HøjesteretHøjesteret afsagde dom i en sag, hvor sagsøgeren krævede ophævelse af Udlændinge- og Integrationsministeriets afslag på at erhverve dansk indfødsret ved naturalisation samt godtgørelse for påstået krænkelse af rettigheder. Retten afviste prøvelsen af afslaget med henvisning til grundlovens deling af magten og frifandt ministeriet for erstatningskravet.
Sagsøgeren A blev født i 1969 i Danmark og var oprindeligt registreret som dansk statsborger. I 2018 traf ministeriet afgørelse om, at A aldrig havde erhvervet dansk indfødsret, da hendes forældre først blev gift i 1988. Efter at have erhvervet australsk statsborgerskab i 2019, søgte A om dansk indfødsret ved naturalisation med dispensation fra de sædvanlige opholds- og sprogkrav. I 2021 fik hun afslag på ansøgningen. A indbragte sagen for domstolene med påstand om, at afslaget skulle ophæves og hjemvises til fornyet behandling, og at ministeriet skulle betale 10.000 kr. i godtgørelse for krænkelse af EU-ret og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).
Sagens kerne var, om domstolene kan efterprøve eller ophæve et afslag på optagelse på et lovforslag om indfødsret. Højesteret fastslog, at Grundlovens § 21, § 41, stk. 1 og § 44, stk. 1 udelukker domstolsprøvelse af sådanne påstande. Kompetencen til at fremsætte lovforslag og meddele indfødsret ved lov tilkommer alene regeringen og Folketinget. En påstand om ophævelse og hjemvisning ville indebære et uacceptabelt indgreb i de forfatningsmæssige kompetencer, hvorfor påstanden afvises.
Vedrørende godtgørelseskravet fandt Højesteret, at EU-retten ikke fandt anvendelse, da A på tidspunktet for afslaget i 2021 ikke var dansk eller unionsborger. EU-Charterets artikel 7 finder heller ikke anvendelse, da sagen ikke vedrører gennemførelse af EU-retten. Henset til EMRK artikel 8 konstaterede retten, at A ikke havde godtgjort konkrete, alvorlige konsekvenser for sit privatliv. Afslaget efterlod hende ikke statsløs, medførte ikke udvisning fra Storbritannien, og hun havde været sikret tilstrækkelige procesuelle garantier. Der forelå således ingen krænkelse, der kunne udløse godtgørelse.
Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom af 13. maj 2024. Påstanden om ophævelse og hjemvisning af ministeriets afslag af 26. januar 2021 afvises. Udlændinge- og Integrationsministeriet frifindes for påstanden om godtgørelse. Ingen af parterne belægges med sagsomkostninger.
