Fælles forældremyndighed – ophævelse kræver konkrete samarbejdsproblemer, ikke blot kriminalitet (BS-49983/2025-HJR)

Familiebaggrund og F's strafferetlige situation

M og F var samlevende, da M blev gravid med B i 2022. I januar 2023 ophævedes samlivet, og B blev født den 11. august 2023. Parterne fik fælles forældremyndighed, og B er tilmeldt Ms adresse.

F har to relevante straffedomme:

F var varetægtsfængslet fra juli til august 2024. Inden varetægtsfængslingen havde han haft et fåtal samvær med B. Kommunen modtog to underretninger om B – én fra Midt- og Vestjyllands Politi i medfør af barnets lov § 133, stk. 1 – men vurderede, at B ikke havde særlige støttebehov, og sagen blev afsluttet. B beskrives som trivselsmæssigt velfungerende i dagplejen.

Retsgrundlaget – forholdet mellem § 11 og § 4 a i forældreansvarslov

Sagen rejser spørgsmålet om fortolkningen og samspillet mellem to centrale bestemmelser:

Forældreansvarslovens § 11 (det generelle regime):

Den fælles forældremyndighed kan kun ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste.

Bestemmelsen balancerer to hensyn: barnets interesse i fælles forælderansvar og barnets interesse i, at forældrene faktisk kan samarbejde.

Forældreansvarslovens § 4 a (det skærpede regime): En forælder kan som udgangspunkt ikke have del i forældremyndigheden, hvis vedkommende er idømt ubetinget fængselsstraf for en specifikt oplistet katalogkriminalitet (bl.a. straffelovens § 237, § 244, stk. 2, § 210, kapitel 24 mv.).

Afgørende sondring: F's domme for overtrædelse af straffeloven § 191 (narkotika) og § 244, stk. 1 (simpel vold) er ikke omfattet af § 4 a's katalog. § 4 a finder derfor ikke anvendelse, og sagen bedømmes alene efter § 11, jf. § 4.

I forarbejderne til § 4 a (L 66, 2024-25) er anført, at kriminalitet uden for § 4 a-kataloget kan indgå i vurderingen af barnets bedste efter § 4, men kun hvis handlingerne skaber tvivl om, hvorvidt forælderen er egnet til at drage omsorg for barnet – navnlig ved handlinger, der er rettet mod at skade andre mennesker.

Parternes argumenter om samarbejde og kriminalitetens betydning

F (appellanten) anførte:

• Han har søgt at udøve sin forældrerolle og holdt sig tilgængelig under afsoning via telefon, mail og e-Boks
• Der er ingen påviste konkrete uenigheder om væsentlige forhold vedrørende B, og ingen kommunale foranstaltninger er iværksat
• Forældreansvarslovens udgangspunkt er fælles forældremyndighed; M bør ikke ved blot at afvise kommunikation skabe grundlag for at overtage forældremyndigheden alene
• Kriminaliteten er ikke § 4 a-kriminalitet, og mangelfuld kommunikation kan ikke alene begrunde ophævelse

M (indstævnte) anførte:

• Fundamentale uenigheder om narkotikakriminalitetens betydning for forældrerollen udgør en reel hindring for samarbejde
• F fravalgte reelt faderskabet allerede inden B's fødsel ved ikke at ændre livsførelse
• Kriminaliteten ligner § 4 a-kriminalitet og indgår i vurderingen af hans omsorgsevne; tilknytningen til narkotikamiljøet er en risikofaktor for B
• Den minimale kommunikation siden samlivsophævelsen – forværret under fængslingen – er et konkret moment for manglende samarbejdsevne

Højesterets afgørelse: Betingelserne for ophævelse er ikke opfyldt

Højesteret (5 dommere, 2. afdeling) omgjorde landsrettens dom og stadfæstede familierettens afgørelse om fortsat fælles forældremyndighed.

Retsanvendelse og centrale præmisser:

1. § 4 a finder ikke anvendelse. F's kriminalitet (§ 191 narkotika og § 244, stk. 1 simpel vold) er ikke oplistet i § 4 a. Sagen bedømmes udelukkende efter § 11, 2. pkt.

2. Ingen påviste aktuelle samarbejdsproblemer. Der er ingen oplysninger om, at F har modarbejdet beslutninger vedrørende B eller undladt at reagere på henvendelser om B's forhold.

3. Årsagen til manglende kommunikation er afgørende. Højesteret præciserer, at det ved vurderingen af samarbejdspotentialet må indgå, hvad baggrunden er for, at parterne ikke kommunikerer. I denne sag skyldes den manglende kommunikation primært M's afstandtagen fra F's kriminalitet – ikke en generel samarbejdsunvilje fra Fs side. F har i praksis overladt beslutninger om B til M under afsoning.

4. Kriminaliteten gør ikke F uegnet. Den begåede kriminalitet gør ham ikke i sig selv uegnet til at deltage i beslutninger om B's liv. Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at F ved sin adfærd har vist, at han ikke har til hensigt at deltage i B's liv.

5. Fremadrettet samarbejdspotentiale. Højesteret finder, at der ikke er oplysninger i sagen, som giver holdepunkter for at antage, at parterne fremover ikke vil kunne samarbejde om B's forhold på en sådan måde, at spørgsmål om B kan afklares inden for rimelig tid og normalt uden myndighedshjælp.

Konklusion:

M og F skal fortsat have fælles forældremyndighed over B, født den 11. august 2023.