- 92,7 millioner europæere (20,9 %) er i risiko for fattigdom eller social udstødelse; EU's mål er at løfte 15 millioner ud inden 2030.
- Strategien fokuserer på tre søjler: kvalitetsjob, adgang til ydelser og koordineret indsats — med mål om at udrydde fattigdom inden 2050.
- Næsten ét ud af fire børn i EU (24,3 %) lever i risiko for fattigdom; OECD anslår den samfundsmæssige pris til 3,4 % af EU's BNP årligt.
- ESF+ afsætter 50,2 mia. euro til social inklusion; næste EU-langtidsbudget øremærker mindst 100 mia. euro til sociale politikker.
- En ny Rådsanbefaling om boligudstødelse og hjemløshed opfordrer medlemsstater til tidlige varslingssystemer og øget socialt boligbyggeri.
Europa-Kommissionen lancerer samlet pakke mod fattigdom
Europa-Kommissionen har præsenteret en EU-strategi mod fattigdom med det overordnede mål at udrydde fattigdom i Europa inden 2050. Et mellemliggende mål fastlægger, at mindst 15 millioner mennesker skal løftes ud af fattigdom eller social udstødelse inden 2030 sammenlignet med 2019. Strategien er en reaktion på, at 92,7 millioner europæere – svarende til mere end én ud af fem (20,9 %) – fortsat lever i risiko for fattigdom eller social udstødelse, og at de hidtidige fremskridt mod 2030-målet ikke er tilstrækkelige.
Fattigdom rammer særligt udsatte grupper hårdest
Strategien understreger, at fattigdom ikke rammer alle ens. En række grupper er markant mere udsatte:
| Gruppe | Andel i risiko for fattigdom eller social udstødelse |
|---|---|
| Børn | 24,3 % |
| Unge (16–29 år, 2025) | 24 % |
| Arbejdsløse (2025) | 66 % |
| Personer uden for arbejdsmarkedet | 44 % |
| Romaer | 70 % |
| Født uden for EU | 39 % |
| LGBTIQ+-personer | 38 % |
| Personer med handicap | 29 % |
Enlige forsørgere – særligt enlige mødre – har mere end dobbelt så høj risiko for fattigdom sammenlignet med befolkningen som helhed. Geografiske faktorer spiller desuden en afgørende rolle: landdistrikter, visse bykvarterer og de fjerneste regioner har færre servicetilbud og jobmuligheder.
Tre strategiske søjler
Anti-fattigdomsstrategien er struktureret om tre centrale indsatsområder:
1. Kvalitetsjob til alle Beskæftigelse beskrives som den mest effektive vej ud af fattigdom. Kommissionen vil inden udgangen af 2026 høre arbejdsmarkedets parter om mulige retslige tiltag til støtte for personer uden for arbejdsmarkedet. Der vil desuden blive vedtaget en henstilling om fattigdom trods beskæftigelse med fokus på årsager og praktiske løsninger.
2. Adgang til ydelser og tilstrækkelig indkomststøtte Op til 50 % af berettigede borgere benytter ikke deres ret til indkomststøtte i visse medlemsstater. Kommissionen vil offentliggøre en samling af bedste praksisser og udarbejde en rapport om ældre og pensioner med henblik på at afdække huller i den sociale beskyttelse.
3. Koordineret indsats mod fattigdom Principper for effektive fattigdomspolitikker skal guide medlemsstaterne i at oprette nationale fattigdomskoordinatorer på højeste politiske niveau. Kommissionen vil etablere en EU-koalition mod fattigdom, der involverer private virksomheder og velgørende organisationer, og oprette et dedikeret forum for borgere med direkte fattigdomserfaring. Et europæisk socialt inklusionspris indstiftes i samarbejde med Regionsudvalget.
Styrkelse af den europæiske børnegaranti
Kommunikationen om det europæiske børnegaranti adresserer specifikt, at næsten ét ud af fire børn i EU fortsat er i risiko for fattigdom eller social udstødelse. OECD anslår, at den samlede pris for ikke at tackle børnefattigdom svarer til 3,4 % af EU's BNP om året. At vokse op i fattigdom fordobler næsten risikoen for at være fattig som voksen.
Styrkelsen af børnegarantien hviler på tre elementer:
- Forbedring af forældrenes adgang til kvalitetsjob: øgede beskæftigelsesrater kan potentielt løfte 1,7 millioner børn ud af fattigdom
- Skræddersyet støtte til børn med mentorprogrammer og pilotprojekt med et europæisk børnegarantikort, der letter adgangen til nøgleydelser
- Mobilisering af EU-midler til investering i børn og styrket sammenhæng mellem børnegarantien og ungdomsgarantien
Rådsanbefaling om boligudstødelse og hjemløshed
Den foreslåede Rådsanbefaling om bekæmpelse af boligudstødelse sigter mod at sikre adgang til tilstrækkelig og tryg bolig samt forebygge hjemløshed. Medlemsstaterne opfordres til at:
- Indføre tidlige varslingssystemer og nødhjælp til huslejebetalinger
- Tilbyde gældsrådgivning og mægling for at forebygge boligtab
- Etablere tilgængelige enstrengs-støttetjenester med personlige handleplaner for hjemløse
- Øge udbuddet af sociale og overkommelige boliger under hensyn til demografiske tendenser og territoriale forskelle
Finansiering: EU bidrager med hundredvis af milliarder
EU stiller betydelige midler til rådighed for den nationale indsats mod fattigdom:
| Finansieringskilde | Beløb |
|---|---|
| Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+) – social inklusion | 50,2 mia. euro |
| Næste EU-langtidsbudget (sociale politikker) | Mindst 100 mia. euro |
| Den Europæiske Investeringsbank – social infrastruktur (2026–2027) | 22 mia. euro |
| Europarådets Udviklingsbank – årligt | Ca. 3 mia. euro |
| EaSI-opkaldspulje (børnefattigdom og Roma-unge) | 17 mio. euro |
Efter en midtvejsevaluering af samhørighedspolitikken er ressourcerne til bekæmpelse af børnefattigdom øget med 5,4 % og finansiering til materiel afsavn med 3,5 %. Øvrige relevante instrumenter inkluderer InvestEU, Genopretnings- og Resiliensfaciliteten, Den Europæiske Regionaludviklingsfond, Samhørighedsfonden, Retfærdig Omstillingsfond og Den Sociale Klimafond.
Strategi som svar på geopolitisk usikkerhed
Kommissionen argumenterer for, at bekæmpelse af fattigdom både er en moralsk forpligtelse og en strategisk nødvendighed. En investering svarende til blot 0,26 % af EU's BNP anslås at kunne løfte mere end 20 millioner mennesker ud af fattigdom, mens 0,95 % af BNP vil kunne hjælpe 70 millioner. Fattigdom beskrives som en trussel mod EU's sociale sammenhængskraft og demokratiske stabilitet i en tid med voksende geopolitisk usikkerhed.
Kommissionen vil via det Europæiske Semester fortsat foreslå anbefalinger til medlemsstaternes koordinering af social- og beskæftigelsespolitikker og overvåge fremskridt mod 2030-målet med nye indikatorer, der måler, hvordan overkommelighed påvirker fattigdomsniveauet. Alle medlemsstater vil desuden modtage en stresstest, der vurderer de nationale velfærdssystemers modstandsdygtighed over for potentielle chok.