HøjesteretI denne sag undersøgte Højesteret, om varetægtsfængslingen af en somalisk statsborger, der blev anholdt i Københavns Lufthavn med et andres ægte pas, var uberettiget. Retten tager stilling til fortolkningen af Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, og om bestemmelsen giver straffrihed for brug af falsk legitimation, når en person er på flugt og søger asyl.
Den somaliske statsborger blev anholdt den 16. december 2024 i Københavns Lufthavn, da han forsøgte at udrejse til Irland og fremviste et ægte svensk pas tilhørende en anden person. Københavns Byret varetægtsfængslede ham frem til den 6. januar 2025 med henvisning til, at betingelserne i Hjemrejseloven § 14, stk. 1 var opfyldt, idet han ikke havde fast bopæl i Danmark, og der var mistanke om en lovovertrædelse, der kunne medføre udvisning. Sigtede forklarede, at han flygtede fra Somalia via menneskesmuglere og først søgte asyl ved sin første kontakt med politiet i Danmark. Østre Landsret stadfæstede byrettens kendelse den 6. januar 2025, hvor sigtede dog samme dag blev løsladt.
Sigtede påstod, at varetægtsfængslingen var i strid med Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, da hans rejse fra Somalia til Irland via Danmark skulle ses som ét sammenhængende flugtforløb. Han argumenterede for, at hans brug af falsk legitimation var beskyttet af konventionen. Anklagemyndheden påstod stadfæstelse og mente, at betingelserne for varetægtsfængsling var opfyldt, da sigtede havde haft mulighed for at søge asyl i transitlandene, især Italien, og først søgte asyl i Danmark efter anholdelsen.
Højesteret lagde vægt på, at Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, beskytter flygtninge mod straf for ulovlig indrejse eller ophold, forudsat at de kommer direkte fra et område, hvor deres liv eller frihed var truet, og uopholdeligt henvender sig til myndighederne. Retten fastslog, at beskyttelsen også gælder, selvom en flygtning har været i transit i andre lande, hvor asyl kunne have været søgt, så længe flugten står på. Højesteret fandt, at sigtedes rejse med korte ophold i flere lande skulle anses for "direkte" i konventionens forstand, da han fortsat var på flugt.
Højesteret konkluderede, at sigtede opfyldte betingelserne for straffrihed efter Flygtningekonventionen, hvis han blev anerkendt som konventionsflygtning. Da hans handlinger derfor ikke var strafbare efter Straffeloven § 174, var der ingen begrundet mistanke om en lovovertrædelse, hvilket er en væsentlig betingelse for varetægtsfængsling. Højesteret ændrede herefter byrettens og landsrettens kendelser og fastslog, at betingelserne for varetægtsfængsling ikke var opfyldt. Statskassen blev pålagt at betale sagens omkostninger i alle tre instanser.
