HøjesteretSagen vedrørte en iransk statsborger, der blev varetægtsfængslet for dokumentfalsk efter at have fremvist en falsk opholdstilladelse ved forsøg på udrejse fra Danmark til Storbritannien med asyl som formål. Højesteret fandt fængslingen uberettiget, idet kvindens handling var dækket af Flygtningekonventionens artikel 31, hvilket udelukkede strafbarhed for brugen af falske dokumenter under en kontinuerlig flugt.
Den 23. december 2024 blev den iranske statsborger anholdt i Københavns Lufthavn, mens hun var i transit på vej til Edinburgh. Hun blev sigtet for dokumentfalsk efter Straffeloven § 171.
Københavns Byret varetægtsfængslede hende den 24. december 2024 med henvisning til unddragelsesrisiko efter Retsplejeloven § 762, stk. 1. Østre Landsret stadfæstede kendelsen den 27. december 2024. Begge instanser konkluderede, at Flygtningekonventionens artikel 31 ikke var til hinder for fængslingen, da kvinden havde opholdt sig i Tyrkiet og Sverige inden ankomsten til Danmark, og først søgte asyl, efter at hun var blevet stoppet af politiet i udrejsekontrollen.
Kvinden påstod for Højesteret, at hendes rejse fra Iran via Tyrkiet og Sverige udgjorde en samlet og kontinuerlig flugt, og at hun dermed kom "direkte" fra forfølgelseslandet. Hun anførte, at brugen af falske dokumenter i forbindelse med udrejse fra et transitland også skal være dækket af konventionens beskyttelse.
Anklagemyndigheden fastholdt, at opholdene i transitlandene brød kravet om direkte rejse, og at beskyttelsen ikke omfattede dokumentfalsk begået ved udrejse fra Danmark. De argumenterede desuden for, at betingelsen om uopholdelig henvendelse til myndighederne ikke var opfyldt, da asylansøgningen først indgav efter anholdelsen.
Højesteret fastslog, at varetægtsfængsling kræver begrundet mistanke om en strafbar handling. Hvis betingelserne for straffrihed efter Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1 er opfyldt, er brugen af falske dokumenter ikke retsstridig.
Domstolen udlagde konventionen således:
Da kvinden flygtede pga. trusler på livet, ikke søgte asyl i transitlandene, og redegjorde for sin situation ved første kontakt med dansk politi, fandt Højesteret, at hun opfyldte betingelserne for straffrihed. Der var derfor ingen begrundet mistanke om strafbar overtrædelse.
Højesteret omgjorde Østre Landsrets kendelse og tog kvindens påstand til følge. Det blev fastslået, at betingelserne for varetægtsfængsling efter Retsplejeloven § 762, stk. 1 ikke var opfyldt, og at hun burde ikke have været fængslet.
Statskassen blev pålagt at betale sagsomkostningerne for byret, landsret og Højesteret.
