- Vestre Landsret fandt 30. juni 2026, at angreb på politiet med personbil udgør grov personfarlig kriminalitet, der udelukker fodlænkedom.
- Byretten havde bevilget surrogatfængsling på egen bopæl, fordi straffelovens § 119 b ikke var opregnet i forarbejderne til retsplejelovens § 765, stk. 3.
- Procesbevillingsnævnet meddelt 27. august 2026 tilladelse til kære til Højesteret af landsrettens kendelse (SS-388/2026).
- Straffelovens § 119 b, stk. 1, indført ved lov nr. 1832 af 8. december 2020, straffer angreb med genstande på offentligt ansatte med op til 8 års fængsel.
- Landsrettens udlægning indebærer, at opregningen af grov personfarlig kriminalitet i forarbejderne er ikke-uttømmende.
Procesbevillingsnævnet meddeler tilladelse til Højesteret
Procesbevillingsnævnet har den 27. august 2026 meddelt en sigtet tilladelse til at kære en kendelse fra Vestre Landsret af 30. juni 2026 (SS-388/2026) til Højesteret. Sagen knytter sig til spørgsmålet, om et angreb på en tjenestegørende politiassistent med en personbil udgør grov personfarlig kriminalitet i forstand af retsplejelovens § 765, stk. 3, som udelukker varetægtsfængsling i surrogat på egen bopæl med elektronisk fodlænke.
Sigtelse og anholdelse
Sigtede var i oktober 2025 blevet idømt en foranstaltningsdom. Den 23. maj 2026 blev han anholdt og fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev sigtet for:
- Overtrædelse af Straffeloven § 119 b, stk. 1 (angreb med genstand på person i offentlig tjeneste)
- Overtrædelse af Straffeloven § 252, stk. 1 (forsætlig fareforvoldelse)
- Overtrædelse af Færdselsloven
Sigtede førte efter at være standset kortvarigt en personbil med en hastighed af ca. 30 km/t frem mod en tjenestegørende politiassistent, således at denne måtte springe til siden for ikke at blive ramt.
Byretten bestemte varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2 og ordnede, at fængslingen skulle ske i surrogat på en institution, så snart en plads blev tilgængelig.
Byrettens afgørelse: Fodlænke i stedet for institution
Ved fristforlængelsesmøde den 19. juni 2026 ændrede byretten surrogatforanstaltningen. Retten fandt, at:
- Betingelserne for varetægtsfængsling fortsat var opfyldt
- Formålet kunne opnås ved en mindre indgribende foranstaltning
- Sigtede samtykkede
- Der ikke var fundet en egnet institutionsplads
- Straffelovens § 119 b ikke var opregnet i bemærkningerne til retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 8 som grov personfarlig kriminalitet
Byretten bestemt derfor, at sigtede skulle fortsat være varetægtsfængslet i surrogat ved ophold på egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol i medfør af retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 8 og Bekendtgørelse nr. 273 af 12. februar 2026 om varetægtsfængsling i surrogat på egen bopæl med elektronisk fodlænke.
Anklagemyndigheden kærer til landsretten
Anklagemyndigheden kærede afgørelsen til Vestre Landsret, hvor sagen angik alene, om surrogatforanstaltningen skulle ske på egen bopæl (§ 765, stk. 2, nr. 8) eller på institution (§ 765, stk. 2, nr. 3).
Landsrettens begrundelse: Angrebet er grov personfarlig kriminalitet
Landsretten stadfæstede byrettens kendelse med den ændring, at varetægtsfængslingen skulle ske i surrogat på institution. Rettens begrundelse bygger på følgende:
- Retsplejelovens § 765, stk. 3 fastsætter, at sigtede ikke må opholde sig i eget hjem, når sigtelsen angår grov personfarlig kriminalitet
- Forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. 111 af 29. november 2017) indeholder en ikke-uttømmende opregning, der omfatter bl.a. Straffeloven § 245
- Straffelovens § 119 b, stk. 1, indført ved Lov nr. 1832 af 8. december 2020, straffer angreb med genstande på personer omfattet af Straffeloven § 119 med bøde eller fængsel indtil 8 år
- Den konkrete handling — at køre en personbil med ca. 30 km/t mod en politiassistent — udgør grov personfarlig kriminalitet, da den udsatte liv eller førlighed for nærliggende fare ved grov kådhed
| Rettens instans | Surrogatforanstaltning | Begrundelse |
|---|---|---|
| Byretten (19. juni 2026) | Egen bopæl med elektronisk fodlænke | § 119 b ikke opregnet i bemærkningerne til § 765, stk. 3 |
| Vestre Landsret (30. juni 2026) | Institution | Angreb med køretøj udgør grov personfarlig kriminalitet uanset opregning |
Juridisk betydning
Sagen rejser et væsentligt fortolkningsspørgsmål: Om en sigtelse, der ikke er udtrykkeligt opregnet i forarbejderne til retsplejelovens § 765, stk. 3, alligevel kan kvalificeres som grov personfarlig kriminalitet på grundlag af selve handlingens karakter. Byretten og landsretten kom til modsatte konklusioner.
Landsrettens udlægning indebærer, at det er handlingens konkrete farekarakter — ikke straffeparagraffens placering i en opregning — der afgør, om fodlænkedom er udelukket. Da opregningen i forarbejderne er ikke-uttømmende, kan retterne påbagt kvalificere andre sigtelser som grov personfarlig kriminalitet.
Næste skridt
Med Procesbevillingsnævnets tilladelse kan sigtede nu kære sagen til Højesteret, der får muligheden for at afsige endelig afgørelse om fortolkningen af retsplejelovens § 765, stk. 3 i forhold til sigtelser under Straffeloven § 119 b.
