HøjesteretEn psykiatrisk patient var i ca. 3½ time tvangstilbageholdt uden den overlægebeslutning, som psykiatrilovens kompetenceregler kræver. Region B anerkendte, at dette udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 5, stk. 1, litra e, og Højesteret skulle tage stilling til, om patienten herudover havde krav på 5.000 kr. i godtgørelse. Højesteret fandt, at regionens anerkendelse under de foreliggende omstændigheder var tilstrækkelig oprejsning, og stadfæstede landsrettens frifindelse af regionen.
A blev frivilligt indlagt på Psykiatrisk Afdeling den 13. februar 2024. Dagen efter blev hun dårligere og ønskede at forlade afdelingen, idet hun gav udtryk for, at hun ønskede at begå selvskade hjemme.
Hun blev tilset af en læge og overflyttet til skærmet afdeling uden modstand, men uden at give informeret samtykke. Samme eftermiddag blev hun tilset af en anden læge og herefter tvangstilbageholdt med overlægens godkendelse. Samlet set var hun tvangstilbageholdt fra den 14. februar 2024 kl. ca. 13.00 til den 15. februar 2024 kl. 10.00, hvorefter hun var frivilligt indlagt indtil den 21. februar 2024.
Det Psykiatriske Patientklagenævn afviste at behandle As klage over tilbageholdelsen. Sagen blev herefter indbragt for domstolene med krav om 5.000 kr. i godtgørelse. Byretten og landsretten frifandt regionen, og sagen blev for Højesteret behandlet skriftligt efter 3.-instansbevilling.
Parterne var enige om følgende:
For Højesteret anerkendte Region B, at den ulovlige tvangstilbageholdelse udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5, stk. 1, litra e. Spørgsmålet var alene, om A herudover havde krav på godtgørelse.
A gjorde navnlig gældende, at:
Region B gjorde navnlig gældende, at:
Efter erstatningsansvarsloven § 26, stk. 1 tilkendes godtgørelse for tort ved retsstridig krænkelse af en persons frihed, fred, ære eller person. Efter samme principper tilkendes godtgørelse, hvis vedkommende bedømt efter artikel 41 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er berettiget til godtgørelse, jf. Højesterets domme af 21. juni 2017 (UfR 2017.2929 H) og 31. maj 2022 (UfR 2022.3378 H).
Under henvisning til UfR 2017.2929 H og Menneskerettighedsdomstolens dom i sagen Varnava m.fl. mod Tyrkiet (16064/90), præmis 224, sondrede Højesteret mellem to typer tilfælde:
I mange tilfælde er en konstatering af krænkelsen tilstrækkelig, mens andre krænkelser har påvirket klagerens "moral well-being" så meget, at yderligere oprejsning, herunder godtgørelse, er påkrævet. Domstolens ledende princip er "equity", dvs. en fleksibel og objektiv vurdering af, hvad der er rimeligt og rimeligt i lyset af alle sagens omstændigheder.
Højesteret bemærkede, at Menneskerettighedsdomstolens praksis efter artikel 41, jf. artikel 5, ikke entydigt viser, hvornår tilsidesættelse af processuelle regler ved frihedsberøvelse giver krav på godtgørelse:
Højesteret finder herefter, at afgørelsen af, om der skal tilkendes godtgørelse for tilsidesættelse af processuelle regler i forbindelse med frihedsberøvelse efter psykiatriloven, må bero på en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder ud fra de principper, som kan udledes af Menneskerettighedsdomstolens praksis, herunder navnlig sag 16064/90 (Varnava og andre mod Tyrkiet), præmis 224.
I vurderingen må der bl.a. lægges vægt på, om den processuelle regel har til formål at sikre, at betingelserne for frihedsberøvelse er opfyldt (garantiforskrift), og på den ulovlige frihedsberøvelses varighed og intensitet.
Højesteret anså kompetencereglen i psykiatriloven § 10, stk. 1, hvorefter det er overlægen, der skal træffe beslutning om tvangstilbageholdelse, for en garantiforskrift. Højesteret tiltrådte desuden, at A også ville være blevet tvangstilbageholdt i perioden, hvis kompetencereglen var overholdt.
Højesteret lagde herefter vægt på følgende:
| Moment | Vurdering |
|---|---|
| Varighed | Ca. 3½ time |
| Intensitet | Uden fysisk magtanvendelse |
| Karakter | Enkeltstående tilsidesættelse af kompetencereglen |
| Materielle betingelser | Opfyldt – A ville også være tilbageholdt ved korrekt kompetence |
I hvert fald under disse omstændigheder finder Højesteret, at A har fået tilstrækkelig oprejsning ved Region Bs anerkendelse af krænkelsen.
Højesteret nævnte ikke særskilt As synspunkter om journalføringen, Patientklagenævnets afvisning eller sagens betydning for andre sager, men lagde alene vægt på de ovenfor anførte forhold.
Landsrettens dom blev stadfæstet, og regionen blev således frifundet for kravet om 5.000 kr. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.
