Der bør indføres én samlet overbygningsuddannelse for pædagoger på bachelorniveau, der er institutionaliseret i en selvstændig enhed med forpligtende samarbejde med en videregående uddannelsesinstitution.
Efter at lov nr. 370 af 6. juni 1991 havde samlet de tre pædagogiske grunduddannelser til én, nedsatte Undervisningsministeriet i november 1993 et udvalg med fhv. socialminister Aase Olesen som formand, og et enigt udvalg afgav 23. juni 1994 betænkning nr. 1275 om én samlet overbygningsuddannelse for pædagoger. Undervisningsminister Ole Vig Jensen fremsatte 17. januar 1996 lovforslag L 168, der efter bemærkningerne fulgte udvalgets forslag på alle punkter undtagen finansieringen; forslaget blev vedtaget ved 3. behandling 30. april 1996 og stadfæstet som lov nr. 415 af 22. maj 1996. Fra 1. august 1997 overtog den nye landsdækkende selvejende institution Danmarks Pædagoghøjskole videreuddannelsen, mens Socialpædagogisk Højskole og Årskursus for Børnehave- og Fritidspædagoger ved Danmarks Lærerhøjskole blev nedlagt, og uddannelsen blev udmøntet i bekendtgørelse nr. 1020 af 29. november 1996 med ét årsværk, tre dele, regional udbydning og et afsluttende skriftligt speciale. Betænkningens forslag om taxameterbevilling og frit optag, om en forskningsbevilling og om hjemmel og midler til en professionsfaglig kandidatuddannelse blev derimod ikke gennemført: uddannelsen blev finansieret efter lov om åben uddannelse med deltagerbetaling og fik fra 1. januar 1998 status som pædagogisk diplomuddannelse (PD). Den selvstændige institution fik kun kort levetid, idet Danmarks Pædagoghøjskole ved lov nr. 483 af 31. maj 2000 pr. 1. juli 2000 blev sammenlagt med Danmarks Lærerhøjskole og Danmarks Pædagogiske Institut til Danmarks Pædagogiske Universitet, og §§ 23 og 23 a i lov om uddannelse af pædagoger blev ophævet.
Hvad kommissionen har afgivet: resumé, hovedkonklusion og kapitlerne. Sidetallene åbner originalen på den pågældende side.
Udvalget om Overbygningsuddannelse for Pædagoger blev nedsat i 1993 for at foreslå en ny struktur for den statsfinansierede videreuddannelse for pædagoger efter reformen af grunduddannelsen. Udvalget foreslår sammenlægning af de eksisterende årskurser til én landsdækkende, regionaliseret overbygningsuddannelse på bachelorniveau med en varighed på ét studieår. Forslaget inddrager en selvstændig institution med samarbejde med højere uddannelsesinstitutioner og sikrer fleksible studieformer samt mulighed for individuel specialisering inden for et generalistisk fagligt fundament.
Hver anbefaling holdt op mod hvad der faktisk skete: anbefalingen til venstre, gennemførelsen - med den konkrete retsakt - til højre.
Sammenlæg de hidtidige separate videreuddannelser til én overbygningsuddannelse med normeret varighed på ét studieår.
Loven samlede videreuddannelsen af pædagoger i én uddannelse under Danmarks Pædagoghøjskole og nedlagde Socialpædagogisk Højskole og Årskursus for Børnehave- og Fritidspædagoger ved Danmarks Lærerhøjskole; uddannelsen blev normeret til ét årsværk svarende til et års heltidsuddannelse.
Fastlæg eksamen som afsluttende skriftlig hovedopgave på bachelorniveau.
Uddannelsen afsluttes med et skriftligt speciale over en selvvalgt problemstilling og ekstern prøve bedømt efter 13-skalaen, men niveauet blev ikke fastlagt som bachelorniveau: uddannelsen blev placeret som videregående deltidsuddannelse under lov om åben uddannelse og fik fra 1. januar 1998 status som diplomuddannelse i pædagogisk arbejde (PD).
Åbn kildenEtabler en selvstændig institution med egen bestyrelse (flertal fra arbejdsområderne) og forpligtende samarbejdsaftale med en højere uddannelsesinstitution.
Danmarks Pædagoghøjskole blev oprettet som landsdækkende selvejende institution ledet af en bestyrelse på 11-13 medlemmer, hvor flertallet efter forarbejderne skulle være eksterne repræsentanter for de kommunale organisationer, pædagogernes organisationer og seminarierne. Samarbejdet med en højere uddannelsesinstitution blev derimod alene en mulighed — bestyrelsen »kan« træffe aftale med andre uddannelsesinstitutioner — og ikke den forpligtende samarbejdsaftale udvalget foreslog.
Indfør regionaliseret udbydning af uddannelsen med fleksible studieformer (hel- og deltidsstudier).
Institutionen blev gjort landsdækkende og dermed forpligtet til at udbyde uddannelsen regionalt, med adgang til at oprette regionale centre og lade seminarier og andre uddannelsesinstitutioner forestå dele af uddannelsen. Uddannelsen blev tilrettelagt som deltidsuddannelse, der helt eller delvis kan gennemføres som heltidsundervisning.
Åbn kildenFinansier uddannelsen efter budgetreformens principper (taxameterbevilling og frit optag) samt bevilg midler til forskning.
Finansieringen var netop det punkt, hvor loven bevidst afveg fra betænkningen: i stedet for fuld statsfinansiering med taxameterbevilling blev uddannelsen etableret efter lov om åben uddannelse med grundtilskud, aktivitetstilskud og deltagerbetaling, og udvalgets forslag om en forskningsbevilling blev udtrykkeligt holdt uden for lovforslaget. Mindretallets ændringsforslag om taxameterfinansiering blev ikke vedtaget.
Åbn kildenOpret hjemmel for og midler til en professionsfaglig kandidatuddannelse.
Forslaget om hjemmel og midler til en professionsfaglig kandidatuddannelse blev holdt uden for lovforslaget, fordi Undervisningsministeriet ikke fandt, at der kunne tages stilling til det, før den nye uddannelse og institution var etableret; der blev heller ikke senere oprettet en sådan uddannelse. Pædagoger kunne i stedet søge optagelse på de eksisterende pædagogiske kandidatuddannelser (cand.pæd.), jf. bekendtgørelse nr. 620 af 10/07/1997, § 6, og efter sammenlægningen i Danmarks Pædagogiske Universitet bekendtgørelse nr. 538 af 28/06/2002, § 7.
Åbn kildenFOA's repræsentant fremsatte et særstandpunkt vedrørende sammensætningen af den foreslåede bestyrelse for uddannelsen. Mens flertallet foreslog, at flertallet i bestyrelsen skulle komme fra de uddannede pædagogers arbejdsområder (amter, kommuner og personaleorganisationer), krævede FOA, at dette flertal skulle være paritetisk fordelt mellem arbejdstagere og arbejdsgivere.
Betænkningens vej gennem systemet - fra kommissorium over høring og lovforslag til vedtagelse og ikrafttrædelse. Hver hændelse med dato og kilde.
Efter at lov nr. 370 af 6. juni 1991 havde samlet de tre pædagogiske grunduddannelser til én, nedsatte Undervisningsministeriet i november 1993 et udvalg med fhv. socialminister Aase Olesen som formand, og et enigt udvalg afgav 23. juni 1994 betænkning nr. 1275 om én samlet overbygningsuddannelse for pædagoger. Undervisningsminister Ole Vig Jensen fremsatte 17. januar 1996 lovforslag L 168, der efter bemærkningerne fulgte udvalgets forslag på alle punkter undtagen finansieringen; forslaget blev vedtaget ved 3. behandling 30. april 1996 og stadfæstet som lov nr. 415 af 22. maj 1996. Fra 1. august 1997 overtog den nye landsdækkende selvejende institution Danmarks Pædagoghøjskole videreuddannelsen, mens Socialpædagogisk Højskole og Årskursus for Børnehave- og Fritidspædagoger ved Danmarks Lærerhøjskole blev nedlagt, og uddannelsen blev udmøntet i bekendtgørelse nr. 1020 af 29. november 1996 med ét årsværk, tre dele, regional udbydning og et afsluttende skriftligt speciale. Betænkningens forslag om taxameterbevilling og frit optag, om en forskningsbevilling og om hjemmel og midler til en professionsfaglig kandidatuddannelse blev derimod ikke gennemført: uddannelsen blev finansieret efter lov om åben uddannelse med deltagerbetaling og fik fra 1. januar 1998 status som pædagogisk diplomuddannelse (PD). Den selvstændige institution fik kun kort levetid, idet Danmarks Pædagoghøjskole ved lov nr. 483 af 31. maj 2000 pr. 1. juli 2000 blev sammenlagt med Danmarks Lærerhøjskole og Danmarks Pædagogiske Institut til Danmarks Pædagogiske Universitet, og §§ 23 og 23 a i lov om uddannelse af pædagoger blev ophævet.
Med lov nr. 370 af 6. juni 1991 om uddannelse af pædagoger blev de tre hidtidige pædagogiske grunduddannelser lagt sammen til én. Ved fremsættelsen blev det bemærket, at den fælles grunduddannelse også ville få konsekvenser for videreuddannelsen, og at dette spørgsmål senere ville blive taget op særskilt.
Undervisningsministeriet nedsatte i november 1993 et udvalg med fhv. socialminister Aase Olesen som formand og deltagelse af bl.a. FOA, Socialpædagogernes Landsforbund, BUPL, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg kommuner samt Socialministeriet. Udvalget skulle stille forslag om den fremtidige videreuddannelses opbygning, indhold, institutionelle placering og finansiering.
Et enigt udvalg afgav betænkning nr. 1275 »Overbygningsuddannelse for pædagoger«, der anbefalede én samlet overbygningsuddannelse på ét studieår, forankret i en selvstændig institution med forpligtende samarbejde med en højere uddannelsesinstitution, regional udbydning, taxameterfinansiering og hjemmel til en professionsfaglig kandidatuddannelse.
Undervisningsminister Ole Vig Jensen fremsatte L 168 om ændring af lov om uddannelse af pædagoger (Overbygningsuddannelsen). Ifølge bemærkningerne er lovforslagets bestemmelser — med undtagelse af bestemmelserne om finansieringen — i overensstemmelse med udvalgets forslag i betænkning nr. 1275.
Folketinget førstebehandlede lovforslaget om overbygningsuddannelsen og henviste det til Uddannelsesudvalget.
Udvalget havde modtaget skriftlige henvendelser fra bl.a. BUPL, Danmarks Lærerhøjskole, Jydsk Pædagog-seminarium og Pædagogseminariernes Bestyrelsesforening. Et flertal indstillede lovforslaget til uændret vedtagelse, mens et mindretal (SF og Enhedslisten) stillede ændringsforslag om fuld statslig taxameterfinansiering og anførte, at betænkning nr. 1275 var klarere om bachelorgrad og videre kandidat- og ph.d.-muligheder end lovforslaget.
L 168 blev vedtaget ved tredjebehandlingen i den form flertallet havde indstillet; mindretallets ændringsforslag om taxameterfinansiering blev ikke vedtaget. Den vedtagne lov er optrykt i Folketingstidende 1995-96, Tillæg C, s. 463-464.
Loven om ændring af lov om uddannelse af pædagoger (Overbygningsuddannelsen) blev stadfæstet. Den nyaffattede kapitel 5 lagde videreuddannelsen af pædagoger i den nye landsdækkende selvejende institution Danmarks Pædagoghøjskole med egen bestyrelse på 11-13 medlemmer, og bistandslovens § 14, stk. 2-5, om Socialpædagogisk Højskole blev ophævet.
Med bekendtgørelse nr. 1020 af 29. november 1996 blev uddannelsen fastlagt som en videregående deltidsuddannelse under åben uddannelse med et omfang på ét årsværk, tre dele, regional udbydning og et afsluttende skriftligt speciale på 3. del med ekstern prøve.
Lov nr. 415 af 22. maj 1996 og bekendtgørelse nr. 1020 af 29. november 1996 trådte i kraft, så Danmarks Pædagoghøjskole overtog videreuddannelsen af pædagoger. Samtidig blev Socialpædagogisk Højskole og Årskursus for Børnehave- og Fritidspædagoger ved Danmarks Lærerhøjskole nedlagt.
Bekendtgørelse nr. 1049 af 17. december 1997 om diplomuddannelsen i pædagogisk arbejde videreførte uddannelsen med samme struktur, men gav den fra 1. januar 1998 status som diplomuddannelse med ret til betegnelsen PD; bekendtgørelse nr. 1020 af 29. november 1996 blev samtidig ophævet.
Ved lov nr. 483 af 31. maj 2000 om Danmarks Pædagogiske Universitet blev Danmarks Pædagoghøjskole pr. 1. juli 2000 sammenlagt med Danmarks Lærerhøjskole og Danmarks Pædagogiske Institut, §§ 23 og 23 a i lov om uddannelse af pædagoger blev ophævet, og efter- og videreuddannelse til og med diplomniveau skulle overdrages til Centre for Videregående Uddannelse.
De bestemmelser betænkningen behandler - loven til venstre, betænkningens behandling i midten og dens holdning til højre. Hold musen over §-referencen for at læse paragraffen.
Grundlaget: de love betænkningen citerer, de dokumenter den henviser til, og de begreber den definerer.
