- 30 minutters daglig fysisk aktivitet sænker risiko for alvorlig stress med 26 procent.
- Allerede to minutters daglig bevægelse giver to procents lavere risiko.
- Studiet fulgte knap 75.000 personer i otte år via hospitalsregistre.
- Største effekt per minut opnås ved 2-30 minutters daglig aktivitet.
- Alvorlig stress koster årligt danske arbejdspladser mindst 16,4 mia. kr.
Et nyt studie fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) viser, at daglig fysisk aktivitet kan reducere risikoen for at udvikle alvorlig stress markant. Blot 30 minutters bevægelse om dagen er forbundet med en 26 procent lavere risiko sammenlignet med ingen aktivitet.
Hovedresultater
Studiet, der er baseret på data fra knap 75.000 personer, fulgte deltagerne i gennemsnit otte år via hospitalsregistre. I perioden fik 533 personer en klinisk stressdiagnose. Forskerne fandt, at:
- 30 minutters daglig fysisk aktivitet reducerede risikoen for alvorlig stress med 26 procent.
- Allerede ved to minutters daglig aktivitet var risikoen to procent lavere.
- Den største effekt per minut blev opnået i intervallet 15 til 220 minutters ugentlig aktivitet – svarende til cirka 2–30 minutter om dagen.
– Vores forskning viser, at fysisk aktivitet i hverdagen spiller en vigtig rolle i forebyggelsen af stress. Og selv ganske få minutter ser ud til at give gevinst, siger professor Lars L. Andersen, der står bag studiet sammen med forskere fra University of Valencia, University of Chile og Public University of Navarra.
Forskerne understreger, at resultaterne viser en sammenhæng – ikke nødvendigvis årsagssammenhæng – mellem fysisk aktivitet og lavere risiko for alvorlig stress. Stress kan skyldes mange faktorer både på og uden for arbejdet.
Størst gevinst ved moderate mængder
Analysen viser, at de største gevinster per investeret minut opnås ved et moderat aktivitetsniveau. Risikoen for alvorlig stress falder fortsat ved mere end 30 minutters daglig aktivitet, men kurven flader ud.
– Hvis man balancerer den investerede tid med udbyttet – at man forebygger alvorlig stress – så peger vores resultater på, at omkring en halv times fysisk aktivitet om dagen er en fornuftig anbefaling. Hvis man er meget mere aktiv, får man kun en lille ekstra gevinst, siger Lars L. Andersen.
Sådan kan bevægelse integreres i arbejdsdagen
Mange danskere har stillesiddende arbejde, og ifølge Lars L. Andersen kan selv små ændringer gøre en forskel. Han fremhæver fem konkrete tiltag:
- Gående møder – Erstat stillesiddende møder mellem 2-3 personer med walk and talk.
- Tag trappen – En enkel måde at få pulsen op flere gange dagligt.
- Aktiv transport – Cykel eller gang til og fra arbejde, hvis muligt.
- Aktive pauser – Korte fælles øvelser med eller uden træningselastikker som afbræk i arbejdet.
- Brug fællesskabet – Skab rutiner sammen, fx ved at invitere til gående møder.
– Det handler ikke om at indføre noget nyt og stort. Det handler om at finde de små vinduer i arbejdsdagen, hvor man kan bevæge sig. Selv få minutters moderat til hård fysisk aktivitet har en betydning. Lægger man det sammen over en uge, kommer man hurtigt op på et niveau, der kan gøre en reel forskel for risikoen for alvorlig stress, siger han.
Baggrund: Stress koster samfundet milliarder
Alvorlig stress kan føre til følgesygdomme som angst, depression, demens og hjertekarsygdomme. Et tidligere NFA-studie viste, at stressramte medarbejdere hvert år koster danske arbejdspladser mindst 16,4 milliarder kroner på grund af tabt produktion.
Om studiet
Forskerne anvendte data fra Den Nationale Sundhedsprofil og aktivitetsmålere båret i en uge af deltagerne. Herefter blev deltagerne fulgt i knap otte år via Landspatientregistret. Studiet er et samarbejde mellem NFA, University of Valencia, University of Chile og Public University of Navarra og er offentliggjort i et videnskabeligt tidsskrift.