Bødenedsættelse for kortvarig ulovlig beskæftigelse af asylansøger som vennetjeneste

Hændelsesforløbet

Den 29. september 2020 ankom politiet til tiltaltes cykelforretning i København. Politiet observerede, at tiltalte sammen med en iransk statsborger og andre personer stod i færd med at bære cykler fra en lastbil ind i butikken. Arbejdsindsatsen varede mindre end 30 minutter.

Tiltalte og den pågældende udlænding forklarede samstemmende, at de kendte hinanden privat, og at hjælpen var ydet som en ubetalt vennetjeneste i henhold til kulturelle normer for gensidig hjælp. Det blev endvidere lagt til grund, at tiltalte var klar over, at udlændingen som afvist asylansøger ikke havde ret til at arbejde i Danmark uden arbejdstilladelse.

Instansernes forløb og påstande

Sagen er behandlet i tre instanser med modsatrettede vurderinger af skyldspørgsmålet:

Stridspunktet: Definitionen af ulovlig beskæftigelse

Parternes hovedanbringender centreret sig om fortolkningen af straffebestemmelsen i lyset af Udlændingeloven § 13, stk. 1, som pålægger krav om arbejdstilladelse for lønnet eller ulønnet beskæftigelse.

• Tiltalte argumenterede for, at der ikke forelå et reelt arbejdsforhold. Bistanden var kortvarig, lejlighedspræget, ulønnet og udført for at styrke sociale bånd, hvilket efter almindelig sprogbrug ikke svarer til beskæftigelse.
• Anklagemyndigheden fastholdt, at der var tale om et på forhånd aftalt samarbejde, hvor udlændingen bidrog til tiltaltes erhvervsvirksomhed på lige fod med andre medhjælpere. Da tiltalte handlet forsætligt og med tilsigtet økonomisk fordel som led i sin virksomhed, forelå betingelserne for skærpelse jf. Udlændingeloven § 59, stk. 6.

Højesterets begrundelse og retslige fortolkning

Højesteret lagde vægt på det lovgivningsmæssige formål med beskæftigelsesreglerne, nemlig at beskytte danske erhvervs- og lønmodtagerinteresser. Retten fandt, at begrebet "beskæftigelse" i straffebestemmelsen skal fortolkes bredt:

"Enhver form for lønnet eller ulønnet arbejde for en erhvervsdrivende må således anses for beskæftigelse omfattet af udlændingelovens § 59, stk. 5. Det er uden betydning, om der foreligger en formel ansættelsesaftale, og om arbejdet er varigt, midlertidigt eller enkeltstående."

Retten præciserede dog grænsen for strafbarheden:

"Det vil herefter kun være i ganske særlige tilfælde, at en udlændings udførelse af en opgave for en erhvervsdrivende ikke vil udgøre beskæftigelse. Som eksempel kan nævnes den situation, hvor en udlænding uden aftale med den erhvervsdrivende eller uden dennes indforståelse på eget initiativ, tilfældigt og spontant udfører en kortvarig opgave for den erhvervsdrivende uden at modtage vederlag herfor."

Da der i den foreliggende sag var tale om en forudgående telefonisk aftale mellem tiltalte og den pågældende udlænding om, at sidstnævnte skulle hjælpe med at modtage cykler den følgende dag, faldt hændelsen uden for undtagelsen for spontane handlinger. Højesteret stadfæstede derfor landsrettens skyldvurdering.

Strafudmåling og endelige resultat

Selvom overtrædelsen skete forsætligt og som led i erhvervsvirksomhed med tilsigtet økonomisk fordel — hvilket efter forarbejderne normalt udløser et bødeniveau på mindst 50.000 kr. — fandt Højesteret grundlag for en væsentlig nedsættelse. Retten lagde vægt på, at der kun var tale om en enkeltstående overtrædelse af meget kort varighed (under 30 minutter), og at den økonomiske fordel for tiltalte var ubetydelig.

Af hensyn til sagens principielle betydning for fortolkningen af udlændingelovens beskæftigelseregler, bestemte Højesteret, at statskassen afholder sagens omkostninger for alle tre instanser.