- Højesteret afviser samlet krav på 500.000 kr. fra 22 tidligere statsløse ved dom den 21. august 2026.
- Ingen appellant har krav på godtgørelse efter ECHR artikel 3, 8 eller 14 for sagsbehandlingen af indfødsretssagerne.
- For ni appellanter blev ansøgningerne behandlet uden forsinkelse; for de øvrige var kravene forældede.
- Statskassen dømt til at betale 100.000 kr. i sagsomkostninger til Udlændinge- og Integrationsministeriet.
- Sagen knytter sig til Statsløsesagen og er indstævnet i 2012, og blev afgjort 14 år senere.
Højesteret afviser samlet krav på 500.000 kr. fra 22 tidligere statsløse
Højesteret har afsagt dom i sagen BS-36329/2025-HJR og afvist samtlige krav fra 22 tidligere statsløse palæstinensere, der søgte godtgørelse og erstatning af Udlændinge- og Integrationsministeriet. Sagen, der er indstævnet i 2012, knytter sig til den såkaldte Statsløsesagen, hvor det kom frem, at statsløse palæstinensere var blevet nægtet dansk statsborgerskab i strid med internationale konventionsforpligtelser.
Dommen er afsagt den 21. august 2026 af 2. afdeling med dommerne Michael Rekling, Hanne Schmidt, Jan Schans Christensen, Jens Kruse Mikkelsen og Anne Buhl Bjelke. Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom af 28. maj 2025 (B-4484-12) i sin helhed.
Baggrund: Statsløsesagen og anklagerne
I slutningen af 2010 blev det afsløret, at Udlændinge- og Integrationsministeriet havde behandlet ansøgninger om dansk indfødsret fra statsløse palæstinensere i strid med Statsløsekonventionen fra 1961, FN's børnekonvention og Den europæiske konvention om statsborgerret fra 1997. Sagen førte tilStatsløsekommissionens undersøgelse og afsættelsen af den daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V).
Appellanterne anklagede ministeriet for:
- Forsinket behandling af ansøgninger om dansk indfødsret som følge af retsstridig sagsbehandling
- Diskrimination begrundet i etnisk oprindelse og nationalitet (palæstinensisk ophav)
- Manglende eller ufuldstændig vejledning om konventionsmæssige rettigheder
- Überrettet indhentelse og behandling af personoplysninger, der ikke var nødvendige for behandlingen
Højesterets afgørelse
Højesteret fandt, at appellanterne ikke havde krav på godtgørelse efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, artikel 8 eller artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Der var således ikke grundlag for at fastslå, at sagsbehandlingen udgjorde nedværdigende behandling eller forskelsbehandling begrundet i etnisk oprindelse eller nationalitet.
Højesteret tiltrådte, at der ikke var grundlag for at fastslå, at den manglende eller ufuldstændige vejledning om appellanternes konventionssikrede rettigheder var motiveret af diskriminerende hensyn, eller indebar en forskelsbehandling i forhold til andre statsløse i samme periode.
Endvidere fandt Højesteret, at der ikke var godtgjort et grundlag for godtgørelse efter de dagældende persondataretlige regler, erstatningsansvarslovens § 26 eller Menneskerettighedskonventionens artikel 8 i anledning af myndighedernes indhentelse og behandling af unødige oplysninger.
Godtgørelse for forsinkelse og forældelse
Udlændinge- og Integrationsministeriet anerkendte i sagen, at principperne i Højesterets dom af 20. juni 2018 (U 2018.3230) skulle anvendes. Dette indebær, at en godtgørelse på 10.000 kr. kunne tilkendes, hvis appellanterne kunne være tilkendt dansk indfødsret tidligere end sket. Højesteret opdelte appellanterne i tre grupper:
| Gruppe | Parter | Begrundelse for afvisning |
|---|---|---|
| Ingen forsinkelse | Part 4, 5, 6, 7, 12, 13, 21, 22 og 24 | Ansøgningerne blev behandlet uden forsinkelse i forhold til andre ansøgere |
| Forældet (seneste) | Part 1, 2, 8 og 25 | Kravene var forældet ved sagens anlæg |
| Forældet (før erhvervelse) | Part 9, 10, 11, 14, 15, 16, 17, 18 og 19 | Et eventuelt krav ville være stiftet forud for erhvervelse af dansk indfødsret og dermed forældet |
Appellanterne havde endvidere påstået erstatning for betalt gebyr, som Højesteret ligeledes afviste.
Persondata og dataskuespørgsmål
Appellanterne havde anført, at ministeriet had indhentet personoplysninger, der oversteg det nødvendige — herunder oplysninger om straffe, sprogkundskaber, familieforhold, gæld til det offentlige, helbredsoplysninger og selvforsørgelse. De henviste til lov om behandling af personoplysninger §§ 5, 6 og 8 samt artikel 6, stk. 1, litra c i EU-direktiv 95/46/EF som bagvedliggende EU-ret.
Højesteret fandt, at appellanterne ikke havde godtgjort et grundlag for godtgørelse i denne henseende, hverken efter persondataretlige regler, erstatningsansvarsloven eller Menneskerettighedskonventionens artikel 8.
Processuelle spørgsmål
Højesteret fandt, at appellanterne ikke var afskåret fra at forhøje påstanden for Højesteret fra 50.000 kr. (som i landsretten) til 500.000 kr., da de ikke havde afgivet en bindende proceserklæring om begrænsning af kravet. Ministeriet havde været bekendt med, at appellanterne ønskede at nedlægge en højere påstand.
Sagsomkostninger og resultat
Som følge af at Højesteret stadfæstede landsrettens dom, skal statskassen betale 100.000 kr. til Udlændinge- og Integrationsministeriet i sagsomkostninger for Højesterets instans, forrentet efter rentelovens § 8 a.
Tre øvrige sagsøgere (Part 3, 20 og 23) havde i landsretten fået tildelt 10.000 kr. hver, og disse domme er ikke anket. Ministeriet har opfyldt landsretsdommen.
Tidslinje
| År | Hændelse |
|---|---|
| 2010 | Statsløse palæstinensere står pludselig på lovforslaget om indfødsret; minister Birthe Rønn Hornbech afviser dem |
| 2012 | Appellanterne anlægger søgsmål mod Udlændinge- og Integrationsministeriet |
| 2015 | Statsløsekommissionens beretning foreligger |
| 2018 | Højesteret afgør U 2018.3230 om andre tidligere statsløses erstatningssag |
| 2025 | Østre Landsret afsiger dom (28. maj) — kun 3 af 33 sagsøgere får godtgørelse |
| 2026 | Højesteret afviser alle 22 appellanters krav (21. august) |
