Flertallet foreslår at forlænge købelovens særlige absolutte reklamationsfrist for byggematerialer fra 5 år til 10 år og indføre en præceptiv bestemmelse, der sikrer fristens ufravigelighed til skade for forbrugeren.
Betænkning nr. 1433/2003 blev afgivet af et udvalg, som Justitsministeriet nedsatte i september 2002 efter Højesterets dom i eternitsagen (UfR 2001.249 H) med den opgave at vurdere behovet for bedre forbrugerbeskyttelse ved køb af byggematerialer. Et flertal på syv medlemmer anbefalede i december 2003 at forlænge købelovens særlige absolutte reklamationsfrist for byggematerialer fra 5 til 10 år kombineret med en regel om forbrugerpræceptivitet, mens betænkningen samtidig pegede på alternativet at ophæve fristen og lade en kommende forældelseslov med en absolut 10-årsfrist regulere spørgsmålet. Justitsministeriet valgte alternativet: ved L 166, der blev fremsat 28. februar 2007 sammen med forslaget til ny forældelseslov (L 165), blev købelovens særlige reklamationsfrist for byggematerialer helt ophævet. Lovforslaget blev vedtaget 1. juni 2007 med 103 stemmer mod 2 og stadfæstet som lov nr. 523 af 6. juni 2007 med ikrafttræden 1. januar 2008; samtidig trådte forældelsesloven (lov nr. 522 af 6. juni 2007) med en absolut 10-årig forældelsesfrist i kraft. Købeloven indeholder derfor i dag ingen forlænget 10-årig reklamationsfrist, men bestemmer i § 54, stk. 3, og § 83, stk. 4, at den absolutte 2-årsfrist ikke gælder ved køb af byggematerialer, kombineret med en præceptiv beskyttelse af senere erhververe i § 1, stk. 3, og § 54, stk. 4. Undtagelsen for byggematerialer er videreført uændret ved implementeringen af varedirektivet i lov nr. 1173 af 8. juni 2021.
Hvad kommissionen har afgivet: resumé, hovedkonklusion og kapitlerne. Sidetallene åbner originalen på den pågældende side.
Udvalget blev nedsat af Justitsministeriet i efteråret 2002 for at vurdere behovet for forbedret forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af byggematerialer, motiveret af Højesterets dom i eternitsagen (UfR 2001.249 H) og politiske ønsker om stærkere beskyttelse. Udvalget analyserede gældende reklamationsfrister i købeloven samt entrepriseretten og vurderede forskellige løsningsmodeller, herunder garanti- og forsikringsordninger. Flertallet konkluderede, at en lovgivningsmæssig forlængelse af den absolutte reklamationsfrist er den mest hensigtsmæssige løsning.
Hver anbefaling holdt op mod hvad der faktisk skete: anbefalingen til venstre, gennemførelsen - med den konkrete retsakt - til højre.
Forlæng købelovens særlige absolutte reklamationsfrist for byggematerialer fra 5 år til 10 år.
Fristen blev ikke forlænget til 10 år som foreslået; i stedet blev købelovens særlige reklamationsfrist for byggematerialer helt ophævet ved lov nr. 523 af 6. juni 2007, så købelovens absolutte frist slet ikke gælder ved køb af byggematerialer, og kravet i stedet først bortfalder efter forældelseslovens absolutte 10-årsfrist (lov nr. 522 af 6. juni 2007). Lovforslagets bemærkninger angiver udtrykkeligt, at man dermed fulgte flertallets anbefaling om en 10-årig beskyttelse, men udformede den i lyset af den nye forældelseslov.
Indfør en præceptiv regel, der gør den forlængede reklamationsfrist ufravigelig til skade for forbrugeren.
Den foreslåede præceptive bestemmelse om en forlænget byggematerialefrist blev ikke gennemført, men lov nr. 523 af 6. juni 2007 indsatte i stedet købelovens § 54, stk. 4, hvorefter en aftale om kortere eller anden frist ikke kan gøres gældende over for en senere erhverver, som hovedsagelig handler uden for sit erhverv, og § 1, stk. 3, hvorefter denne beskyttelse ikke kan fraviges til skade for en sådan forbruger. Beskyttelsen mod fravigelser i tidligere salgsled — herunder byggeleveranceklausuler — blev dermed gennemført i en anden teknisk form end anbefalet.
Der er to mindretal: Et flertalsmindretal på 7 medlemmer finder ikke dokumentation for et generelt behov for ændring og fraråder forlængelsen af frygt for negative konsekvenser, men accepterer lovudkastet som lovteknisk løsning, hvis der opnås politisk flertal. Et enkelt medlem (Bent Müller) mener, at behovet ikke er så påtrængende, at en isoleret lovændring bør iværksættes uden sammenhæng med øvrige markedregulerende ordninger og forældelsesregler.
Betænkningens vej gennem systemet - fra kommissorium over høring og lovforslag til vedtagelse og ikrafttrædelse. Hver hændelse med dato og kilde.
Betænkning nr. 1433/2003 blev afgivet af et udvalg, som Justitsministeriet nedsatte i september 2002 efter Højesterets dom i eternitsagen (UfR 2001.249 H) med den opgave at vurdere behovet for bedre forbrugerbeskyttelse ved køb af byggematerialer. Et flertal på syv medlemmer anbefalede i december 2003 at forlænge købelovens særlige absolutte reklamationsfrist for byggematerialer fra 5 til 10 år kombineret med en regel om forbrugerpræceptivitet, mens betænkningen samtidig pegede på alternativet at ophæve fristen og lade en kommende forældelseslov med en absolut 10-årsfrist regulere spørgsmålet. Justitsministeriet valgte alternativet: ved L 166, der blev fremsat 28. februar 2007 sammen med forslaget til ny forældelseslov (L 165), blev købelovens særlige reklamationsfrist for byggematerialer helt ophævet. Lovforslaget blev vedtaget 1. juni 2007 med 103 stemmer mod 2 og stadfæstet som lov nr. 523 af 6. juni 2007 med ikrafttræden 1. januar 2008; samtidig trådte forældelsesloven (lov nr. 522 af 6. juni 2007) med en absolut 10-årig forældelsesfrist i kraft. Købeloven indeholder derfor i dag ingen forlænget 10-årig reklamationsfrist, men bestemmer i § 54, stk. 3, og § 83, stk. 4, at den absolutte 2-årsfrist ikke gælder ved køb af byggematerialer, kombineret med en præceptiv beskyttelse af senere erhververe i § 1, stk. 3, og § 54, stk. 4. Undtagelsen for byggematerialer er videreført uændret ved implementeringen af varedirektivet i lov nr. 1173 af 8. juni 2021.
Højesterets dom i eternitsagen (UfR 2001.249 H) om mangelfulde asbestfri tagplader satte spørgsmålet om forbrugernes mulighed for at rejse krav mod producenter af byggematerialer på dagsordenen og blev den direkte anledning til, at Justitsministeriet iværksatte et udvalgsarbejde.
Justitsministeriet nedsatte i september 2002 et udvalg, der efter kommissoriet skulle vurdere behovet og mulighederne for at forbedre forbrugerbeskyttelsen ved erhvervelse af byggematerialer — bl.a. i lyset af Højesterets dom i eternitsagen — og herunder overveje en forlængelse af købelovens særlige reklamationsfrist for byggematerialer samt sammenhængen med forældelsesreglerne.
Udvalget afgav betænkning nr. 1433/2003 om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af byggematerialer. Et flertal på syv medlemmer anbefalede at forlænge købelovens særlige absolutte reklamationsfrist for byggematerialer fra 5 til 10 år kombineret med en særlig regel om forbrugerpræceptivitet; betænkningen pegede samtidig på det alternativ at ophæve den særlige reklamationsfrist og lade en kommende forældelseslov med en absolut 10-årsfrist regulere spørgsmålet.
Justitsminister Lene Espersen fremsatte L 166 om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. Af bemærkningerne fremgår, at ændringen af købeloven bygger på betænkning nr. 1433/2003, men at forslaget — i lyset af det samtidig fremsatte forslag til ny forældelseslov med en absolut 10-årig forældelsesfrist (L 165) — i stedet helt ophæver købelovens reklamationsfrist ved køb af byggematerialer.
Lovforslaget blev behandlet i Folketingssalen og henvist til Retsudvalget.
Retsudvalget afgav betænkning over lovforslaget; forslaget blev senere fulgt op af en tillægsbetænkning den 31. maj 2007, hvor bl.a. forældelsesreglerne på arbejdsskadeområdet blev ændret.
Lovforslaget blev behandlet 2. gang og optrykt efter 2. behandling.
Folketinget vedtog lovforslaget med 103 stemmer (V, S, DF, KF, RV og SF) mod 2 (EL).
Loven blev stadfæstet som lov nr. 523 af 6. juni 2007 om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (herunder ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb). Samme dag blev den nye forældelseslov stadfæstet som lov nr. 522 af 6. juni 2007 med en absolut forældelsesfrist på 10 år.
Lov nr. 523 af 6. juni 2007 trådte i kraft den 1. januar 2008, jf. § 47. Købelovens § 54, stk. 2 og 3, og § 83, stk. 2, som affattet ved loven, gælder alene for købsaftaler indgået efter ikrafttrædelsen, jf. § 48, stk. 3, og den præceptive regel i § 54, stk. 4, alene for krav fra en senere erhverver (forbruger) på grundlag af aftaler indgået efter ikrafttrædelsen, jf. § 48, stk. 4.
Ved lov nr. 1173 af 8. juni 2021 om ændring af købeloven og lov om markedsføring blev købelovens forbrugerkøbsregler omstruktureret med virkning fra 1. januar 2022. Undtagelsen for byggematerialer blev videreført og findes nu i købelovens § 83, stk. 4, 2. pkt., ved siden af § 54, stk. 3.
De bestemmelser betænkningen behandler - loven til venstre, betænkningens behandling i midten og dens holdning til højre. Hold musen over §-referencen for at læse paragraffen.
Grundlaget: de love betænkningen citerer, de dokumenter den henviser til, og de begreber den definerer.
