Der bør vedtages en særlig lov om inkassovirksomhed, der indfører en obligatorisk autorisationsordning for private inkassobureauer og deres ansatte samt fastsætter bindende regler for god inkassoskik og økonomisk sikkerhed.
Justitsministeriet nedsatte i februar 1994 en arbejdsgruppe om inkassovirksomhed, som i 1996 afgav betænkning nr. 1321 med et færdigt udkast til en særlig lov om inkassovirksomhed. Efter høring hos ca. 40 myndigheder og organisationer fremsatte justitsminister Bjørn Westh den 18. december 1996 lovforslag L 132 (1996-97), der i det væsentlige fulgte arbejdsgruppens udkast. Forslaget blev vedtaget den 30. april 1997 med 115 stemmer mod 2 — med et ændringsforslag fra Retsudvalget om, at personlig henvendelse til skyldnere også må ske lørdage kl. 8.00-16.00 — og stadfæstet som lov nr. 319 af 14. maj 1997, der trådte i kraft 1. oktober 1997 med autorisationskrav for bestående bureauer fra 1. april 1998. Loven indførte autorisationsordningen (§§ 3-7), god inkassoskik som retlig standard (§ 9), sikkerhedsstillelse (§ 4, stk. 2), regler om henvendelser til skyldnere og tilbagetagelse af løsøre (§§ 10-13) samt om inddrevne midler og bogføring (§§ 14-16), udmøntet i bekendtgørelse nr. 752 af 26. september 1997. To anbefalinger blev gennemført i indsnævret form: godkendelseskravet blev begrænset til personale, der retter personlig henvendelse til skyldnere, og loven regulerer ikke udformningen af honoraraftaler. Loven er efter otte ændringer — bl.a. lov nr. 498 af 12. juni 2009 om servicedirektivet — sammenskrevet i lovbekendtgørelse nr. 1018 af 19. september 2014 og er fortsat gældende ret.
Hvad kommissionen har afgivet: resumé, hovedkonklusion og kapitlerne. Sidetallene åbner originalen på den pågældende side.
Arbejdsgruppen undersøger forholdene i den private inkassobranche og konstaterer, at den eksisterende regulering via vinkelskriverloven og markedsføringsloven er utilstrækkelig til at sikre forsvarlig praksis, herunder i lyset af problemer med 'gorillainkasso'. Gruppen foreslår indførelse af en selvstændig lovgivning om inkassovirksomhed med tvungen autorisations- og godkendelsesordning for bureauer og ansatte. Forslaget suppleres med krav om sikkerhedsstillelse, fastlæggelse af en retlig standard for god inkassoskik samt regler for behandling af midler og honoraraftaler.
Hver anbefaling holdt op mod hvad der faktisk skete: anbefalingen til venstre, gennemførelsen - med den konkrete retsakt - til højre.
Indfør en obligatorisk autorisationsordning for private inkassobureauer.
Inkassoloven § 3 kræver, at den, der udøver inkassovirksomhed eller indgår aftale herom, er autoriseret, og §§ 4-7 fastsætter betingelserne, tidsbegrænsningen på højst 5 år og gebyrerne; autorisation meddeles af politiet efter bekendtgørelse nr. 752 af 26. september 1997 § 1.
Kræv godkendelse af inkassobureauernes ansatte som hovedregel.
Kravet om godkendelse blev gennemført, men indsnævret: efter § 8 skal kun personale, der retter personlig henvendelse til skyldnere, godkendes, idet Justitsministeriet ikke fandt tilstrækkeligt behov for at udstrække godkendelseskravet til bureauernes øvrige ansatte.
Fastsæt en retlig standard for god inkassoskik i lovgivningen.
Inkassoloven § 9 fastslår, at inkassovirksomhed skal udøves i overensstemmelse med god inkassoskik, og at det er i strid med god inkassoskik at anvende metoder, der udsætter nogen for urimelig pression, skade eller ulempe; standarden gælder også advokater og pengeinstitutter, jf. § 1, stk. 2.
Indfør krav om sikkerhedsstillelse fra inkassobureauer for dækning af erstatnings- og andre pengekrav.
Efter § 4, stk. 2, skal en ansøger stille betryggende sikkerhed for pengekrav, der måtte opstå som følge af inkassovirksomheden, og bekendtgørelse nr. 752 af 26. september 1997 §§ 7-9 fastsætter, at sikkerheden skal kunne gøres gældende direkte af kunder og skyldnere, og at Rigspolitichefen fastsætter dens størrelse (normalt højst 5 mio. kr.).
Reguler udformningen af honoraraftaler og behandlingen af inkasserede midler (herunder bogføring).
Behandlingen af inkasserede midler blev gennemført fuldt ud: inddrevne beløb skal holdes adskilt og indsættes på klientkonto, udbetales uden ugrundet ophold og kunne dokumenteres over for fordringshaveren (§§ 14-16), bogføringspligten blev udstrakt til inkassovirksomhed, og bekendtgørelse nr. 752 kræver klienttilsvarskonto, daglig afstemning og revideret årsregnskab. Derimod indeholder loven ingen særskilte regler om udformningen af honoraraftaler; honoraret er kun reguleret indirekte ved, at honorar alene må hæves på klientkontoen med samtidig bogføring.
Fastlæg regler for henvendelser til skyldneren og inddrivelse af fysiske genstande.
Loven kræver en påkravsskrivelse med 10-dages frist før andre inddrivelsesskridt (§ 10), skriftligt varsel, tidsrumsbegrænsninger og legitimationskort ved personlig henvendelse (§ 12) og skyldnerens skriftlige samtykke ved tilbagetagelse af løsøre (§ 13); ved 2. behandling blev tidsrummet udvidet, så personlig henvendelse også må ske lørdage kl. 8.00-16.00.
Forbrugerrådets repræsentant afgav særudtalelse på flere punkter, herunder vedrørende henvendelse til skyldneren, inddrivelse af fysiske genstande og udformningen af honoraraftaler. Lovudkastet er dog udformet i overensstemmelse med flertallets opfattelse.
Betænkningens vej gennem systemet - fra kommissorium over høring og lovforslag til vedtagelse og ikrafttrædelse. Hver hændelse med dato og kilde.
Justitsministeriet nedsatte i februar 1994 en arbejdsgruppe om inkassovirksomhed, som i 1996 afgav betænkning nr. 1321 med et færdigt udkast til en særlig lov om inkassovirksomhed. Efter høring hos ca. 40 myndigheder og organisationer fremsatte justitsminister Bjørn Westh den 18. december 1996 lovforslag L 132 (1996-97), der i det væsentlige fulgte arbejdsgruppens udkast. Forslaget blev vedtaget den 30. april 1997 med 115 stemmer mod 2 — med et ændringsforslag fra Retsudvalget om, at personlig henvendelse til skyldnere også må ske lørdage kl. 8.00-16.00 — og stadfæstet som lov nr. 319 af 14. maj 1997, der trådte i kraft 1. oktober 1997 med autorisationskrav for bestående bureauer fra 1. april 1998. Loven indførte autorisationsordningen (§§ 3-7), god inkassoskik som retlig standard (§ 9), sikkerhedsstillelse (§ 4, stk. 2), regler om henvendelser til skyldnere og tilbagetagelse af løsøre (§§ 10-13) samt om inddrevne midler og bogføring (§§ 14-16), udmøntet i bekendtgørelse nr. 752 af 26. september 1997. To anbefalinger blev gennemført i indsnævret form: godkendelseskravet blev begrænset til personale, der retter personlig henvendelse til skyldnere, og loven regulerer ikke udformningen af honoraraftaler. Loven er efter otte ændringer — bl.a. lov nr. 498 af 12. juni 2009 om servicedirektivet — sammenskrevet i lovbekendtgørelse nr. 1018 af 19. september 2014 og er fortsat gældende ret.
Justitsministeriet nedsatte i februar 1994 en arbejdsgruppe, der skulle vurdere behovet for en særlig regulering af private inkassobureauers virksomhed, herunder en autorisationsordning, regler om god inkassoskik og økonomisk sikkerhed.
Arbejdsgruppen afgav betænkning nr. 1321/1996 med et samlet udkast til en lov om inkassovirksomhed: obligatorisk autorisation, godkendelse af personale, en retlig standard for god inkassoskik, sikkerhedsstillelse samt regler om henvendelser til skyldnere og behandling af inddrevne midler.
Betænkning nr. 1321/1996 blev sendt til høring hos ca. 40 myndigheder og organisationer, bl.a. landsretspræsidenterne, Rigspolitichefen, Advokatrådet, Forbrugerrådet, Dansk InkassoBrancheforening og Inkassobranchens Fællesråd. Høringen rejste bl.a. spørgsmålet om skyldnerens pligt til at betale inkassoomkostninger.
Justitsminister Bjørn Westh fremsatte L 132, forslag til lov om inkassovirksomhed. Lovforslaget byggede på betænkning nr. 1321/1996 og var i det væsentlige udformet i overensstemmelse med arbejdsgruppens lovudkast.
Lovforslaget blev behandlet første gang den 15. januar 1997 og derefter henvist til Retsudvalget.
Retsudvalget afgav betænkning over lovforslaget med et ændringsforslag om, at personlig henvendelse til skyldnere også må finde sted på lørdage mellem kl. 8.00 og kl. 16.00.
Ved 2. behandling blev udvalgets ændringsforslag vedtaget, og lovforslaget gik direkte videre til 3. behandling.
Folketinget vedtog forslaget til lov om inkassovirksomhed med 115 stemmer (S, V, KF, SF, RV, FP, EL og CD) mod 2 (DF).
Loven blev stadfæstet som lov nr. 319 af 14. maj 1997. Den indfører autorisationskrav (§§ 3-7), godkendelse af personale ved personlig henvendelse (§ 8), god inkassoskik (§ 9), regler om påkravsskrivelse, varsel og tilbagetagelse af løsøre (§§ 10-13) samt regler om inddrevne midler (§§ 14-16). Samtidig blev inkassoreglerne i vinkelskriverloven ophævet, og bogføringsloven blev udvidet til at omfatte inkassovirksomhed.
Justitsministeriet udstedte bekendtgørelse nr. 752 af 26. september 1997, der udmønter lovens § 4, stk. 2, og § 20, stk. 2: Rigspolitichefen fastsætter sikkerhedsstillelsens størrelse (normalt højst 5 mio. kr.), og der stilles krav om klientkonto, klienttilsvarskonto, dagligt afstemt bogholderi samt revideret årsregnskab.
Loven trådte i kraft den 1. oktober 1997 sammen med bekendtgørelse nr. 752. For virksomheder, der allerede udøvede inkassovirksomhed, fik kravene om autorisation og godkendelse af personale i §§ 3 og 8 dog først virkning fra den 1. april 1998.
Fra den 1. april 1998 skulle også de inkassobureauer, der var i drift ved lovens ikrafttræden, have autorisation efter § 3 og godkendelse af personale efter § 8.
Med L 134 (2008-09), vedtaget enstemmigt og stadfæstet som lov nr. 498 af 12. juni 2009, blev fornyelse af autorisation gjort gebyrfri, og udenlandske inkassovirksomheders ret til at udøve virksomhed i Danmark uden filial blev lovfæstet.
Loven er efter i alt otte ændringer sammenskrevet i lovbekendtgørelse nr. 1018 af 19. september 2014 og er fortsat gældende ret med autorisationsordningen og god inkassoskik som bærende elementer.
De bestemmelser betænkningen behandler - loven til venstre, betænkningens behandling i midten og dens holdning til højre. Hold musen over §-referencen for at læse paragraffen.
Grundlaget: de love betænkningen citerer, de dokumenter den henviser til, og de begreber den definerer.
