Højesterets kendelse om proportionalitet ved varetægtsfængsling af udlænding under ankesag

Parters påstande og anbringender

Tiltalte nedlagde principal påstand om, at han burde have været løsladt ved landsrettens kendelse af 27. juni 2024, subsidiært om, at varetægtsfængslingen burde være erstattet af mindre indgribende foranstaltninger som opholds- og meldepligt. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af landsrettens kendelse.

• Tiltalte anførte, at han havde fast bopæl i Danmark, understøttet af Udlændingestyrelsens afgørelse om bevaring af opholdstilladelse og hans placering på Center Sandholm efter myndighedsanvisning.
• Han fremhævede, at den samlede frihedsberøvelse ville overstige den udmålte straf på 1 år med over et år, hvilket var uproportionelt.
• Tiltalte påpegede manglende retssikkerhed, idet en udlænding kunne tvinges til at frafalde anke for at undgå yderligere fængsling, og at landsretten ikke tilstrækkeligt har redegjort for berammingstiderne jf. Retsplejeloven § 764, stk. 4, 2. pkt..
• Subsidiært anførte han, at varetægtsurrogater som opholdspligt på udrejsecenter burde være anvendt, især da Hjemrejsestyrelsen efterfølgende pålagde ham kontrolforpligtelser.

Anklagemyndigheden gjorde gældende:

• Betingelserne i Hjemrejseloven § 14, stk. 1, nr. 1 var opfyldt, idet tiltalte manglende fast bopæl efter CPR-registreringerne.
• Der var begrundet mistanke om lovovertrædelse med udvisning som konsekvens, og tiltalte havde ustabile personlige forhold uden familie i Danmark, hvilket skabte unddragningsrisiko.
• Varetægtsfængsling kunne overstige den forventede straf jf. praksis i UfR 2014.1565 og UfR 2019.1309 H, og proportionalitetsvurderingen var ikke til hinder.
• Berammingstiden på ca. 1 år var sædvanlig, og mindre indgribende foranstaltninger kunne ikke effektivt sikre tilstedeværelse, da tiltalte havde familie i Sverige og Canada.
• Hjemrejsestyrelsens efterfølgende vurdering om kontrolforpligtelser ændrede ikke på forholdene på kendelsetidspunktet.

Lovgrundlag og fortolkning af fast bopæl

Varetægtsfængsling efter Hjemrejseloven § 14, stk. 1, nr. 1 kræver, at udlændingen ikke har fast bopæl i landet, der er begrundet mistanke om lovovertrædelse med udvisning som følge, og at fængslingen er nødvendig for at sikre tilstedeværelse under sagen og indtil udvisning kan fuldbyrdes. Bestemmelsen har til formål at forebygge unddragelse af udvisning.

Højesteret fastslog, at begrebet "fast bopæl" i Hjemrejseloven § 14, stk. 1, nr. 1 ikke er identisk med begrebet i Udlændingeloven § 17, stk. 1, da bestemmelserne tjener forskellige formål. I forhold til fast bopæl i hjemrejselovens forstand kan det ikke anses for tilstrækkeligt, at udlændingen har fast tilknytning til Danmark gennem mangeårigt ophold; vurderingen skal baseres på konkrete oplysninger, herunder CPR-registreringer jf. UfR 2020.515 H.

Udlændingestyrelsens afgørelse om, at tiltalte ikke havde opgivet bopæl i udlændingelovens forstand, var derfor ikke afgørende for vurderingen efter hjemrejseloven. Tiltaltes ophold på Center Sandholm og visitation til Lemvig Kommune ændrede ikke på, at han i perioden op til anholdelsen var registreret med ukendt adresse eller som "forsvundet" i CPR og havde boet på skift hos venner. Højesteret tiltrådte, at tiltalte ikke havde fast bopæl i hjemrejselovens forstand på tidspunktet for landsrettens kendelse.

Højesterets proportionalitetsvurdering

Højesteret lagde vægt på, at varetægtsfængsling efter Hjemrejseloven § 14, stk. 1, nr. 1 kræver en proportionalitetsvurdering, selvom frihedsberøvelsen kan overstige den forventede straf jf. UfR 2023.4801. Frihedsberøvelsen må ikke udstrækkes længere end nødvendigt for at opfylde formålet, og efterforskning, tiltalerejsning og berammelse skal fremmes for at undgå unødigt lang fængsling.

I den foreliggende sag var tiltalte idømt 1 års fængsel, men var allerede frihedsberøvet siden 28. marts 2023. På tidspunktet for landsrettens kendelse den 27. juni 2024 var hovedforhandling berammet til 5.-7. maj 2025, hvilket betød, at den fortsatte fængsling ville strække sig over mere end 1 år og 1 måned under ankesagen. Højesteret fandt, at den samlede frihedsberøvelse på over 2 år og 1 måned ville overstige den udmålte straf i et uacceptabelt omfang.

Højesteret finder efter en samlet vurdering af Tiltaltes personlige forhold og den straf, han kunne forventes idømt, at betingelserne for varetægtsfængsling af Tiltalte efter hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldt, da landsretten den 27. juni 2024 forlængede varetægtsfængslingen, indtil der blev afsagt dom i ankesagen.

Retten bemærkede, at ankesagen ikke var fremmet med fornødent hurtighed, da berammingstiden på næsten 11 måneder efter byretsdommen ikke kunne tilskrives tiltalte, men var en konsekvens af retssystemets kapacitet. Højesteret konkluderede, at proportionalitetskravet ikke var opfyldt, og at tiltalte burde have været løsladt den 27. juni 2024.

Afgørelse

Højesteret fandt, at betingelserne for varetægtsfængsling efter Hjemrejseloven § 14, stk. 1, nr. 1 ikke var opfyldt på tidspunktet for landsrettens kendelse af 27. juni 2024. Den fortsatte frihedsberøvelse var uproportional i forhold til den udmålte straf og sagens forløb, da tiltalte allerede havde siddet fængslet i over 15 måneder for en dom på 1 år, og ankesagen først var berammet til maj 2025.

Thi bestemmes: Tiltalte burde have været løsladt den 27. juni 2024.

Højesteret tog tiltaltes principale påstand til følge og annullerede landsrettens kendelse om fortsat varetægtsfængsling. Sagen illustrerer, at varetægtsfængsling af udlændinge under anke skal være strengt proportioneret, og at myndighederne skal sikre, at frihedsberøvelsen ikke udstrækkes længere end nødvendigt for at opfylde det konkrete formål om at sikre tilstedeværelse og fuldbyrdelse af udvisning.