HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om Fødevarestyrelsen og politiets kontrolbesøg på en landbrugsejendom med foto- og videooptagelser var i strid med , fordi der forelå mistanke om strafbare forhold. Retten fastslog, at besøgene var sagligt begrundet i tilsynsopgaver efter dyrevelfærdsloven, og at bevismaterialet derfor lovligt kunne indgå i straffesagen. Dommen stadfæstede landsrettens afgørelse om skyld og en straf på fængsel i 50 dage samt frakendelse af retten til dyrehold i 2 år.
Sagen udspringer af to administrative kontrolbesøg på T's landbrugsejendom den 27. april 2020 og den 15. september 2021, begge iværksat af Fødevarestyrelsen med bistand fra Nordjyllands Politi.
Første besøg – 27. april 2020
Besøget kom efter en henvendelse fra X Kommune, der udtrykte bekymring for dyrenes forhold. I en mail af 12. marts 2020 skrev kommunen bl.a.:
"Vi har en sag på adressen …vej, X-by, som vi er udfordret på. Vi har haft … fra Fødevarestyrelsen med derud for et par år siden, måske er der allerede en sag, der er politianmeldt fra jerres side? Vi tænker der ser meget sølle ud derude. Jeg har sendt en del billeder til … de sidste par år derfra. Vi tænker at for os at se har dyrene (kører + heste) det væsentligt dårligere end …, som fornyelig er dømt uegnet til dyr i byretten, den er dog anket til landsretten. Vi vil høre om I har været derude? Eller om I har mulighed for at kigge forbi en dag ved lejlighed."
Under besøget konstaterede embedsdyrlægen, at ingen af de i alt 87 kreaturer i den gamle stald og laden havde adgang til tørt lejeareal. Fødevarestyrelsen anbefalede politiet at meddele pålæg om straks at strø under dyrene. I den dyrlægefaglige udtalelse af 28. april 2020 konkluderede styrelsen:
"Manglende strøelse/tørt leje
Det blev ved besøget den 28. april 2020 konstateret, at ingen af de i alt 87 fællesopstaldede kreaturer i den gamle kreaturstald og i laden havde adgang til passende tørt lejeareal.
Lægges ovennævnte til grund, finder Fødevarestyrelsen, at Ts kreaturer, ved at gå under de beskrevne forhold ikke har været behandlet forsvarligt og beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt, herunder huset og passet i overensstemmelse med deres behov. [...] Det vurderes, at T har overtrådt dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1."
Andet besøg – 15. september 2021
Baggrunden var en anmeldelse fra Dyrenes Beskyttelse, der bl.a. anførte:
"Det forlyder, at der går mange dyr på alt for lidt plads under hygiejnisk kritiske forhold. [...] Ejendommen består af nogle faldefærdige bygninger, og der er kun ganske lidt jord til ejendommen. Bygningerne er i så dårlig en stand, at det er vanskeligt at forestille sig, at der både er en større besætning på ejendommen og at der også skal bo et ægtepar der."
Ved besøget blev der konstateret omfattende overtrædelser. Fødevarestyrelsen anbefalede politiet at udstede påbud om:
I veterinærfaglig udtalelse af 28. september 2021 sammenfattede styrelsen:
"Når det ovennævnte lægges til grund, finder undertegnede, at Ts opstaldede kreaturer og heste, ved at gå under de beskrivne forhold ikke har været behandlet forsvarligt og beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe, lige som de ikke har været behandlet omsorgsfuldt, herunder huset og passet i overensstemmelse med deres behov. Det vurderes, at T har overtrådt dyrevelfærdslovens §§ 2, 3, og 18 samt bekendtgørelserne om mindstekrav til hold af kvæg og heste."
Ved begge lejligheder foretog Fødevarestyrelsen omfattende foto- og videooptagelser af dyrene og deres opholdssteder. Materialet indgik senere som centralt bevis i straffesagen.
Sagen startede ved Retten i Hjørring, der den 21. november 2022 afsagde dom (JEA-4388/2020). T anlede til Vestre Landsret, som den 2. oktober 2023 (S-2535-22) fandt T skyldig i uforsvarlig behandling af dyr efter dyreværnslovens § 28 og dyrevelfærdslovens § 58. Landsretten idømte fængsel i 50 dage (heraf 10 dage fra en tidligere betinget dom) og frakendte retten til at eje, bruge, passe, slagte eller beskæftige sig med produktionsdyr i 2 år.
T anlede dommen til Højesteret med påstand om hjemvisning, subsidiært stadfæstelse. Anklagemyndigheden påstod skærpelse af straffen, men fastholdelse af rettighedsfrakendelsen. Hovedspørgsmålet under anken var, om kontrolbesøgene og den dertil knyttede bevisdokumentation var i strid med retssikkerhedslovens § 9, og om sagen derfor skulle hjemvises.
T's husdyrbesætning var omfattet af to på hinanden følgende love: dyreværnsloven (lovbekendtgørelse nr. 20 af 11. januar 2018), der gjaldt på tidspunktet for forhold 1 (2020), og dyrevelfærdsloven (lovbekendtgørelse nr. 61 af 19. januar 2024), der gjaldt for forhold 2 (2021). De to love indeholder i al væsentlighed enslydende bestemmelser om kontrol og tvangsindgreb.
Adgang til kontrol uden retskendelse
§ 50, stk. 1, i dyrevelfærdsloven (tidligere dyreværnslovens § 24 a, stk. 3) giver tilsynsmyndigheden (Fødevarestyrelsen) adgang til private ejendomme uden retskendelse:
"Tilsynsmyndigheden og personer, som er særligt bemyndiget hertil, har til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme, lokaliteter, transportmidler, forretningsbøger og papirer m.v., herunder elektroniske data, for at tilvejebringe oplysninger til brug for løsning af opgaver i henhold til loven"
Politiet har efter § 50, stk. 2 og 3 en selvstændig adgang til dyrehold og yder bistand til Fødevarestyrelsen.
Udstedelse af påbud
§ 47, stk. 1 (tidligere § 24 b, stk. 1) bemyndiger ministeren – ved delegation Fødevarestyrelsen – til at meddele påbud, der anses nødvendige for lovens overholdelse. § 40 (tidligere § 21) giver politidirektøren en parallel adgang til at give pålæg efter dyrlægefaglig erklæring.
Retssikkerhedslovens § 9
Den centrale bestemmelse lyder:
"Hvis en enkeltperson eller juridisk person med rimelig grund mistænkes for at have begået en strafbar lovovertrædelse, kan tvangsindgreb over for den mistænkte med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som mistanken omfatter, alene gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om strafferetsplejen."
T's hovedargumenter
T gjorde gældende, at besøgene reelt var ransagninger, fordi der allerede på forhånd forelå en konkret mistanke om strafbart forhold – både i april 2020 og september 2021. Hun henviste til, at politiet burde have indhentet en retskendelse efter retsplejelovens kapitel 73 om ransagning. Hun anførte:
Anklagemyndighedens modargumenter
Anklagemyndigheden fastholdt, at besøgene var lovlige tilsyn efter dyrevelfærdslovens regler og fuldt forenelige med retssikkerhedslovens § 9. Hovedpunkterne var:
Højesteret indledte med at fastslå rammerne for retssikkerhedslovens § 9:
"Højesteret finder, at retssikkerhedslovens § 9 efter sin ordlyd og forarbejder – navnlig Folketingstidende 2003-04, tillæg B, s. 2144 – må forstås således, at bestemmelsen ikke er til hinder for, at en myndighed uden retskendelse gennemfører et kontrolbesøg, hvis det er sagligt begrundet som led i udførelsen af myndighedens tilsyns- og kontrolopgaver. Fødevarestyrelsen og politiet kan således i medfør af dyrevelfærdsloven foretage husundersøgelse og undersøgelse af andre lokaliteter på en ejendom med henblik på f.eks. at udstede påbud, uanset om påbuddet angår forhold, der tillige kan indebære en strafbar overtrædelse af dyrevelfærdsloven."
Retten uddybede med et direkte citat fra Retsudvalgets betænkning, der netop behandlede samspillet mellem kontrolbeføjelser og straffeprocessuelle garantier:
"Udvalget finder det derfor vigtigt, at forvaltningsmyndigheder som f.eks. fødevaremyndigheder, miljømyndigheder, skattemyndigheder og Arbejdstilsynet efter lovforslaget fortsat kan gennemføre kontrolbesøg med henblik på bl.a. udstedelse af påbud og forbud – også selv om det under kontrolbesøget står den pågældende myndighed klart, at der kan være tale om en strafbar lovovertrædelse. Lovforslaget vil således i intet tilfælde være til hinder for gennemførelsen af et kontrolbesøg, hvis det er naturligt og sagligt begrundet som led i udførelsen af en myndigheds tilsyns- og kontrolopgaver."
Anvendt på den konkrete sag konkluderede Højesteret:
"Kontrolbesøgene på Ts ejendom den 27. april 2020 og den 15. september 2021 skete på Fødevarestyrelsens foranledning på baggrund af henvendelserne fra X Kommune og Dyrenes Beskyttelse, der gav udtryk for bekymring for dyrenes forhold på ejendommen. Besøgene skete med henblik på at konstatere, om forholdene for dyrene var i overensstemmelse med kravene i bl.a. dyrevelfærdsloven (tidligere dyreværnsloven) og – hvis dette ikke var tilfældet – at udstede påbud om at bringe forholdene i overensstemmelse med loven. Foto- og videooptagelserne må anses for at være et sagligt led i sagsbehandlingen med henblik på at dokumentere, at der var grundlag for at udstede påbud."
Højesteret tiltrådte landsrettens strafudmåling med følgende bemærkning:
"Højesteret finder, at straffen er passende fastsat."
Den samlede dom lød derfor:
"Landsrettens dom stadfæstes.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret."
Konsekvenserne for T var dermed:
Med dommen har Højesteret præciseret grænsen mellem administrative kontrolbeføjelser og straffeprocessuelle regler: Så længe et kontrolbesøg reelt er forankret i tilsynsopgaver, griber retssikkerhedslovens § 9 ikke ind, og de beviser, der indsamles, kan frit anvendes i en efterfølgende strafforfølgning.
Stk. 2 undtager dog indgreb, der gennemføres med henblik på andre formål end straffastsættelse. Sidstnævnte undtagelse er helt central for sagen. Den oprindelige formulering indeholdt ordet "alene", men dette blev fjernet under lovbehandlingen for at præcisere, at oplysninger tilvejebragt under et lovligt kontrolbesøg gerne må anvendes i en efterfølgende straffesag.
Dermed var hverken selve besøgene eller den foretagne dokumentation i strid med retssikkerhedsloven. Materialet kunne indgå som lovligt tilvejebragte beviser. Hjemvisningspåstanden blev derfor forkastet.
