Tvist om domænenavnet poppy.dk: Interesseafvejning mellem forhandler af luftfriskere og international energioptimeringsvirksomhed

Klagenævnet traf afgørelse om, at indklagede frifindes, og klageren dermed ikke får overdraget domænenavnet poppy.dk. Afgørelsen blev truffet med henvisning til Domæneloven § 25, stk. 1 om god domænenavnsskik.

Nævnets begrundelse byggede på følgende væsentlige punkter:

• Prioritet i tid: Indklagede registrerede domænenavnet i 2004, hvilket er fire år før klagers virksomhed blev stiftet i 2008. Indklagede har derfor prioritet.
• Interesseafvejning: Selvom klager har en naturlig interesse i navnet grundet deres produktsalg, har indklagede ligeledes godtgjort en legitim erhvervsmæssig interesse som aktionær i en virksomhed med samme navn.
• Legitim brug: Nævnet vurderede, at det er en acceptabel og loyal forretningspraksis at sikre sig landespecifikke domæner som led i en planlagt ekspansion, selvom udrulningen tager tid. Da domænet nu fungerer som et pegedomæne til en aktiv kommerciel side, anses brugen ikke for værende i strid med Domæneloven § 25, stk. 1.

Nævnet fandt ikke bevis for, at indklagede har forsøgt at sælge domænet eller på anden måde har handlet i ond tro eller med henblik på hamstring.

Klagerne har tidligere i 2010 klaget til Energiklagenævnet over Energitilsynets afgørelser vedrørende værkets tarifering og den manglende godkendelse af gasmotoren. I afgørelser af 5. januar 2011 stadfæstede Energiklagenævnet Energitilsynets afgørelser og fandt, at klagerne ikke var parter i tilsynssagen om tarifering, da deres interesse ikke var tilstrækkelig individuel. Spørgsmålet om kommunens tilsyn med gasmotoren blev videresendt til Statsforvaltningen Midtjylland i henhold til Forvaltningsloven § 7, stk. 2.

Klagerne anførte i den aktuelle sag, at Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 3, stk. 2 ikke giver hjemmel til efterfølgende godkendelser, og at faktiske dispositioner først må foretages efter godkendelse. De argumenterede for, at de var klageberettigede, da de direkte berøres økonomisk af afgørelsen, idet værkets gæld og driftsunderskud, som de hæfter for, vil stige, hvilket medfører højere varmepriser. De henviste desuden til Forvaltningsloven § 19, stk. 2, nr. 5 som indikation af, at en større kreds af berørte kan opnå partsstatus.

Værket og Randers Kommune anmodede om afvisning af klagen med henvisning til, at klagerne ikke var klageberettigede. Kommunen anførte, at godkendelsen var baseret på en vurdering af, at projektforslaget ville være blevet godkendt, hvis der var ansøgt om tilladelse inden udførelsen, og at en retlig lovliggørelse kan finde sted uden specifik hjemmel i lovgivningen. Kommunen havde fravalgt samfundsøkonomiske beregninger i henhold til Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 21, stk. 2.

Retsgrundlaget for klageadgang til Energiklagenævnet følger af Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 29 og Varmeforsyningsloven § 26. Da ingen af disse love indeholder særskilte regler om klageberettigelse, skal vurderingen foretages ud fra almindelige forvaltningsretlige regler, som kræver en væsentlig og individuel interesse i, at afgørelsen ændres.