HøjesteretSagen handlede om, hvorvidt A og hans søn B havde erhvervet dansk indfødsret. Udlændinge- og Integrationsministeriet havde i 2017 meddelt dem, at de aldrig var danske statsborgere, eftersom A ikke havde opfyldt betingelsen om at blive løst fra sit egyptiske statsborgerskab ved sin naturalisation i 1979. Højesteret stadfæstede landsrettens dom og opretholdt ministeriets afgørelser.
A blev i 1979 meddelt dansk indfødsret ved lov under den betingelse, at han inden april 1981 godtgjorde at være løst fra sit egyptiske statsborgerskab. Selvom Indenrigsministeriet i 1980 udstedte et indfødsretsbevis, havde A aldrig formelt frasagt sig sit egyptiske statsborgerskab.
A bosatte sig i Egypten, indgik ægteskab i 1985 – hvor han erklærede sig som egyptisk statsborger – og fik sønnen B i 1989. B blev registreret som dansk statsborger på grund af faderens oplyste status og fik udstedt dansk pas.
Parterne forsøgte at værne deres statsborgerskab ved forventnings- og indrettelseshensyn. Ministeriet argumenterede med Grundlovens § 44, stk. 1, der nægter udlændinge indfødsret uden lov, som et delegationsforbud der udelukker forvaltningsretlige hensyn.
Højesteret slog fast, at Grundlovens § 44 ikke forbyder anvendelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. En afgørelse om indfødsret skal som udgangspunkt annulleres, hvis betingelserne ikke er opfyldt, men dette princip kan fraviges ved en konkret afvejning af statens interesse i lovhåndhævelse over for borgerens gode tro og indgribens grad.
Afgørelsen berørte også parternes status som unionsborgere. Højesteret fandt, at myndighederne skal iagttage EU-retten, herunder TEUF artikel 20, når de annullerer statsborgerskab. Det indebærer et krav om proportionalitetsvurdering af konsekvenserne for den berørte person og dennes familie.
Højesteret fandt, at A ikke havde opfyldt betingelserne i naturalisationsloven. I forhold til forventningshensyn konkluderede retten, at A ikke var i god tro, da han ved sit ægteskab i 1985 nødvendigvis måtte indse, at han stadig var egyptisk statsborger. Da han primært havde boet i Egypten, ansås afgørelsen ikke for uforholdsmæssigt indgribende.
Et mindretal (én dommer) mente, sagen skulle have været behandlet som en frakendelsessag for domstolene efter Indfødsretslovens § 8 A pga. svigagtigt forhold, men flertallet afviste dette, idet almindelige annullationsregler fandt anvendelse.
B havde erhvervet dansk indfødsret ved fødslen på baggrund af faderens påståede status. Højesteret fastslog, at Indfødsretslovens § 1, stk. 4 ikke finder anvendelse, da faderen aldrig havde været dansk statsborger. Bestemmelsen gælder kun, når et forhold, der lagde grunden for statsborgerskabet, ikke længere foreligger (f.eks. ved ændring af civilstatus). Da forholdet aldrig forelå, havde B aldrig erhvervet indfødsret.
Også her fandtes der ingen uforholdsmæssigt indgribende konsekvenser, da B var født og opvokset i Egypten og kun havde opholdt sig kortvarigt i Danmark.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom, hvorefter Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelser blev opretholdt.
Under hensyn til sagens principielle karakter og videregående betydning blev det afgjort, at ingen part skulle betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller statskassen.
