HøjesteretHøjesteret tog for anden gang stilling til den biologiske mor As anmodning om samvær eller anden kontakt med hendes tvangsbortadopterede søn ”Kian”. Sagen rejste spørgsmål om rækkevidden af Forældreansvarslovens § 20 a og afvejningen mellem barnets bedste og forældrenes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Et flertal på fire dommere fastslog, at moderen havde ret til fotografier og legepladsobservation uden interaktion, mens spørgsmålet om samvær hjemvistes til fornyet behandling i familieretten; én dommer dissenserede og ville nægte al kontakt.
Sagen er tidligere blevet behandlet af Højesteret, der ved dom af 21. februar 2023 (UfR 2023.2114H) ophævede familierettens og landsrettens afgørelser. Dommen fastslog, at oplysningsgrundlaget havde været utilstrækkeligt, idet der bl.a. manglede sagkyndige erklæringer og en aktuel børnesagkyndig undersøgelse.
Ved den fornyede behandling i familieretten blev der indhentet en sagkyndig erklæring om hver af de biologiske forældre, en børnesagkyndig undersøgelse af Kian samt en udtalelse fra barnets daginstitution. Familieretten nægtede imidlertid på ny samvær, og landsretten stadfæstede. Herefter indbragte A sagen for Højesteret for anden gang.
Parternes identitet er anonymiseret: A er biologisk mor, mens de indstævnede adoptivforældre betegnes Adoptivforælder 1 og 2. A var repræsenteret af advokat Anders Brøndtved, adoptivforældrene af advokat Peter Ølholm.
Barnet, kaldet ”Kian”, blev født den 21. marts 2020. Allerede den 3. april 2020 blev han uden samtykke anbragt uden for hjemmet, og den 1. juli 2020 blev han frigivet til adoption. Den 14. august 2020 blev han placeret hos adoptivforældrene. Før adoptionen var der gennemført fire samvær af 1½ times varighed mellem de biologiske forældre og barnet.
Efter adoptionen anmodede A (og barnets biologiske far) Familieretshuset om at fastsætte samvær efter forældreansvarslovens § 20 a.
Under den fornyede behandling i familieretten fremlagde A over for den sagkyndige psykolog et konkret og begrænset forslag til kontakt:
Psykolog Theresia Bach Jensen, som udarbejdede de sagkyndige erklæringer, konkluderede imidlertid, at kontakt på daværende tidspunkt ikke var til barnets bedste. Begrundelsen var, at ”han er i skrøbelig udvikling og særligt sensitiv overfor stressorer”. Samtidig vurderede psykologen, at det ikke var til barnets bedste at skulle forholde sig til sit biologiske ophav, ”før han selv er nysgerrig på og viser behov for at kende sit biologiske ophav”.
En udtalelse fra barnets daginstitution tegnede imidlertid et andet billede af barnets trivsel:
”Vi oplever, at han er tillidsfuld over for alle voksne på stuen og bruger os i det omfang han har behov fx trøst, konfliktløsning, fortælle historier osv. … Vi oplever at han har en alderssvarende udvikling og er i en god trivsel.”
A nedlagde påstand om, at der skulle fastsættes samvær 4 gange årligt, subsidiært samvær eller anden kontakt i et mindre omfang. De indstævnede adoptivforældre påstod stadfæstelse af landsrettens dom, som havde nægtet enhver form for kontakt.
Efter § 20 a, stk. 1, kan der efter anmodning fastsættes samvær eller anden form for kontakt mellem et bortadopteret barn og dets oprindelige slægtninge. Afgørelser skal ifølge § 4 altid træffes ud fra barnets bedste.
Bestemmelsen indeholdt tidligere krav om ”helt særlige tilfælde”, men Højesteret fastslog i UfR 2019.1565H, at dette ikke var foreneligt med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og ved en lovændring i 2019 blev formuleringen fjernet. Som anført i UfR 2021.2400H skal der nu anlægges en helhedsvurdering, hvor det centrale er, hvad der er bedst for barnet, men hvor også relationen forud for adoptionen og muligheden for en positiv rolle indgår.
§ 22 nævner eksempler på anden kontakt: telefonsamtaler, brevveksling, elektronisk post og fotografier.
Efter EMRK artikel 8 kræves en ”fair balance” mellem barnets interesser og forældrenes rettigheder. I tilfælde, hvor interesserne kommer i konflikt, kan barnets bedste tilsidesætte forældrenes interesser, men kun hvis det er strengt nødvendigt.
Højesteret henviste til EMD’s storkammerdom Abdi Ibrahim mod Norge (sag nr. 15379/16), hvor domstolen bl.a. udtalte:
”The Court reiterates that an adoption will as a rule entail the severance of family ties to a degree that, according to its case-law, is permissible only in very exceptional circumstances and could only be justified if motivated by an overriding requirement pertaining to the child’s best interests” (præmis 149).
”[T]he domestic authorities did not attempt to perform a genuine balancing exercise between the interests of the child and those of his biological family, but focused on the child’s interests instead of trying to combine both sets of interests” (præmis 151).
Samme sag understreger, at selv når en forælder ikke kræver familieretablering, skal myndighederne overveje muligheden for at bevare familiebånd gennem kontakt, hvis det er rimeligt og foreneligt med barnets bedste.
Principperne er uddybet i EMD’s storkammerdom Strand Lobben mod Norge (sag nr. 37283/13).
Fire dommere (Jens Peter Christensen, Michael Rekling, Jens Kruse Mikkelsen og Peter Mørk Thomsen) fandt, at oplysningsgrundlaget fortsat var utilstrækkeligt. De pegede på, at den sagkyndige psykolog ikke havde forholdt sig konkret til As forslag om legepladsobservation uden interaktion, og at vurderingen af hensynet til barnets rødder var generel, ikke konkret.
Flertallet udtalte:
”Vi finder, at selv om der ved vurderingen af spørgsmål om samvær eller anden kontakt skal lægges særlig vægt på hensynet til barnets bedste, skal der ved vurderingen af sådanne spørgsmål efter Menneskerettighedsdomstolens praksis også tages hensyn til de biologiske forældres interesser, i det omfang det kan ske uden skade for barnets helbred og udvikling.”
De lagde vægt på, at daginstitutionens udtalelse viste et velfungerende barn, og at der ikke var holdepunkter for, at videregivelse af fotografier ville indebære en risiko. Flertallet fandt derfor, at A havde ret til både fotografier og legepladsobservation, idet disse kontaktformer ikke kunne anses for skadelige.
Derimod kunne det ikke på det foreliggende grundlag afvises, at betingelserne for et begrænset samvær var opfyldt. Sagen blev derfor hjemvist til fornyet behandling i familieretten med påbud om at indhente en ny børnesagkyndig erklæring, der specifikt skulle instrueres om at afveje barnets og moderens interesser korrekt.
Dommer Lars Hjortnæs stemte for at stadfæste landsrettens dom og dermed nægte al kontakt. Han fandt, at den sagkyndige psykologs vurdering, baseret på et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag, klart viste, at det var til barnets bedste helt at undgå samvær eller anden kontakt på grund af drengens skrøbelige udvikling og særlige sensitivitet. Han anførte:
”Efter min opfattelse … må det indebære, at hvis det efter en konkret fagligt baseret vurdering … må antages for tiden at være til barnets bedste helt at undgå samvær eller anden kontakt med de biologiske forældre, er der ikke pligt til alene på grund af de biologiske forældres interesse … alligevel at fastsætte samvær eller anden kontakt i et nærmere reguleret – mere begrænset – omfang.”
Efter hans opfattelse kræver EMD’s fair balance-test, at der faktisk er mulighed for at kombinere interesserne, hvilket ikke er tilfældet, når barnets bedste tilsiger ingen kontakt.
Højesterets afgørelse blev truffet efter stemmeflertallet:
