Der findes overvejende principielle argumenter for at inddrage både den kommunale andel af selskabsskatten og dækningsafgiften på erhvervsejendomme i det kommunale udligningssystem, forudsat at ligningsincitamenterne bevares og særlige udgiftsbehov håndteres via udgiftsudligningen.
Betænkning nr. 1316 blev udarbejdet af en arbejdsgruppe, som Indenrigsministeriet nedsatte i november 1995, og som efter seks møder og en høring afgav sin rapport i juli 1996 med anbefaling af, at både den kommunale andel af selskabsskatten og dækningsafgiften af erhvervsejendomme inddrages i den kommunale udligning. Anbefalingerne blev ikke udmøntet umiddelbart, men blev ført videre i Indenrigsministeriets Finansieringsudvalg — først i betænkning nr. 1365 (1998) og siden i betænkning nr. 1437 (2004) »Et nyt udligningssystem«. Med aftalen af 27. februar 2006 om en kommunal finansieringsreform og lovforslag L 194, der blev vedtaget den 30. maj 2006 og stadfæstet som lov nr. 499 af 7. juni 2006, blev hovedanbefalingen gennemført: der indførtes en særskilt udligning af selskabsskat på 50 pct. af forskellen til landsgennemsnittet (§ 23), kombineret med en nedslagsordning for kommuner med højt selskabsskatteprovenu og en generel overgangsordning — netop den byrdefordelingsvurdering og indfasning, betænkningen efterlyste. Anbefalingen om dækningsafgiften er derimod ikke gennemført: beskatningsgrundlaget i landsudligningen omfatter fortsat kun indkomstskat og grundskyld, og udligningsreformen i 2020 (lov nr. 1052 af 30. juni 2020) inddrog alene dækningsafgift på offentlige ejendomme (§ 23 c). Spørgsmålet om center- og erhvervskommunernes særlige udgiftsbehov blev behandlet i Finansieringsudvalgets senere betænkninger, men uden at der blev indført et selvstændigt udgiftsbehovskriterium — hensynet blev i stedet varetaget gennem nedslags- og overgangsordninger. Emnet er stadig aktuelt, senest i et notat fra Folketingets økonomiske konsulenter af 22. juni 2026, der bygger på betænkning nr. 1316.
Hvad kommissionen har afgivet: resumé, hovedkonklusion og kapitlerne. Sidetallene åbner originalen på den pågældende side.
Arbejdsgruppen undersøgtes, om den kommunale andel af selskabsskatten og dækningsafgiften på erhvervsejendomme bør inddrages i det kommunale udligningssystem for at styrke sammenhængen mellem skat og service. Gruppen konkluderer, at der er overvejende argumenter for inddragelse af begge indtægtskilder i udligningen, dog under forudsætning af, at ligningsincitamenterne sikres, og eventuelle særlige udgiftsbehov for center- og erhvervskommuner afklares separat. Rapporten præsenterer flere modeller for en sådan udligning samt analyser af de byrdefordelingsmæssige konsekvenser.
Hver anbefaling holdt op mod hvad der faktisk skete: anbefalingen til venstre, gennemførelsen - med den konkrete retsakt - til højre.
Inddrag den kommunale andel af selskabsskatten i udligningssystemet.
Med den kommunale finansieringsreform blev der ved lov nr. 499 af 7. juni 2006 indført en særskilt selskabsskatteudligning, hvor 50 pct. af forskellen mellem en kommunes provenu af skat af aktieselskaber m.v. pr. indbygger og landsgennemsnittet udlignes; bemærkningerne til § 23 anfører netop, at det ikke forekommer rimeligt, at denne skattekilde til forskel fra andre ikke indgår i udligningen. Udligningsniveauet på 50 pct. blev valgt for at bevare kommunernes incitament på området, og ordningen er videreført og udvidet med udligningsreformen i 2020.
Inddrag dækningsafgiften på erhvervsejendomme i udligningssystemet på linje med grundskylden.
Beskatningsgrundlaget og det gennemsnitlige kommunale beskatningsniveau i landsudligningen opgøres fortsat alene på grundlag af indkomstskat og grundskyld, jf. udligningslovens § 2, stk. 6, og dækningsafgiften af erhvervsejendomme indgår dermed ikke i udligningen. Med udligningsreformen i 2020 (lov nr. 1052 af 30. juni 2020) blev der alene indført en udligning af kommunernes provenu af dækningsafgift på offentlige ejendomme (§ 23 c), ikke af dækningsafgiften på private erhvervsejendomme.
Afklar eventuelle særlige udgiftsbehov for center- og erhvervskommuner gennem Indenrigsministeriets Finansieringsudvalg frem for via undtagelser fra udligningen.
Spørgsmålet blev som anbefalet ført videre i Finansieringsudvalget, der i betænkning nr. 1437 (2004) »Et nyt udligningssystem« gentog vurderingen af selskabsskat og dækningsafgift og analyserede center- og bykommunernes stilling i udligningen, ligesom udgiftsbehovskriterierne blev nyaffattet med reformen i 2006 og igen behandlet i betænkning nr. 1533 (2012). Der blev derimod ikke indført et selvstændigt udgiftsbehovskriterium for center- og erhvervskommuner; de berørte kommuners tab blev i stedet håndteret gennem nedslags- og overgangsordninger i selve selskabsskatteudligningen, dvs. netop ved undtagelser fra udligningen.
Åbn kildenVurdér de byrdefordelingsmæssige konsekvenser ved en inddragelse med henblik på indførelse af en eventuel overgangsordning.
Lovforslaget til finansieringsreformen indeholdt en byrdefordelingsmæssig opgørelse pr. kommune og en overgangsordning, hvor tab og gevinster over 0,2 pct. af beskatningsgrundlaget indfases gradvist. Særligt for selskabsskatteudligningen blev der indført en nedslagsordning i § 23, stk. 3 og 4, for kommuner, hvis selskabsskatteprovenu i 2007 oversteg 1 pct. af beskatningsgrundlaget, og som havde tab på reformen.
Københavns Kommune fremsatte et særstandpunkt, hvorved det understreges, at en forudsætning for udligning af selskabsskatten er, at problemstillingen vedrørende center- og erhvervskommunernes særlige udgiftsbehov analyseres og løses samtidigt med udligningsindførelsen.
Betænkningens vej gennem systemet - fra kommissorium over høring og lovforslag til vedtagelse og ikrafttrædelse. Hver hændelse med dato og kilde.
Betænkning nr. 1316 blev udarbejdet af en arbejdsgruppe, som Indenrigsministeriet nedsatte i november 1995, og som efter seks møder og en høring afgav sin rapport i juli 1996 med anbefaling af, at både den kommunale andel af selskabsskatten og dækningsafgiften af erhvervsejendomme inddrages i den kommunale udligning. Anbefalingerne blev ikke udmøntet umiddelbart, men blev ført videre i Indenrigsministeriets Finansieringsudvalg — først i betænkning nr. 1365 (1998) og siden i betænkning nr. 1437 (2004) »Et nyt udligningssystem«. Med aftalen af 27. februar 2006 om en kommunal finansieringsreform og lovforslag L 194, der blev vedtaget den 30. maj 2006 og stadfæstet som lov nr. 499 af 7. juni 2006, blev hovedanbefalingen gennemført: der indførtes en særskilt udligning af selskabsskat på 50 pct. af forskellen til landsgennemsnittet (§ 23), kombineret med en nedslagsordning for kommuner med højt selskabsskatteprovenu og en generel overgangsordning — netop den byrdefordelingsvurdering og indfasning, betænkningen efterlyste. Anbefalingen om dækningsafgiften er derimod ikke gennemført: beskatningsgrundlaget i landsudligningen omfatter fortsat kun indkomstskat og grundskyld, og udligningsreformen i 2020 (lov nr. 1052 af 30. juni 2020) inddrog alene dækningsafgift på offentlige ejendomme (§ 23 c). Spørgsmålet om center- og erhvervskommunernes særlige udgiftsbehov blev behandlet i Finansieringsudvalgets senere betænkninger, men uden at der blev indført et selvstændigt udgiftsbehovskriterium — hensynet blev i stedet varetaget gennem nedslags- og overgangsordninger. Emnet er stadig aktuelt, senest i et notat fra Folketingets økonomiske konsulenter af 22. juni 2026, der bygger på betænkning nr. 1316.
Indenrigsministeriet nedsatte i november 1995 en arbejdsgruppe med deltagelse af de kommunale organisationer, Københavns og Frederiksberg Kommuner samt Skatte-, Finans- og Økonomiministeriet. Opgaven var at opstille modeller for udligning af den kommunale andel af selskabsskatten og af dækningsafgiften af erhvervsejendomme — i forlængelse af udligningsreformen fra 1995 og omlægningen af statens afregning af selskabsskat til kommunerne (lov nr. 1078 af 20. december 1995).
Arbejdsgruppen holdt i alt 6 møder fra 21. november 1995 til 7. maj 1996, og rapporten blev efter høring færdiggjort ultimo maj 1996. Københavns Kommune afgav mindretalsbemærkning om, at en udligning af selskabsskatten forudsætter, at center- og erhvervskommunernes særlige udgiftsbehov løses samtidig.
Indenrigsministeriet udgav i juli 1996 betænkning nr. 1316 med bilagssamling. Arbejdsgruppen fandt overvejende principielle argumenter for at inddrage både den kommunale selskabsskatteandel og dækningsafgiften på erhvervsejendomme i udligningen, forudsat at ligningsincitamentet blev sikret, og pegede på en separat udligningsordning med et niveau på 50 pct. kombineret med afskaffelse af viderefordelingsreglen (model 2.b).
Indenrigsministeriets Finansieringsudvalg behandlede i betænkning nr. 1365 »Forenkling af den kommunale finansiering« både afskaffelse af den kommunale selskabsskatteandel og alternativet med en udligningsordning uden viderefordeling, og henviste udtrykkeligt til betænkning nr. 1316. Der blev ikke fremsat lovforslag om selskabsskatteudligning i den forbindelse.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets Finansieringsudvalg gentog i betænkning nr. 1437 vurderingen fra 1996 af dækningsafgiften som en lokal skat, der kan inddrages i udligningen, gennemgik selskabsskattens fordeling og analyserede bl.a. centerkommunernes stilling i udligningssystemet. Betænkningen blev det tekniske grundlag for den efterfølgende finansieringsreform.
Regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre indgik den 27. februar 2006 aftale om en kommunal finansieringsreform, hvori det bl.a. blev fastlagt, at der indføres en særskilt udligning af selskabsskat på 50 pct. af forskellen i forhold til landsgennemsnittet, samt en overgangsordning.
Indenrigs- og sundhedsministeren fremsatte L 194, forslag til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, som hovedloven i lovpakken om finansieringsreformen (L 188-L 195). Afsnit 2.11 i bemærkningerne indfører den særskilte selskabsskatteudligning, og afsnit 2.14 den samlede overgangsordning.
Lovforslaget blev 1. behandlet og henvist til udvalgsbehandling, hvor bl.a. Ballerup, Høje-Taastrup, Køge, Hillerød og Albertslund Kommuner fik foretræde om de byrdefordelingsmæssige virkninger.
Udvalget afgav betænkning over lovforslaget, og ministeren stillede efterfølgende ændringsforslag, herunder om genindførelse af selvbudgettering og videreførelse af det særlige tilskud til Bornholms Kommune.
Lovforslaget blev vedtaget med 73 stemmer (V, DF, KF og RV) mod 42 (S, SF og EL). Dermed blev den kommunale andel af selskabsskatten for første gang inddraget i udligningen — som en særskilt ordning med et udligningsniveau på 50 pct.
Loven om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner blev stadfæstet som lov nr. 499 af 7. juni 2006 og offentliggjort 8. juni 2006. Selskabsskatteudligningen findes i lovens § 23, med nedslagsordning i stk. 3 og 4.
Det nye tilskuds- og udligningssystem, herunder den særskilte udligning af selskabsskat og reformens overgangsordning, fik virkning fra tilskudsåret 2007 samtidig med kommunalreformen. Nedslagsbeløbene for kommuner med selskabsskatteprovenu over 1 pct. af beskatningsgrundlaget blev fastsat på grundlag af 2007.
Med lov nr. 1052 af 30. juni 2020 (L 196, Reform af udligningssystemet) blev selskabsskatteudligningen på 50 pct. fastholdt og suppleret af en fuld udligning af 1 procentpoint af kommunernes selskabsskatteandel, og der blev indført en ny udligning af dækningsafgift på offentlige ejendomme i § 23 c. Dækningsafgiften af private erhvervsejendomme blev ikke inddraget i udligningen.
Folketingets økonomiske konsulenter afgav notat om selskabsskat og kommunal udligning til Indenrigs- og Boligudvalget. Notatet bygger bl.a. på betænkning nr. 1316 og bemærker, at 1996-arbejdsgruppen også fandt overvejende argumenter for at udligne dækningsafgiften, men pegede på den praktiske ulempe, at alle kommuner i så fald skal opgøre grundlaget.
De bestemmelser betænkningen behandler - loven til venstre, betænkningens behandling i midten og dens holdning til højre. Hold musen over §-referencen for at læse paragraffen.
Grundlaget: de love betænkningen citerer, de dokumenter den henviser til, og de begreber den definerer.
