HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om Fjernvarme Fyn Produktion A/S havde ret til tilbagebetaling af kulafgift for den energi, der medgik til at producere spædevand, som blev tilført fjernvarmenettet. Selskabet argumenterede for, at spædevandet var en selvstændig vare, og at energiforbruget dermed faldt ind under undtagelsen for procesvarme i kulafgiftsloven § 8, stk. 4, nr. 1. Skatteministeriet betragtede spædevandsproduktionen som en integreret del af selve varmeleverancen, hvor der efter lovens § 8, stk. 3, ikke ydes godtgørelse. Et flertal på tre dommere gav ministeriet medhold og lagde afgørende vægt på en mangeårig administrativ praksis, mens et mindretal mente, at energiforbruget hovedsageligt vedrørte leveringen af varme og derfor burde berettige til godtgørelse.
Sagen vedrører Fynsværket, ejet af Fjernvarme Fyn Produktion A/S, som producerer elektricitet og varme ved afbrænding af bl.a. kul, der er afgiftsbelagt efter kulafgiftsloven. I perioden 1. januar 2010 – 31. december 2012 leverede værket varme til distributionsselskabet Fjernvarme Fyn Distribution A/S via et fjernvarmenet med ca. 60.000 m³ cirkulerende vand. For at opretholde trykket og erstatte tab som følge af lækager, renovering og udbygning skal nettet løbende tilføres nyt vand – spædevand. Inden tilsætning undergår vandet en behandling for at reducere ilt- og saltindhold og dermed begrænse korrosion i rørene. Processen indebærer opvarmning ved hjælp af fjernvarme. Selskabet producerede selv spædevand, dels til eget forbrug, dels til levering til distributionsselskabet, og der blev i 2010 leveret ca. 300.000 m³ og i 2012 ca. 200.000 m³ spædevand. Spædevandet blev afregnet efter de faktiske omkostninger, jf. udkast til aftale af 24. juni 2011, punkt 7.
Ved Østre Landsrets dom af 30. juni 2023 (BS-12315/2021-OLR) blev Skatteministeriet frifundet. Fjernvarme Fyn Produktion A/S ankede til Højesteret med påstand om anerkendelse af ret til tilbagebetaling af kulafgift for varer anvendt til spædevandsproduktion, subsidiært hjemvisning. Skatteministeriet påstod stadfæstelse.
Kulafgiftsloven, som var gældende i den relevante periode, indeholdt bl.a.:
Kulafgiftsloven § 8, stk. 1: Momsregistrerede virksomheder kan som udgangspunkt få tilbagebetalt afgift af forbrugte afgiftspligtige varer.
Kulafgiftsloven § 8, stk. 3, 1. pkt.: Der ydes dog ikke tilbagebetaling for afgiften af varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden, rumvarme eller varmt vand.
Kulafgiftsloven § 8, stk. 4, nr. 1: Uanset stk. 3 ydes der tilbagebetaling, hvis der er tale om procesvarme, der er anvendt til fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning.
Kulafgiftsloven § 8, stk. 8: Tilbagebetalingen nedsættes i det omfang en del af den varme, der ydes tilbagebetaling for, efterfølgende nyttiggøres ved særlige varmeindvindingsinstallationer.
Fjernvarme Fyn Produktion A/S gjorde gældende:
Skatteministeriet anførte navnlig:
Højesteret delte sig i et flertal (3 dommere) og et mindretal (2 dommere).
Poul Dahl Jensen, Lars Hjortnæs og Rikke Foersom (flertallet) fandt, at spædevand, der tilføres fjernvarmenettet, er en del af den samlede varmeleverance, og at energiforbruget hertil er omfattet af kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. pkt.. De lagde afgørende vægt på, at afgiftsmyndighederne i hvert fald siden 1985 i administrative vejledninger havde praktiseret, at der ikke ydes godtgørelse for energi til spædevand. Denne praksis blev ikke ændret ved lovændringen i 1995, der indførte de nugældende bestemmelser i § 8, stk. 3 og 4. Forarbejderne til 1995-lovændringen anførte netop, at virksomheder, der afsætter varme, som udgangspunkt ikke kan få godtgørelse for den energi, der direkte er medgået til varmeleverancen (Folketingstidende 1994-95, tillæg A, lovforslag nr. L 210, s. 2848). Flertallet bemærkede, at det afgiftsmæssige formål – at opnå energibesparelser hos private husholdninger – talte imod at undtage spædevand fra afgiftsbelægning.
Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder finder vi, at spædevand, der tilføres fjernvarmenettet, er en del af den samlede varmeleverance, og at energiforbrug til fremstilling af spædevandet er omfattet af kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. pkt.
Flertallet fandt desuden, at kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 1 om procesvarme ikke kunne finde anvendelse, da denne undtagelse i lyset af forarbejderne må forstås på baggrund af den almindelige regel og den administrative praksis.
Michael Rekling og Søren Højgaard Mørup (mindretallet) anførte:
Ved afgørelse efter stemmeflertallet stadfæstede Højesteret landsrettens dom, og Skatteministeriet blev frifundet. Fjernvarme Fyn Produktion A/S fik således ikke medhold i kravet om tilbagebetaling af kulafgift.
Højesteret bestemte, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part under hensyn til sagens karakter.
Vi finder, at kulafgiftslovens § 8, stk. 3, efter sin ordlyd ikke omfatter energianvendelse med henblik på selve leveringen eller transporten af varmeenergi til varmeaftageren.
Mindretallet stemte derfor for at tage Fjernvarme Fyn Produktions påstand til følge, idet tilbagebetalingen dog skulle nedsættes i henhold til § 8, stk. 8.
