til et andet udfald end i byretten, og at der i øvrigt ikke forelå grunde, der talte for to-instansbehandling.
Kærende gjorde gældende, at betingelserne for afvisning efter § 368 a ikke var opfyldt. Han anførte navnlig:
Aros Forsikring gjorde heroverfor gældende, at det forhold, at sagen i vidt omfang beror på en bevisvurdering, ikke i sig selv afskærer landsretten fra at anvende § 368 a, jf. UfR 2016.1145 H. Selskabet anførte endvidere, at Kærende først sent havde varslet centrale vidner, at bevisførelse om brandens opståen skulle være sket ved syn og skøn, og at sagen reelt havde begrænset betydning for Kærende, da et eventuelt erstatningskrav måtte anses for bortfaldet ved en aftalt kontanterstatning til panthaveren, hvorfor alene et mindre krav om indbodækning på ca. 40-45.000 kr. resterede.
Højesteret lagde til grund, at det følger af forarbejderne til retsplejeloven § 368 a, at en ankesag ikke bør afvises, hvis det ikke umiddelbart forekommer åbenbart, at der ikke er udsigt til et andet udfald end i byretten, hvis sagen indeholder principielle problemstillinger, eller hvis sagen har særlig betydning for parterne, jf. Højesterets kendelse af 25. oktober 2024 (UfR 2025.116).
Højesteret fandt, at det som udgangspunkt har en sådan betydning at blive dømt i en forsikringssag om forsætlig fremkaldelse af brand på en ejendom, at afvisning af den domfældtes anke efter § 368 a kun kan finde sted, hvis der foreligger særlige omstændigheder.
"Højesteret finder, at det som udgangspunkt har en sådan betydning at blive dømt i en forsikringssag om forsætlig fremkaldelse af brand på en ejendom, at afvisning af den domtes anke efter retsplejelovens § 368 a kun kan finde sted, hvis der foreligger særlige omstændigheder."
Højesteret fandt, at der i den foreliggende sag ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde afvisning og dermed fravigelse af udgangspunktet om ret til behandling i to instanser.
Højesteret ophævede derfor landsrettens dom og hjemviste sagen til behandling ved landsretten. Ingen af parterne skulle betale kæresagsomkostninger for Højesteret til den anden part.
