HøjesteretEn kreds af landmænd, Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, krævede dom for, at miljøbeskyttelsesloven § 21 b (forbud mod dyrkning inden for 25 m af almene vandboringer) og indsatsplanbekendtgørelsen § 7, stk. 2 (grundlag for rådighedsindskrænkninger) er retsstridige. Højesteret afviste sagen, fordi landmændene manglede en konkret og aktuel retlig interesse; reglerne kunne først prøves i forbindelse med en konkret afgørelse efter miljøbeskyttelsesloven § 26 a. Appellanterne pålagdes at betale 125.000 kr. i sagsomkostninger til Miljøministeriet.
Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug rejste sagen som mandatar for landmændene A til Q. Sagen blev anlagt mod Miljøministeriet.
De omstridte regler er:
Landmændene ejede landbrugsarealer, hvoraf nogle lå inden for de udpegede boringsnære beskyttelsesområder (BNBO). Det var ubestridt, at der endnu ikke var truffet konkrete afgørelser om rådighedsindskrænkninger over for nogen af dem.
Sagen blev oprindeligt anlagt ved byretten og derefter landsretten, som afviste sagen (BS-15215/2020-OLR). Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug indtrådte som mandatar for appellanterne (A – Q) og ankede til Højesteret.
For Højesteret nedlagdes følgende principale og subsidiære påstande:
Miljøministeriet påstod stadfæstelse af landsrettens afvisning.
Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug gjorde hovedsageligt gældende:
Miljøministeriet anførte navnlig:
Højesteret stadfæstede landsrettens afvisning. Begrundelsen faldt i tre hoveddele:
Højesteret fastslog, at appellanternes principale påstand (at bestemmelsen er retsstridig i forhold til alle og enhver) allerede på grund af sin generelle karakter manglede retlig interesse.
Vedrørende de subsidiære påstande – der knyttede sig til konkrete forhold som manglende krav om årsagssammenhæng – lagde Højesteret vægt på, at miljøbeskyttelsesloven § 26 a forudsætter, at der først kan ske rådighedsindskrænkninger, når der er vedtaget en indsatsplan og kommunalbestyrelsen konkret vurderer nødvendigheden. Da der ikke var truffet nogen afgørelse over for appellanterne, savnede de den fornødne konkrete interesse. En fremtidig afgørelse ville kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet og derefter prøves ved domstolene, og i den forbindelse kunne lovligheden af indsatsplanbekendtgørelsen inddrages.
Det fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 91, stk. 1, at såfremt der senere over for appellanterne måtte blive truffet en afgørelse efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a, stk. 1, kan en sådan afgørelse indbringes for Miljø- og Fødevareklagenævnet. I den forbindelse vil nævnet kunne prøve bl.a., om indsatsplanbekendtgørelsens § 7, stk. 2, er i overensstemmelse med grundloven, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU-retten, ligesom domstolene vil kunne prøve dette, hvis Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse indbringes for domstolene.
For de appellanter, der slet ikke ejede arealer omfattet af en indsatsplan (J, L og M), blev påstandene afvist allerede af den grund.
Højesteret lagde til grund, at kun F, P, K, Q og E ejede arealer inden for 25 meter-zonen. De øvrige appellanters påstande afvistes, fordi de slet ikke var berørt af bestemmelsen.
For de berørte appellanter måtte påstandene forstås således, at Miljøministeriet skulle anerkende, at § 21 b er retsstridig i forhold til alle, subsidiært at dyrkningsforbuddet er retsstridigt i forhold til alle. Højesteret fandt, at den generelle udformning af påstandene også her betød, at der ikke var den fornødne retlige interesse. Selvom § 21 b gælder uden krav om en konkret myndighedsafgørelse, kan en så generel prøvelse ikke foretages abstrakt; den må afvente en konkret situation, hvor en borger rammes af et påbud eller lignende.
Højesteret fandt, at landsrettens begrundelse og resultat var rigtigt, og stadfæstede derfor afvisningen. Under hensyn til sagens karakter og omfang fastsattes sagsomkostningerne for Højesteret til 125.000 kr. (advokatudgift) til Miljøministeriet.
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug betale 125.000 kr. til Miljøministeriet. Beløbet forrentes efter renteloven § 8 a.
