- Højesteret stadfæster 28. april 2026, at tilkendelsestidspunktet for veteranens pensionslignende ydelse korrekt var sat til 1. januar 2021.
- A udviklede PTSD efter udsendelse til Irak 2003-2004 og fik midlertidigt erhvervsevnetab på 65 % anerkendt den 2. juni 2020.
- Forsvarsministeriet fulgte Medarbejder- og Kompetencestyrelsens praksis 2018-2020 om kun at tilkende ydelse ved endelige afgørelser om erstatning for varigt erhvervsevnetab.
- Praksisændringen pr. 15. januar 2018 fandtes sagligt begrundet, da tilskadekomstpension er livsvarig og som udgangspunkt ikke kan tilbagekaldes, selv hvis erhvervsevnen genetableres.
- Statskassen pålægges at betale 40.000 kr. i sagsomkostninger til Forsvarsministeriet.
Højesteret har den 28. april 2026 afsagt dom i sag BS-34551/2025-HJR og fastslår, at Forsvarsministeriet var berettiget til at fastsætte tilkendelsestidspunktet for en supplerende pensionslignende ydelse til en tidligere udsendt soldat til 1. januar 2021 frem for 1. juli 2020. Dommen stadfæster Vestre Landsrets afgørelse fra 6. juni 2025.
Sagens baggrund
En overenskomstansat dansk soldat, benævnt A i sagen, blev udsendt af Forsvaret til Irak i perioden fra august 2003 til august 2004 og udviklede efterfølgende posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD).
Den 3. juli 2017 anerkendte Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skaden som en arbejdsskade. Den 2. juni 2020 traf styrelsen midlertidig afgørelse om, at A's samlede erhvervsevnetab udgjorde 55 % i perioden fra 6. maj 2019 til 31. august 2019 og 65 % fra 1. september 2019. Det fremgik af afgørelsen, at sagen ville blive behandlet igen den 1. marts 2021.
Den 27. april 2021 traf Forsvarsministeriets Personalestyrelse afgørelse om, at A var berettiget til ydelser efter personellovens § 11 b fra 1. januar 2021 — ikke fra den 1. juli 2020, som A krævede. Forsvarsministeriet fastholdt afgørelsen den 28. januar 2022 efter klage.
Det centrale spørgsmål
Sagen drejede sig udelukkende om, fra hvilket tidspunkt A skulle modtage den supplerende pensionslignende ydelse:
- 1. juli 2020 — den første i måneden efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings midlertidige afgørelse af 2. juni 2020, eller
- 1. januar 2021 — det tidspunkt, hvor Medarbejder- og Kompetencestyrelsen ændrede sin praksis til også at tillade tilkendelse på grundlag af midlertidige afgørelser
Regelgrundlag og praksishistorik
Ordningen, der nu er fastsat i personellovens § 11 b, har rødder i aktstykke nr. 425 af 13. august 1996, hvorved Folketingets Finansudvalg bemyndigede forsvarsministeren til at udbetale en supplerende løbende ydelse til overenskomstansat personel, der påføres varigt mén under udsendelse til udlandet. Ordningen havde til formål at ligestille disse ansatte pensionsmæssigt med tjenestemandsansat personel. Den blev indarbejdet i loven ved lov nr. 127 af 25. februar 1998.
| Periode | Gældende praksis |
|---|---|
| Frem til 15. januar 2018 | Tilkendelse mulig på grundlag af midlertidige afgørelser |
| 15. januar 2018 – 31. december 2020 | Kun endelige afgørelser fra AES gav grundlag for tilkendelse |
| Fra 1. januar 2021 | Tilkendelse igen mulig på grundlag af midlertidige afgørelser |
Den 12. oktober 2017 offentliggjorde Moderniseringsstyrelsen — nu Medarbejder- og Kompetencestyrelsen — en praksisændring med virkning fra 15. januar 2018: Fremover ville styrelsen kun tilkende tilskadekomstpension, når der forelå en endelig og ikke-midlertidig afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om erhvervsevnetabserstatning. Begrundelsen var, at situationer med midlertidige afgørelser typisk er uafklarede med hensyn til, om erhvervsevnetabet er varigt. Forsvarsministeriet fulgte tilsvarende denne praksis i administrationen af personellovens § 11 b frem til udgangen af 2020.
Højesterets begrundelse
Højesteret fastslår, at det hverken fremgår af ordlyden af personellovens § 11 b, forarbejderne til bestemmelsen eller den forudgående aktstykke-ordning, om der sigtes til en midlertidig eller endelig afgørelse om erhvervsevnetab.
"Højesteret finder, at der ikke er grundlag for at fastslå, at det var lovstridigt eller uden lovhjemmel, at Forsvarsministeriet fulgte Medarbejder- og Kompetencestyrelsens praksis."
Retten fremhæver, at formålet med ordningen er at sikre overenskomstansat personel en løbende ydelse svarende til den, en tjenestemand i en tilsvarende situation ville få — og ikke at stille overenskomstansat personel pensionsmæssigt bedre end tjenestemandsansat personel.
Højesteret vurderer desuden, at praksisændringen fra 15. januar 2018 var sagligt begrundet, idet tilskadekomstpension og supplerende ydelser er livsvarige og som udgangspunkt ikke kan tilbagekaldes, selv om den tilskadekomne efterfølgende genetablerer sin fulde erhvervsevne. Det forhold, at Forsvarets Personalestyrelse ikke selv offentliggjorde sin praksisændring fra 2018, ændrer ikke ved dette resultat.
Sagens udfald og sagsomkostninger
Højesteret stadfæster Vestre Landsrets dom fra den 6. juni 2025 (BS-32306/2024-VLR). A's påstand om at modtage ydelsen fra 1. juli 2020 til 31. december 2020 tages ikke til følge.
I sagsomkostninger for Højesteret pålægges statskassen at betale 40.000 kr. til Forsvarsministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a og skal betales inden 14 dage efter dommens afsigelse.
I pådømmelsen deltog fem dommere: Poul Dahl Jensen, Michael Rekling, Lars Hjortnæs, Kristian Korfits Nielsen og Søren Højgaard Mørup.
