Den Særlige KlageretDen Særlige Klageret har stadfæstet Østre Landsrets beslutning om at tilbagekalde beskikkelsen af advokat A som forsvarer for T i en ankesag om våbenbesiddelse. Sagen drejede sig om, hvorvidt advokat As manglende mulighed for at møde på de berammede datoer udgjorde en væsentlig forsinkelse, der berettigede afbeskikkelse efter retsplejelovens § 736, stk. 1, nr. 2. Klageretten fandt, at forsinkelsen på mindst seks måneder vejede tungere end hensynet til tiltaltes frie forsvarervalg.
T blev ved Retten på Frederiksbergs dom af 2. juli 2024 frifundet for medvirken til forsøg på våbenbesiddelse. Medtiltalte T2 blev idømt fængsel i 2 år og 6 måneder. Advokat A var beskikket forsvarer for T, advokat B for T2.
Statsadvokaten ankede dommen for begge tiltalte den 5. juli 2024 med påstand om domfældelse og anmodede om to retsdage til hovedforhandling.
I september 2024 indledte Østre Landsret berammelse. Ved mail af 16. september 2024 tilbød landsretten fem forslag til to-dages pakker:
Advokat A svarede, at hun kunne møde den 6/1 2025, 1/9 2025 og 6/10 2025 – altså kun enkeltdage og ikke de fulde to-dages pakker. Advokat B kunne møde på forslag 3, 4 og 5. Landsretten meddelte efter en fornyet kalendergennemgang, at man agtede at beramme hovedforhandling den 28. marts og 1. april 2025 (forslag 3).
Advokat A anførte den 23. september 2024, at hun var optaget af en anden sag på disse datoer, men kunne frigøre sig, hvis sagen kunne afvikles på én retsdag. Hun argumenterede for, at ankesagen ikke ville kræve mere tid end byrettens behandling, der havde taget 1½ dag. Hun oplyste samtidig 37 alternative retsdage i perioden før den 28. marts 2025, hvor hun kunne møde.
Statsadvokaten fastholdt, at sagen skønnedes at kræve to retsdage under hensyn til to tiltalte, anonyme politividner og omfattende bevisførelse.
Ved mail af 9. oktober 2024 besluttede Østre Landsret at beramme hovedforhandling til den 28. marts og 1. april 2025 og at afbeskikke advokat A som forsvarer for T. Landsretten henviste til, at advokat A ikke kunne møde i fuldt tilstrækkeligt omfang på nogen af de foreslåede datoer, og at landsrettens kalender ikke tillod berammelse på de af hende foreslåede dage.
Landsdommer D havde vurderet, at advokat As medvirken væsentligt ville forsinke behandlingen af sagen, jf. Retsplejeloven § 735, stk. 3, nr. 2, og at beskikkelsen derfor skulle tilbagekaldes efter § 736, stk. 1, nr. 2.
Advokat A, der kærede landsrettens beslutning den 15. oktober 2024, anførte navnlig:
Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse og anførte:
Efter retsplejelovens § 736, stk. 1, nr. 2, jf. § 735, stk. 3, nr. 2, kan beskikkelsen tilbagekaldes, når forsvarerens medvirken væsentligt vil forsinke behandlingen af sagen.
Bestemmelserne blev nyaffattet ved lov nr. 714 af 8. juni 2018 og senere ændret ved lov nr. 2601 af 28. december 2021. Af forarbejderne til 2018-loven (L 204) fremgår, at hensynet til sagsbehandlingstiden skal vægtes tungere end tidligere, og at der skal foretages en samlet vurdering, der inddrager bl.a. klientrelationen, sagens karakter, hensyn til medsigtede, varetægtsfængslede og unge under 18 år.
Selv en relativt beskeden tidsgevinst kan berettige afbeskikkelse, hvis der er tungtvejende hensyn. Årsagen til forsinkelsen er uden betydning. I særligt prioriterede sager (oprindeligt vvv-sager, nu sager om personfarlig kriminalitet) stilles der skærpede krav.
Lov nr. 2601 af 2021 præciserede, at sager om våbenbesiddelse på offentligt tilgængeligt sted ikke længere anses som en særligt prioriteret sag.
Klageretten konstaterede, at kæren var rettidig efter retsplejelovens § 737, stk. 1, jf. § 970, stk. 1.
Efter en samlet vurdering fandt retten, at betingelserne for at tilbagekalde advokat As beskikkelse var opfyldt. Der blev lagt afgørende vægt på:
Det forhold, at der ikke var tale om en særligt prioriteret sag efter de ændrede regler, kunne ikke føre til et andet resultat, fordi de øvrige tungtvejende hensyn alligevel begrundede afbeskikkelsen.
Thi bestemmes:
Østre Landsrets beslutning af 9. oktober 2024 stadfæstes.
Klageretten understregede, at retten til selv at vælge forsvarer efter § 730, stk. 1 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 6, stk. 3, litra c ikke var til hinder for afgørelsen, da afbeskikkelsen hvilede på en konkret og væsentlig forsinkelse, som ikke kunne afhjælpes uden at tilsidesætte vigtige modhensyn.
