HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en far, der var tilknyttet Aarhus Kommune for at yde socialpædagogisk støtte til sin voksne autistiske søn i hjemmet, var lønmodtager i arbejdstidslovens forstand. Aftalen med kommunen indebar 30 timers støtte ugentligt mod et honorar, men faderen hævdede at være bundet til omsorg døgnet rundt og krævede 50.000 kr. i godtgørelse for overtrædelse af 48‑timers reglen. Højesteret frifandt kommunen, da der ikke var etableret et underordnelsesforhold, og A derfor ikke var omfattet af loven. Selv hvis han havde status som lønmodtager, var den aftalte arbejdstid overholdt, og EU‑retten undtager desuden sådanne helt særlige ordninger med vedvarende pasning af et barn i hjemmet fra direktivets anvendelsesområde.
Parterne: A (far), B (mor) og deres voksne søn C, der lider af atypisk autisme. C havde siden 2013 boet på et bosted, men var utilfreds. Som led i et midlertidigt ophold hos forældrene fra marts 2016, mens kommunen søgte et nyt bosted, anmodede A og B om, at Aarhus Kommune ansatte A for at undgå kravet om rådighed for arbejdsmarkedet, da A var ledig.
Aarhus Kommune bevilgede i stedet støtte efter servicelovens § 85 med henblik på at give C indhold i hverdagen og støtte til udadrettede aktiviteter. A og kommunen indgik den 21. april 2016 en aftale om, at A fra den 25. april 2016 skulle udføre denne støtte i hjemmet i 30 timer ugentligt mod et honorar på 200 kr. i timen. Aftalen var oprindelig tidsbegrænset, men blev forlænget indtil den 30. juni 2017. C boede hos forældrene indtil den 31. maj 2017, hvor han flyttede til et nyt bosted.
Det var en atypisk ordning, idet kommunen normalt ikke ansætter pårørende, men var indstillet på at tilknytte A som støtteperson i den konkrete situation.
A anlagde sag ved Retten i Aarhus med påstand om, at Aarhus Kommune skulle betale ham en godtgørelse på 50.000 kr. med procesrente fra den 22. april 2020 for overtrædelse af arbejdstidslovens 48‑timers regel. Kommunen påstod frifindelse.
Retten i Aarhus frifandt kommunen ved dom af 18. august 2023 (BS-16715/2020-ARH). Vestre Landsret stadfæstede ved dom af 11. april 2024 (BS-44306/2023-VLR). A ankede til Højesteret med gentagelse af sin principale påstand, mens Aarhus Kommune påstod stadfæstelse.
Det centrale spørgsmål under sagen var, om A var lønmodtager i arbejdstidslovens § 2, stk. 1’s forstand, og i givet fald om Aarhus Kommune havde overtrådt lovens § 4 om maksimal ugentlig arbejdstid på 48 timer, således at A havde krav på godtgørelse efter lovens § 8, stk. 1.
Arbejdstidsloven gennemfører EU-direktiv 2003/88/EF (arbejdstidsdirektivet). Lovens § 2, stk. 1 definerer en lønmodtager som en person, der mod vederlag udfører arbejde i et tjenesteforhold. Den samlede ugentlige arbejdstid må ifølge § 4 højst udgøre gennemsnitligt 48 timer, inklusive overarbejde, beregnet over en 4‑måneders periode. Krænkelser af loven kan udløse en godtgørelse efter § 8, stk. 1.
EU-Domstolens praksis fastslår, at arbejdstagerbegrebet har en selvstændig EU-retlig betydning og må defineres ud fra objektive kriterier. Det afgørende kendetegn er, at en person i en periode præsterer ydelser mod vederlag efter en andens anvisninger – der skal således foreligge et underordnelsesforhold.
Det væsentligste kendetegn ved et ansættelsesforhold er, at en person i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger (dom af 14.10.2010, Union syndicale Solidaires Isère, C-428/09, EU:C:2010:612, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).
Det følger heraf, at et ansættelsesforhold forudsætter et underordnelsesforhold mellem arbejdstageren og dennes arbejdsgiver. Et sådant underordnelsesforhold skal vurderes i hvert enkelt tilfælde under hensyntagen til alle de omstændigheder, der kendetegner forholdet mellem parterne (dom af 10.9.2015, Holterman Ferho Exploitatie m.fl., C-47/14, EU:C:2015:574, præmis 46).
I C-147/17, Sindicatul Familia Constanța fastslog Domstolen, at rumænske plejeforældre, der døgnkontinuerligt passede anbragte børn i eget hjem, var arbejdstagere, fordi de var undergivet et offentligt tilsyn og havde indgået en særlig ansættelseskontrakt. Samtidig udtalte Domstolen dog, at den specifikke aktivitet, der består i vedvarende at integrere et barn i hjemmet, falder uden for direktivets anvendelsesområde, når det på grund af aktivitetens særlige karakter er nødvendigt at undtage den fra arbejdstidsreglerne (præmis 88). Dette gælder, selv om plejeforældrene anses for arbejdstagere.
Spørgsmålet var, om aftalen med Aarhus Kommune etablerede et tjenesteforhold med et tilstrækkeligt underordnelsesforhold.
Højesteret lagde efter en samlet bedømmelse vægt på følgende:
På den baggrund fandt retten, at der mellem kommunen og A. Den terminologi, der var anvendt i aftalen (”medarbejder”, ”ansat”), kunne ikke i sig selv føre til, at A blev anset for lønmodtager. I den foreliggende var der således ikke noget tjenesteforhold i arbejdstidslovens forstand.
Selv hvis A havde været at anse som lønmodtager, fandt Højesteret, at der ikke forelå et brud på arbejdstidslovens § 4. Endvidere bemærkede retten, at EU-retten under alle omstændigheder undtager en ordning, der bygger på vedvarende pasning af et barn i hjemmet, fra arbejdstidsdirektivets anvendelsesområde.
A var efter aftalen med kommunen kun forpligtet til at udføre støtte i 30 timer om ugen. Kommunen havde ikke pålagt ham at arbejde yderligere – tværtimod havde den afvist hans ønske om at få betaling for mere. Det omfattende pleje- og omsorgsarbejde, som A derudover udførte for sønnen, kunne derfor ikke anses for en del af aftalen med kommunen. Dermed var der ingen overskridelse af 48-timers grænsen.
Højesteret behandlede også A’s synspunkt om, at han reelt var bundet til pasning døgnet rundt. Retten bemærkede, at selv i det tilfælde ville arbejdstidsdirektivet – og dermed den danske arbejdstidslov – ikke finde anvendelse. Den henviste til EU‑Domstolens dom i Sindicatul‑sagen (C‑147/17), præmis 88, hvorefter den specifikke aktivitet med vedvarende at integrere et barn i hjemmet falder uden for direktivets rammer, fordi den kræver en kontinuitet, som er uforenelig med faste arbejdstidsgrænser og ferieret.
Artikel 1, stk. 3, i direktiv 2003/88, sammenholdt med artikel 2, stk. 2, i direktiv 89/391, skal fortolkes således, at den aktivitet som plejeforælder, der inden for rammerne af et ansættelsesforhold under en offentlig myndighed består i at modtage og integrere et barn i hjemmet og vedvarende sørge for dette barns harmoniske udvikling og opdragelse, ikke henhører under anvendelsesområdet for direktiv 2003/88.
Dermed afskæres A fra overhovedet at påberåbe sig arbejdstidsloven i en sådan situation.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom. Dermed frifandtes Aarhus Kommune for A’s krav om godtgørelse.
I sagsomkostninger for Højesteret pålagdes statskassen at betale 30.000 kr. til Aarhus Kommune. Beløbet forfalder inden 14 dage efter dommens afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.
