HøjesteretHøjesteret har i dom af 4. juni 2024 taget stilling til, om en byrettdommer var inhabil til at medvirke i en erstatningssag, hvori fire tidligere varetægtsfængslede krævede erstatning for uberettiget frihedsberøvelse. Sagen ankom til Højesteret efter, at Østre Landsret havde ophævet byrettens dom af 28. maj 2021 med henvisning til inhabilitet efter . Dommeren havde tidligere truffet afgørelser om varetægtsfængsling samt deltaget som retsformand i den underliggende straffesag, hvor de pågældende blev frifundet. Højesteret skulle vurdere, om dette tidligere engagement rejste rimelig tvivl om dommerens upartiskhed i erstatningssagen.
Anklagemyndigheden anlagde straffesag mod de fire erstatningssøgende for bl.a. Straffeloven § 192 a, stk. 1, nr. 1 og Straffeloven § 245, stk. 1.
De fire blev varetægtsfængslet i februar og marts 2019. Dommer Person traf de indledende fængslingsafgørelser og forlængede disse herefter.
Byretten frifandt de erstatningssøgende for de centrale forhold ved dom af 18. december 2019. Dommer Person deltog som retsformand.
De erstatningssøgende krav om erstatning for varetægtsfængslingen blev behandlet af byretten med dommer Person som retsformand, hvilket resulterede i en frifindelse af anklagemyndigheden den 28. maj 2021.
Østre Landsret ophævede byrettens dom den 19. september 2023 med dommerinhabilitet som grundlag.
Anklagemyndigheden påstod, at landsrettens dom ophæves, og at sagen hjemvises til landsretten til realitetsbehandling.
De fire erstatningssøgende påstod stadfæstelse af landsrettens dom, hvilket ville medføre hjemvisning til byretten til fornyet behandling med en ny dommer.
Sagens centrale stridspunkt handler om, i hvilket omfang en dommers tidligere deltagelse i straffeprocessen kan medføre inhabilitet i en efterfølgende erstatningssag. Anklagemyndighedens forsvar mod erstatningskravene hvilede på de erstatningssøgendes egen skyld, primært deres tilstedeværelse på gerningsstedet. Dette var i det væsentlige den samme begrundelse, som dommer Person oprindeligt havde lænt sig op ad ved at indvilge i og forlænge varetægtsfængslingen. Højesteret skulle derfor vurdere, om dommeren reelt havde taget stilling til tvistens genstand tidligere, og om dette ville rejse rimelig tvivl om hendes upartiskhed.
Efter retsplejelovens § 61 må ingen handle som dommer i en sag, når der i øvrigt – dvs. uden for de tilfælde, der er nævnt i lovens § 60 – foreligger omstændigheder, som er egnet til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed.
Bestemmelsen tjener et dobbelt formål: at forebygge reel risiko for partiskhed og at sikre omverdenens tillid til retssystemet. Tvivlen skal være rimelig begrundet i objektive omstændigheder og fortolkes i lyset af artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ifølge fast praksis, herunder UfR 2000.186, medfører deltagelse i en varetægtsfængsling efter Retsplejeloven § 762, stk. 1 ikke automatisk inhabilitet.
Højesteret fastslog, at inhabilitet kan opstå, hvis karakteren og omfanget af de straffeprocessuelle indgreb er egnede til at vække tvivl om upartiskheden. Det afgørende kriterium er, om dommeren har behandlet de samme spørgsmål tidligere.
Det afgørende er, om dommeren reelt har taget stilling til tvistens genstand på et tidligere tidspunkt, herunder om spørgsmålene i sagerne er de samme, eller om der i øvrigt er en direkte indholdsmæssig forbindelse mellem spørgsmålene.
Da anklagemyndighedens argument for at nægte erstatning (egen skyld/tilstedeværelse på gerningsstedet) i det væsentlige genspejlede begrundelsen for de varetægtsafgørelser, som dommer Person selv havde truffet, fandt Højesteret, at der forelå objektive omstændigheder, der var egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed. Landsrettens konklusion om inhabilitet blev derfor tiltrådt.
Østre Landsrets dom af 19. september 2023 stadfæstes.
Byrettens dom af 28. maj 2021 ophæves.
Sagen hjemvises til byretten til fornyet behandling med en ny dommer.
Statskassen betaler sagens omkostninger for Højesteret.
