Udvalget anbefaler en harmoniseret særlig lovgivning, der begrænser reklameadgangen for sundhedspersoner til saglig, nøgtern og fyldestgørende information, administreret af fagmyndighederne.
Sundhedsreklameudvalget blev nedsat af sundhedsministeren i april 1995, efter at Konkurrencerådets indgreb mod de kollegiale reklameregler og skærpelsen af lægelovens § 21 (lov nr. 257 af 19. april 1995) havde synliggjort, hvor uens reklamereglerne i autorisationslovene var. Udvalget afgav betænkning nr. 1310 i januar 1996, og efter en bred høring i foråret 1996 fremsatte sundhedsministeren den 12. marts 1997 lovforslag L 182, der efter bemærkningerne i meget vid udstrækning bygger på betænkningens model 2. Lovforslaget blev vedtaget 15. maj 1997 og stadfæstet som lov nr. 463 af 10. juni 1997 om reklamering for sundhedsydelser, der fra 1. september 1997 samlede reguleringen i én lov med standardbestemmelsen om saglig, nøgtern og fyldestgørende reklamering, tilsyn hos Sundhedsstyrelsen og Psykolognævnet samt ophævelse af reklamebestemmelserne i otte autorisationslove. Lovgiver valgte dermed en særlov frem for enslydende bestemmelser i de enkelte autorisationslove. Loven blev afløst af lov nr. 326 af 6. maj 2003 om markedsføring af sundhedsydelser, hvor tilsynsordningen og det brede anvendelsesområde blev videreført, mens standardbestemmelsen og reglen om grænseoverskridende reklame bortfaldt; saglighedskravet blev genindført ved lov nr. 360 af 9. april 2013, og tilsynet varetages i dag af Styrelsen for Patientsikkerhed, idet Psykolognævnets særlige tilsyn ophæves pr. 1. januar 2026.
Hvad kommissionen har afgivet: resumé, hovedkonklusion og kapitlerne. Sidetallene åbner originalen på den pågældende side.
Sundhedsreklameudvalget blev nedsat for at vurdere de uensartede reklameregler på sundhedsområdet og foreslå en sammenhængende regulering efter Konkurrencerådets kritik af begrænsninger for kiropraktorer, tandlæger og kliniske tandteknikere. Udvalget konkluderer, at markedet for sundhedsydelser er karakteriseret ved informationsasymmetri og offentligt finansiering, hvilket retfærdiggør særlige regler ud over markedsføringslovens generelle bestemmelser. Det anbefales indført en standardbestemmelse om, at reklamer skal være saglige, nøgterne og fyldestgørende, samt at tilsynet med overholdelsen placeres hos Sundhedsstyrelsen (henholdsvis Psykolognævnet).
Hver anbefaling holdt op mod hvad der faktisk skete: anbefalingen til venstre, gennemførelsen - med den konkrete retsakt - til højre.
Indfør en standardbestemmelse i autorisationslovene om, at reklame for sundhedsydelser skal være saglig, nøgtern og fyldestgørende.
Standardbestemmelsen blev indført ordret — »Reklamering for sundhedsmæssig virksomhed skal være saglig, nøgtern og fyldestgørende« — men i en samlet særlov, samtidig med at reklamebestemmelserne i lægeloven, tandlægeloven, psykologloven m.fl. blev ophævet. Ved lov nr. 326 af 6. maj 2003 bortfaldt formuleringen, og med lov nr. 360 af 9. april 2013 gælder i dag alene et krav om, at markedsføringen skal være saglig, jf. § 2, stk. 1.
Åbn kildenPlacer tilsynet med reklamereglerne hos Sundhedsstyrelsen som led i det sundhedsfaglige tilsyn (og hos Psykolognævnet for psykologer).
Tilsynet blev lagt hos Sundhedsstyrelsen med Psykolognævnet som særlig tilsynsmyndighed for psykologers reklamering, og ordningen er videreført i den gældende lov, hvor tilsynet i dag udøves af Styrelsen for Patientsikkerhed. Psykolognævnets særlige tilsyn ophæves dog pr. 1. januar 2026 ved lov nr. 716 af 20. juni 2025, hvorefter også psykologer er omfattet af det almindelige tilsyn.
Ret reklamereguleringen mod virksomhedsområdet som helhed frem for kun den enkelte sundhedsperson.
Loven omfatter reklamering/markedsføring, der udføres »af eller på vegne af« sundhedspersoner, og fastsætter fælles regler for offentlige og private sygehuse, private klinikker, privatpraktiserende sundhedspersoner og andre institutioner, der leverer sundhedsydelser — dvs. hele virksomhedsområdet og ikke kun den enkelte autoriserede person.
Inddrage ikke-autoriserede behandlere og andre personalegrupper med selvstændig privat virksomhed i reklamereguleringen.
Både 1997-loven og den gældende lov omfatter udtrykkeligt markedsføring af sundhedsydelser, der udføres af eller på vegne af »autoriserede eller ikke-autoriserede sundhedspersoner«, og ministeren kan udstrække loven helt eller delvis til anden virksomhed. Lovforslagets bemærkninger fremhæver netop, at reklameringsadgangen dermed reguleres ensartet for en lang række grupper, herunder ikke-autoriserede sundhedspersoner.
Fastsæt regler, der også gælder for grænseoverskridende reklame fra udenlandske sundhedspersoner rettet mod danske forbrugere.
1997-loven præciserede, at loven også omfattede reklamering i Danmark med henblik på udøvelse af den sundhedsmæssige virksomhed i udlandet — netop den situation, betænkningen tog sigte på. Bestemmelsen blev ikke videreført i lov nr. 326 af 6. maj 2003, og markedsføring fra udbydere etableret i andre EU-lande er efter e-handelslovens afsenderlandsprincip i dag som udgangspunkt ikke omfattet af de danske regler.
Åbn kildenUndtag offentlige myndigheders informationsvirksomhed og faglige foreningers generelle oplysning om sundhedsmæssige forhold fra reklamereglerne.
1997-loven undtog faglige foreningers og organisationers generelle information til offentligheden fra annonceringsbegrænsningerne i § 3, stk. 2 og 3 — men ikke fra standardbestemmelsen om saglig, nøgtern og fyldestgørende reklamering — og efter lovforslagets bemærkninger faldt offentlig informationsvirksomhed helt uden for loven, uden at det blev skrevet ind i lovteksten. Lov nr. 326 af 6. maj 2003 indeholder ingen tilsvarende udtrykkelig undtagelse.
Åbn kildenDer var dissens i udvalget om, hvorvidt der bør fastsættes begrænsninger for reklame i radio og fjernsyn på grund af mediernes særlige påvirkningskraft. Der var desuden manglende enighed om, hvilken af de tre foreslåede modeller (markedsføringslovsløsningen, mellemløsningen eller lægelovsløsningen) der skulle danne grundlag for den fremtidige regulering, selvom flertallet tilkendegav behov for fortsatte begrænsninger i særlovgivningen.
Betænkningens vej gennem systemet - fra kommissorium over høring og lovforslag til vedtagelse og ikrafttrædelse. Hver hændelse med dato og kilde.
Sundhedsreklameudvalget blev nedsat af sundhedsministeren i april 1995, efter at Konkurrencerådets indgreb mod de kollegiale reklameregler og skærpelsen af lægelovens § 21 (lov nr. 257 af 19. april 1995) havde synliggjort, hvor uens reklamereglerne i autorisationslovene var. Udvalget afgav betænkning nr. 1310 i januar 1996, og efter en bred høring i foråret 1996 fremsatte sundhedsministeren den 12. marts 1997 lovforslag L 182, der efter bemærkningerne i meget vid udstrækning bygger på betænkningens model 2. Lovforslaget blev vedtaget 15. maj 1997 og stadfæstet som lov nr. 463 af 10. juni 1997 om reklamering for sundhedsydelser, der fra 1. september 1997 samlede reguleringen i én lov med standardbestemmelsen om saglig, nøgtern og fyldestgørende reklamering, tilsyn hos Sundhedsstyrelsen og Psykolognævnet samt ophævelse af reklamebestemmelserne i otte autorisationslove. Lovgiver valgte dermed en særlov frem for enslydende bestemmelser i de enkelte autorisationslove. Loven blev afløst af lov nr. 326 af 6. maj 2003 om markedsføring af sundhedsydelser, hvor tilsynsordningen og det brede anvendelsesområde blev videreført, mens standardbestemmelsen og reglen om grænseoverskridende reklame bortfaldt; saglighedskravet blev genindført ved lov nr. 360 af 9. april 2013, og tilsynet varetages i dag af Styrelsen for Patientsikkerhed, idet Psykolognævnets særlige tilsyn ophæves pr. 1. januar 2026.
Efter at Konkurrencerådet havde fået Lægeforeningens kollegiale reklameregler ophævet, fremsatte sundhedsministeren den 11. januar 1995 forslag om at stramme lægelovens § 21. Forslaget blev vedtaget som lov nr. 257 af 19. april 1995 (i kraft 1. juli 1995), og regeringen tilkendegav samtidig, at reklamereglerne i autorisationslovene var meget uens og burde gennemgås samlet.
Sundhedsministeren nedsatte i april 1995 et udvalg, der skulle beskrive og vurdere de gældende regler for reklamering for sundhedsydelser og stille forslag til lovændringer, som kunne sikre en afbalanceret og sammenhængende regulering for alle grupper af sundhedspersoner. Udvalget holdt sit første møde 1. juni 1995 og sit sidste 14. december 1995.
Betænkningen blev i foråret 1996 udsendt til høring hos en bred kreds af interessenter på sundhedsområdet. Både i betænkningen og i høringssvarene var der bred tilslutning til model 2 med en standardbestemmelse om saglig, nøgtern og fyldestgørende reklamering.
Udvalget afgav i januar 1996 betænkning nr. 1310 om regulering af reklameadgangen for sundhedsydelser med tre modeller for en fremtidig regulering, herunder model 2 (»Mellemløsningen«), der var opstillet i lovteknisk form som bilag 2.
Sundhedsminister Birte Weiss fremsatte forslag til lov om reklamering for sundhedsydelser (L 182, 1996-97). Bemærkningerne angiver udtrykkeligt, at lovforslaget er udarbejdet på baggrund af betænkning nr. 1310 og i meget vid udstrækning bygger på betænkningens model 2; betænkningen blev samtidig oversendt til Folketingets Sundhedsudvalg.
Folketinget vedtog lovforslaget ved tredjebehandlingen den 15. maj 1997 efter betænkning fra Sundhedsudvalget over L 182.
Loven (»sundhedsreklameloven«) samlede reglerne om reklamering for sundhedsmæssig virksomhed i én lov: § 3, stk. 1, krævede at reklamering skal være saglig, nøgtern og fyldestgørende, § 5 lagde tilsynet hos Sundhedsstyrelsen og for psykologer hos Psykolognævnet, og § 1 omfattede både autoriserede og ikke-autoriserede sundhedspersoner samt sygehuse, klinikker og institutioner.
Ved lovens ikrafttræden blev de spredte reklamebestemmelser ophævet i lægeloven (§ 21, stk. 1-4, og § 26, stk. 2), tandlægeloven (§ 16), loven om kliniske tandteknikere (§ 10), kiropraktorloven (§ 10), psykologloven (§ 15), optikerloven (§ 11), loven om kliniske diætister (§ 11) og tandplejerloven (§ 12).
Indenrigs- og sundhedsministeren fremsatte forslag til lov om markedsføring af sundhedsydelser (L 106, 2002-03), der efter bemærkningerne i det væsentlige viderefører 1997-reklamelovens anvendelsesområde, men erstatter kataloget over tilladte annonceringsoplysninger med regler om vildledning og sammenlignende reklame efter markedsføringslovens model.
Den nye lov trådte i kraft 1. september 2003 og ophævede samtidig lov nr. 463 af 10. juni 1997 (§ 6, stk. 2). Tilsynsordningen fra betænkningen blev videreført i § 4 (Sundhedsstyrelsen, for psykologer Psykolognævnet), mens standardbestemmelsen om saglig, nøgtern og fyldestgørende reklamering og bestemmelsen om grænseoverskridende reklame ikke blev videreført.
Med ændringsloven (L 93, 2012-13) blev § 2, stk. 1, nyaffattet, så markedsføring af sundhedsydelser igen udtrykkeligt skal være saglig, ordet »urimeligt« udgik af forbuddet mod mangelfulde angivelser, og Sundhedsstyrelsen fik hjemmel til påbud om ophør, berigtigelse og offentliggørelse. Loven trådte i kraft 1. juli 2013 og blev fulgt af bekendtgørelse nr. 828 af 26. juni 2013 og vejledning nr. 9319 af 26. juni 2013.
Som led i en større sundhedslovpakke (L 94, 2013-14) blev straffebestemmelsen i lov om markedsføring af sundhedsydelser nyaffattet, så også overtrædelse af saglighedskravet og oplysningspligten om tilsynsreaktioner kan straffes med bøde.
Med den sundhedsfaglige autorisation af psykologer ophæves § 4, stk. 8, i lov om markedsføring af sundhedsydelser pr. 1. januar 2026, og Psykolognævnet nedlægges. Tilsynet med psykologers markedsføring overgår dermed til Styrelsen for Patientsikkerhed, som i øvrigt varetager tilsynet efter loven.
De bestemmelser betænkningen behandler - loven til venstre, betænkningens behandling i midten og dens holdning til højre. Hold musen over §-referencen for at læse paragraffen.
Grundlaget: de love betænkningen citerer, de dokumenter den henviser til, og de begreber den definerer.
