Teknisk råd om fælles minimumskrav til forsikringsgarantier i EU

EU-tilsynstillægger fremlægger teknisk råd om forsikringsgarantier

European Insurance and Occupational Pensions Authority (EIOPA) har den 1. september 2026 fremsendt sit tekniske råd til Europa-Kommissionen om minimumsfælles standarder for forsikringsgarantisystemer (IGS) i Den Europæiske Union. Rådet beskriver, hvordan en målrettet harmonisering af IGS kan gennemføres, med fokus på de specifikke politiske områder, som Kommissionen har anmodet om i sin høringsanmodning. Rådet giver en afbalanceret oversigt over, hvor fælles standarder er nødvendige, og hvor national fleksibilitet bør bevares.

Fragmentskabelt landskab for forsikringsgarantier

Det nuværende landskab for forsikringsgarantisystemer i EU er præget af en mosaik af nationale ordninger, der varierer betydeligt i omfang, dækning og i nogle tilfælde helt fraværende. Denne fragmentering betyder, at forsikringstagere udsættes for væsentligt forskellige konsekvenser, når et forsikringsselskab går konkurs, afhængigt af deres bopæl eller om forsikringen var tegnet tværgrensen.

Mens forsikringsselskaber kan operere problemfrit tværgrensen under én licens, nyder forsikringstagere ikke nødvendigvis et sammenfaldende beskyttelsesniveau, hvis et forsikringsselskab går konkurs.

Manglen på minimums-harmonisering af IGS forlader forbruger i en usikkerhedssituation, selvom forsikringsværdien til sidst kan betales i fuld omfang. Erfaringer fra konkursafviklinger viser, at økonomisk understøttelse er nødvendig for at sikre klarhed, ro og ligebehandling af forsikringstagere, især når andre barrierer som sproglige udfordringer også skal adresseres.

Rådets konkrete anbefalinger

EIOPAs råd bygger på dets udtalelse om Solvency II-gennemgangen fra 2020, som allerede fremhævede behovet for yderligere harmonisering. Rådet anbefaler en gradvis og målrettet tilgang:

• Egnede forsikringspoliser: Målrettet harmonisering af, hvilke liv- og skadesforsikringsprodukter der skal dækkes af nationale IGS, med fokus på de produkter, der kan forårsage den største økonomiske belastning ved konkurs. Forslaget tager hensyn til, hvor tværgrensen aktivitet er mest udbredt, og hvor harmonisering kan understøtte det indre markeds funktion.

• Driftsmæssige aspekter: Harmonisering af aktiveringsmomentet for IGS for at forenkle rammerne og forbedre forudsigeligheden. Der anbefales et fælles tidsrum for indgivelse af erstatningskrav og en maksimal frist for udbetaling til forsikringstagere, med mulighed for medlemsstaterne at fastsætte kortere frister. IGS bør yderligere have samme foretræksrang i konkursbehandling som forsikringssager i det pågældende land.

• Finansieringsordninger: Minimumskrav til oprettelse af tilstrækkelig likviditetsbeskyttelse for IGS, mens medlemsstaterne bevares tilstrækkelig fleksibilitet til at vælge den mest egnede form og skala for finansiering ud fra nationale forhold.

• Samspil med IRRD: Rådet fastslår kun generelle principper for samspillet mellem IGS og Forsikringernes Genopretting og Konkursdirektiv (IRRD) i lyset af den pågående national gennemførelse. Helt centralt anbefales tydelige krav til formel samarbejdsordning mellem nationale konkursmyndigheder og IGS som minimum.

Baggrund og lovgivningsmæssig ramme

Tekniske rådet er et forudgående trin før det lovgivningsmæssige forslag, hvis udvikling ligger på Europa-Kommissionens område. Selve rådet fokuserer primært på de tekniske aspekter af høringsanmodningen og frembygger en foretrukken løsning, hvor det er muligt, eller en oversigt over de forskellige alternativer, hvor det ikke er.

Ifølge artikel 98 i IRRD forpligtes Kommissionen, efter at have hørt EIOPA, til at fremlægge en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om egnetheden af at etablere minimumsfælles standarder for IGS i Unionen. Kommissionen anmodede EIOPA om dette tekniske råd som en del af rapportudarbejdelsen.

Emnet har en længere historisk baggrund: Kommissionen adresserede mangel på IGS-harmonisering allerede i en hvidbog fra 2010, og Europa-Parlamentet opfordrede i en resolution fra 2013 til et sammenhængende tværgrensent rammeværk. EIOPAs 2020-udtalelse om Solvency II var en vigtig milepål, der argumenterede for, at hver medlemsstat bør have et nationalt IGS, der opfylder et minimums-sæt harmoniserede kriterier og er tilstrækkeligt finansieret.