Retten i Horsens: SU-afslag til fjernundervisning i Litauen var lovligt

Retten i Horsens afsagde den 24. marts 2026 dom i to sambehandlede sager om SU og udlandsstipendium til studerende ved et privat litauisk universitet. Retten frifandt Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og fastslog, at myndighedens afslag ikke stred mod EU-retten eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Sagens baggrund

En litauisk statsborger og en dansk statsborger – begge bosiddende i Danmark og med litauisk som modersmål – søgte i henholdsvis november 2023 og marts 2024 om optagelse af en litauisk jurauddannelse på den såkaldte Fast Track-liste. Denne liste giver mulighed for at modtage SU og udlandsstipendium til uddannelser i udlandet.

Uddannelsen var udbudt af et privat litauisk universitet, var selvbetalt og tilrettelagt hovedsageligt som fjernundervisning. I EU-retlig forstand var uddannelsen en tjenesteydelse.

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen traf afgørelse om, at uddannelsen ikke kunne optages på Fast Track-listen, med henvisning til at mere end 25 procent af uddannelsen var tilrettelagt som fjernundervisning, jf. SU-bekendtgørelsens § 70, stk. 4 (nugældende § 73, stk. 5). Denne regel gælder alene for uddannelser i udlandet og ikke for tilsvarende uddannelser i Danmark.

De studerendes krav

De to studerende indbragte afgørelserne for retten og gjorde gældende, at de stred mod:

• TEUF artikel 18 – forbud mod forskelsbehandling på baggrund af nationalitet
• TEUF artikel 56 – den frie bevægelighed for tjenesteydelser
• EMRK artikel 14 – forbud mod diskrimination
• 1. tillægsprotokol artikel 1 – retten til respekt for ejendom

Begge studerende krævede SU udbetalt med ca. 20.000 kr. hver. Den danske statsborger krævede derudover en erstatning på 93.250 kr. for påstået krænkelse af rettigheder efter EMRK.

Retten skulle også tage stilling til, om sagerne forud for afgørelsen skulle forelægges præjudicielt for EU-Domstolen efter TEUF artikel 267.

Rettens afgørelse

Retten vurderede, at der ikke var tilstrækkelig tvivl om fortolkningen af den danske bestemmelse og de EU-retlige regler til, at sagerne skulle forelægges EU-Domstolen.

I realitetsbedømmelsen fastslog retten:

• Vurderingen skulle ske efter TEUF artikel 56, og det var derfor ikke nødvendigt at tage stilling til artikel 18
• Betingelsen om maksimalt 25 procents fjernundervisning udgør en restriktion af den frie bevægelighed for tjenesteydelser
• Restriktionen er dog begrundet i et alment tvingende hensyn – at styrke studerendes mobilitet
• Restriktionen er egnet og proportional i forhold til dette formål og går ikke videre end nødvendigt

Retten fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at fastslå krænkelse af de studerendes rettigheder efter EMRK.

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen blev herefter frifundet i begge sager.

Praktisk betydning

Dommen bekræfter, at danske myndigheders krav om fysisk fremmøde som betingelse for SU til udenlandske uddannelser kan opretholdes, så længe formålet er at fremme reel studie mobilitet, og kravet er proportionalt.