Ombudsmandens kompetenceområde bør udvides til at gælde »alle dele af den offentlige forvaltning« i overensstemmelse med de generelle forvaltningsloves anvendelsesområde, herunder den samlede kommunalbestyrelse.
Efter et notat fra Folketingets Ombudsmand til Retsudvalget i maj 1990 nedsatte Folketingets Præsidium den 3. oktober 1991 et sagkyndigt ombudsmandslovudvalg med professor, dr.jur. Bent Christensen som formand, og udvalget afgav i maj 1994 betænkning nr. 1272 med forslag til en helt ny ombudsmandslov. Folketingets formand sendte den 2. august 1994 betænkningen til udtalelse hos 46 ministerier, retspræsidenter, kommunale organisationer m.fl., og Præsidiets medlemmer fremsatte den 1. december 1994 lovforslag L 92 (1994-95), som Retsudvalget dog ikke nåede at færdigbehandle; udvalget afgav i stedet en beretning den 21. september 1995. Lovforslaget blev genfremsat uændret som L 57 den 2. november 1995, og efter Retsudvalgets betænkning af 14. maj 1996 blev det vedtaget ved 3. behandling den 31. maj 1996 med 107 stemmer mod 3 og stadfæstet som lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand med ikrafttræden 1. januar 1997. Loven gennemførte betænkningens hovedanbefaling i § 7, stk. 1 — »Ombudsmandens virksomhed omfatter alle dele af den offentlige forvaltning« — og ophævede dermed begrænsningerne over for kommunerne, ligesom beføjelsen til at pålægge tiltale eller disciplinærsag bortfaldt og blev afløst af kritik og henstillinger (§ 22), mens afvisnings- og egen drift-praksis (§§ 16-17) og inspektionsadgangen (§ 18) blev lovfæstet. Kun anbefalingen om forholdet til EU-retten blev holdt uden for lovteksten og i stedet fastholdt som en praksisforudsætning i lovforarbejderne. Loven er sidenhen ændret i 2005 (kommunalreformen), 2009 (frihedsberøvede på private institutioner) og 2012 (embedsperiode og børnekontor) og er konsolideret i lovbekendtgørelse nr. 349 af 22. marts 2013.
Hvad kommissionen har afgivet: resumé, hovedkonklusion og kapitlerne. Sidetallene åbner originalen på den pågældende side.
Udvalget undersøger behovet for en modernisering af ombudsmandsloven med særligt fokus på udvidelse af Folketingets Ombudsmands kompetence til at omfatte hele den kommunale forvaltning og organer i grænselandet mellem offentlig og privat sektor. Udvalget konkluderer, at ombudsmandens kontrol bør harmoniseres med anvendelsesområdet for de generelle forvaltningslove, og foreslår samtidig afskaffelse af ubrugte sanktionsbeføjelser samt indførelse af systematisk inspektion af fængsler.
Hver anbefaling holdt op mod hvad der faktisk skete: anbefalingen til venstre, gennemførelsen - med den konkrete retsakt - til højre.
Udvid ombudsmandens kompetence til at omfatte alle dele af den offentlige forvaltning, herunder den samlede kommunalbestyrelse og organer, der er omfattet af de generelle forvaltningslove.
§ 7, stk. 1, bestemmer, at »Ombudsmandens virksomhed omfatter alle dele af den offentlige forvaltning«, og den hidtidige lovs § 4, stk. 2, om begrænsninger over for kommunerne blev ikke videreført; kommunalbestyrelsen, udvalgene, borgmesteren, kommunale institutioner og kommunale fællesskaber efter styrelseslovens § 60 er dermed omfattet. Efter § 7, stk. 4, kan ombudsmanden desuden inddrage organer, der administrativt er henført under forvaltningsloven og offentlighedsloven.
Afskaf ombudsmandens beføjelse til at pålægge rejst tiltale eller disciplinærsag, og lovfæst i stedet, at resultatet af prøvelsen består i kritik, henstillinger og fremsættelse af opfattelsen af sagen.
Den hidtidige lovs beføjelse til at pålægge anklagemyndigheden at rejse tiltale eller en styrelse eller kommune at rejse disciplinærsag blev ikke videreført, da hele den tidligere lov blev ophævet ved § 31, stk. 2. I stedet fastslår § 22, at ombudsmanden kan fremsætte kritik, afgive henstillinger samt i øvrigt fremsætte sin opfattelse af en sag.
Indfør hjemmel for ombudsmanden til at iværksætte systematiske inspektioner af kriminalforsorgens anstalter under forudsætning af tilførsel af yderligere ressourcer.
§ 18 giver ombudsmanden hjemmel til at undersøge enhver institution, virksomhed og ethvert tjenestested under hans virksomhed, og § 19, stk. 4, giver adgang til at besigtige ethvert tjenestested og samtlige lokaler; som følge af den intensiverede fængselsinspektion blev retsplejelovens § 779 om amtsrådenes og Borgerrepræsentationens tilsyn med arresthusene samtidig ophævet. Ressourceforudsætningen — anslået 8-9 ekstra årsværk og ca. 2,8 mio. kr. årligt — blev i lovforslaget henvist til Folketingets budget for embedet.
Lovfæst ombudsmandens praksis vedrørende afvisning af klager, der ikke giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse, samt adgangen til egen drift-undersøgelser.
§ 16, stk. 1, lovfæster, at ombudsmanden selv afgør, om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse, og stk. 2, at en sag kan afsluttes uden forudgående høring af myndigheden, når klagen ikke giver anledning til kritik eller henstilling. § 17 lovfæster adgangen til at optage sager af egen drift og til at gennemføre generelle undersøgelser af en myndigheds sagsbehandling.
Præciser, at ombudsmanden bør udsætte stillingtagen i sager, hvor afgørende EU-retlige spørgsmål verserer for EF-Domstolen.
Ombudsmandsloven indeholder ingen bestemmelse om EU-retten; det fremgår udtrykkeligt af lovforslagets bemærkninger, at »lovforslaget indeholder derfor ingen bestemmelser, der særligt tager sigte på ombudsmandens anvendelse af EU-retten«. Princippet om, at ombudsmanden bør undlade at behandle eller udsætte sin stillingtagen, når et afgørende EU-retligt spørgsmål verserer for fællesskabsdomstolene — på linje med behandlingen af sager for danske domstole — blev i stedet fastholdt som en praksisforudsætning i lovforarbejderne.
Åbn kildenBetænkningens vej gennem systemet - fra kommissorium over høring og lovforslag til vedtagelse og ikrafttrædelse. Hver hændelse med dato og kilde.
Efter et notat fra Folketingets Ombudsmand til Retsudvalget i maj 1990 nedsatte Folketingets Præsidium den 3. oktober 1991 et sagkyndigt ombudsmandslovudvalg med professor, dr.jur. Bent Christensen som formand, og udvalget afgav i maj 1994 betænkning nr. 1272 med forslag til en helt ny ombudsmandslov. Folketingets formand sendte den 2. august 1994 betænkningen til udtalelse hos 46 ministerier, retspræsidenter, kommunale organisationer m.fl., og Præsidiets medlemmer fremsatte den 1. december 1994 lovforslag L 92 (1994-95), som Retsudvalget dog ikke nåede at færdigbehandle; udvalget afgav i stedet en beretning den 21. september 1995. Lovforslaget blev genfremsat uændret som L 57 den 2. november 1995, og efter Retsudvalgets betænkning af 14. maj 1996 blev det vedtaget ved 3. behandling den 31. maj 1996 med 107 stemmer mod 3 og stadfæstet som lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand med ikrafttræden 1. januar 1997. Loven gennemførte betænkningens hovedanbefaling i § 7, stk. 1 — »Ombudsmandens virksomhed omfatter alle dele af den offentlige forvaltning« — og ophævede dermed begrænsningerne over for kommunerne, ligesom beføjelsen til at pålægge tiltale eller disciplinærsag bortfaldt og blev afløst af kritik og henstillinger (§ 22), mens afvisnings- og egen drift-praksis (§§ 16-17) og inspektionsadgangen (§ 18) blev lovfæstet. Kun anbefalingen om forholdet til EU-retten blev holdt uden for lovteksten og i stedet fastholdt som en praksisforudsætning i lovforarbejderne. Loven er sidenhen ændret i 2005 (kommunalreformen), 2009 (frihedsberøvede på private institutioner) og 2012 (embedsperiode og børnekontor) og er konsolideret i lovbekendtgørelse nr. 349 af 22. marts 2013.
Folketingets Ombudsmand sendte i maj 1990 et notat til Folketingets Retsudvalg om behovet for en revision af ombudsmandsloven (lovbekendtgørelse nr. 642 af 17. september 1986) og af Folketingets instruks for ombudsmanden fra 1962. Notatet blev den konkrete anledning til, at Præsidiet igangsatte et lovforberedende udvalgsarbejde.
Folketingets Præsidium besluttede på møde den 3. oktober 1991 at nedsætte et sagkyndigt udvalg til overvejelse af ændringer i reglerne om ombudsmanden.
Udvalget blev endeligt udpeget med 11 medlemmer indstillet af bl.a. Folketingets Ombudsmand, Den Danske Dommerforening, Indenrigs-, Justits- og Statsministeriet, Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen. Formand blev professor i forvaltningsret, dr.jur. Bent Christensen.
Ombudsmandslovudvalget afsluttede sit arbejde og afgav betænkning nr. 1272/1994 med forslag til en helt ny lov om Folketingets Ombudsmand, herunder udvidelse af kompetencen til alle dele af den offentlige forvaltning.
Folketingets formand anmodede den 2. august 1994 46 ministerier, retspræsidenter, kommunale organisationer, Advokatrådet, Folketingets Ombudsmand og faglige organisationer om en udtalelse over ombudsmandslovudvalgets betænkning.
Medlemmerne af Folketingets Præsidium fremsatte forslag til lov om Folketingets Ombudsmand som L 92 i folketingsåret 1994-95. Forslaget byggede direkte på betænkning nr. 1272/1994.
Efter 1. behandling den 9. december 1994 blev lovforslaget henvist til Retsudvalget (Folketingets forhandlinger sp. 1280 og 1606).
Retsudvalget afgav den 21. september 1995 en beretning (Folketingstidende, tillæg B sp. 1128) i stedet for en betænkning. Udvalget ville arbejde videre med bl.a. kommunespørgsmålet, forholdet til kommunaltilsynet og afgrænsningen over for domstolslignende nævn, forudsat at lovforslaget blev fremsat på ny.
Præsidiets medlemmer Erling Olsen (S), Ivar Hansen (V), Henning Grove (KF), Margrete Auken (SF) og Kirsten Jacobsen (FP) genfremsatte lovforslaget uændret som L 57.
Lovforslaget blev 1.-behandlet den 15. november 1995 og henvist til Retsudvalget.
Retsudvalget afgav betænkning og indstillede lovforslaget til vedtagelse med ændringsforslag fra et flertal (udvalget med undtagelse af Enhedslisten). Betænkningen henviser udtrykkeligt til betænkning nr. 1272/1994 som grundlag og indeholder bl.a. ændringsforslag om at undtage Flygtningenævnet, beskytte betegnelsen »ombudsmand« og udsætte aktindsigt i foreløbige egen drift-dokumenter.
Lovforslaget blev 2.-behandlet den 23. maj 1996 og gik derefter direkte til 3. behandling.
Folketinget vedtog forslag til lov om Folketingets Ombudsmand med 107 stemmer (S, V, KF, SF, RV, FP, CD og DF) mod 3 (EL). Den vedtagne tekst er trykt i Folketingstidende, tillæg C, s. 775.
Loven blev stadfæstet den 12. juni 1996 som lov nr. 473 og afløste dermed den hidtidige ombudsmandslov. § 7, stk. 1, fastslår, at ombudsmandens virksomhed omfatter alle dele af den offentlige forvaltning.
Loven trådte i kraft den 1. januar 1997, jf. § 31. Samtidig blev den hidtidige ombudsmandslov (lovbekendtgørelse nr. 642 af 17. september 1986), instruksen for ombudsmanden fra 1962 og retsplejelovens § 779 om amtsrådenes og Borgerrepræsentationens tilsyn med arresthusene ophævet.
Ved lov nr. 556 af 24. juni 2005 blev ombudsmandsloven ændret som følge af kommunalreformen og med regler om lovens anvendelse på Færøerne og i Grønland.
Ved lov nr. 502 af 12. juni 2009 blev § 7 udvidet, så ombudsmandens virksomhed også omfatter frihedsberøvedes forhold på private institutioner, når frihedsberøvelsen sker på foranledning af en offentlig myndighed — bl.a. for at opfylde FN's torturprotokol — ligesom kompetencen over for halvoffentlige organer blev præciseret.
Ved lov nr. 568 af 18. juni 2012 blev der fastsat en embedsperiode for Folketingets ombudsmand, og der blev oprettet et børnekontor, hvorved § 7 tillige kom til at omfatte børns forhold på private institutioner m.v.
Ombudsmandsloven blev sammenskrevet i lovbekendtgørelse nr. 349 af 22. marts 2013, der er den gældende affattelse af den lov, betænkning nr. 1272/1994 gav anledning til.
De bestemmelser betænkningen behandler - loven til venstre, betænkningens behandling i midten og dens holdning til højre. Hold musen over §-referencen for at læse paragraffen.
Grundlaget: de love betænkningen citerer, de dokumenter den henviser til, og de begreber den definerer.
