HøjesteretHøjesteret har stadfæstet familierettens afgørelse om, at forældrene fortsat skal have fælles forældremyndighed over deres søn (født august 2023), selvom faren afsoner 5 år og 3 måneders ubetinget fængsel for narkotikakriminalitet og vold. Højesteret fandt, at farens kriminalitet ikke er omfattet af forældreansvarslovens § 4 a, og at der ikke var holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold. Dermed omgjorde Højesteret Vestre Landsrets dom, der havde tillagt moren forældremyndigheden alene.
Mor og Far var samlevende, da hun blev gravid i 2022. Samlivet blev ophævet i januar 2023, og Barn, født Dato 2023, er tilmeldt morens adresse. Forældrene fik ved fødslen forældreansvarsloven § 7, stk. 3 fælles forældremyndighed.
Far har to aktuelle straffedomme:
Far afsoner samlet 5 år og 3 måneders ubetinget fængsel. Inden varetægtsfængslingen havde han haft et fåtal samvær med Barn.
Kommunen modtog to underretninger – senest fra Midt- og Vestjyllands Politi efter barnets lov § 133, stk. 1 – men iværksatte ikke støtteforanstaltninger, da Barn ikke vurderedes at have særlige støttebehov. Dagplejen beskrev Barn som en glad og tilpas dreng i trivsel og alderssvarende udvikling. Far havde ikke haft kontakt med dagplejen.
Familieretten i Holstebro (25. april 2025) fastslog, at forældrene fortsat skulle have fælles forældremyndighed, men at der for tiden ikke skulle fastsættes samvær mellem Barn og Far.
Vestre Landsret (18. juli 2025) omgjorde familierettens dom på forældremyndighedsspørgsmålet og bestemte, at forældremyndigheden skulle tillægges Mor alene. Spørgsmålet om samvær (der ikke var fastsat) blev ikke anket til landsretten.
Far indbragte forældremyndighedsspørgsmålet for Højesteret.
Højesteret redegjorde for det centrale retsgrundlag i forældreansvarsloven:
§ 4 a opstiller et skærpet regime, hvorefter en forælder, der er idømt ubetinget fængselsstraf for en specificeret katalogkriminalitet (bl.a. straffeloven § 237 (manddrab), § 244, stk. 2 (grov vold), § 245 (voldelig legemsbeskadigelse)), som udgangspunkt ikke kan have del i forældremyndigheden eller samvær. Bestemmelsen omfatter ikke narkotikakriminalitet (straffeloven § 191) eller simpel vold (straffeloven § 244, stk. 1).
§ 11, 2. pkt. (det generelle regime) foreskriver, at fælles forældremyndighed kun kan ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Bestemmelsen balancerer hensynet til barnets interesse i fælles forældreansvar over for hensynet til, at forældrene faktisk kan samarbejde.
Af forarbejderne til forældreansvarsloven § 11 (L 157, 2011-12) fremgik, at vurderingen af samarbejdspotentialet bl.a. kan inddrage:
Af forarbejderne til § 4 a (L 66, 2024-25) fremgik, at kriminalitet uden for § 4 a's katalog indgår i vurderingen af barnets bedste efter § 4., men kun hvis handlingerne skaber tvivl om, hvorvidt forælderen er egnet til at drage omsorg for barnet. Sådan kriminalitet kan ikke i sig selv begrunde ophævelse af fælles forældremyndighed.
Far anførte navnlig:
Mor anførte navnlig:
Højesteret (5 dommere, 2. afdeling) omgjorde landsrettens dom og stadfæstede familierettens afgørelse om fortsat fælles forældremyndighed.
§ 4 a finder ikke anvendelse. Fars domme for overtrædelse af straffeloven § 191 (narkotika) og § 244, stk. 1 (simpel vold) er ikke omfattet af § 4 a's katalog. Sagen bedømmes alene efter forældreansvarsloven § 11, 2. pkt.
Ingen påviste samarbejdsproblemer. Der er ingen oplysninger om, at Far har modarbejdet beslutninger vedrørende Barn eller undladt at reagere på henvendelser om Barns forhold.
Årsagen til manglende kommunikation. Højesteret fremhævede, at det ved vurderingen af samarbejdspotentialet må indgå, hvad baggrunden er for, at parterne ikke kommunikerer. Den manglende kommunikation skyldes Mors afstandtagen fra Fars kriminalitet – ikke en generel samarbejdsunvilje fra Fars side. Far har i praksis overladt beslutninger om Barn til Mor under afsoning.
Kriminaliteten gør ikke Far uegnet. Den begåede kriminalitet gør ham ikke i sig selv uegnet til at deltage i beslutninger om Barns liv. Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at Far ved sin adfærd har vist, at han ikke har til hensigt at deltage i Barns liv.
Konklusion: Betingelserne for at ophæve den fælles forældremyndighed forældreansvarsloven § 11, 2. pkt. er ikke opfyldt.
Mor og Far skal fortsat have fælles forældremyndighed over Barn, født Dato 2023.
Ingen part skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.
Familierettens afgørelse om, at der for tiden ikke fastsættes samvær mellem Barn og Far, var ikke anket og står ved magt.
