HøjesteretSagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en tvist om kategorisering af en fast ejendom efter Ejendomsvurderingslovens § 3 havde den principielle karakter, der kræves for henvisning til landsretten som 1. instans i medfør af Retsplejelovens § 226, stk. 1. Højesteret stadfæstede Vestre Landsrets afgørelse om, at betingelserne ikke var opfyldt, og hjemviste sagen til byretten.
Lodsejeren A erhvervede ejendommen i 2005, hvor den var vurderet som landbrugsejendom. I 2023 ændrede Vurderingsstyrelsen kategoriseringen til ejerbolig, hvilket Vurderingsankenævnet efterfølgende ændrede til "erhvervsejendomme og øvrige ejendomme" efter Ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 4. A anlagde sag ved Retten i Aarhus med påstand om genkategorisering. Skatteministeriet anmodede om henvisning til landsretten.
Byretten henviste sagen til Vestre Landsret, idet den fandt, at tvisten angik et principielt spørgsmål om fortolkning af lovens kategoriseringsbestemmelser uden eksisterende retspraksis.
Vestre Landsret ophævede byrettens kendelse og afviste henvisningen. Landsretten lagde vægt på følgende:
Herefter fandt landsretten, at betingelserne i Retsplejelovens § 226, stk. 1 ikke var opfyldt.
Højesteret tiltrådte landsrettens betragtninger fuldt ud. Retten fandt ikke, at tvisten vedrørende ejendomskategoriseringen eller spørgsmålet om prøvelsesintensitet af forvaltningsmæssigt skøn udgjorde et principielt spørgsmål af generel betydning for retsudviklingen.
Afgørelse: Højesteret stadfæstede Vestre Landsrets kendelse af 23. juni 2025. Sagen er hjemvist til fortsat behandling ved Retten i Aarhus som 1. instans. Der tilkendtes ingen kæreomkostninger for Højesteret.
