Der bør ikke fastlåses én centraliseret model for koordinering af regional erhvervsfremme, men regionerne skal frit vælge mellem alternative samarbejdsmodeller såsom regionale erhvervsudviklingsprogrammer, centerdannelser eller selskabsdannelser under overholdelse af principperne om åbenhed, brugervenlighed og behovsstyret udbud.
Industriministeren nedsatte den 19. marts 1993 et udvalg om koordinering af lokal erhvervsfremme, fordi lov nr. 383 af 20. maj 1992 om kommuners og amtskommuners deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter havde øget den lokale erhvervsfremmeaktivitet og dermed kravene til arbejdsdeling mellem amter, kommuner, TIC'er og øvrige aktører. Udvalget afgav i 1994 betænkning nr. 1262, der bevidst afviste at fastlåse organiseringen på én model og i stedet opstillede principper om åbenhed og gennemsigtighed, fokus på barrierer, brugervenlighed og behovsstyret udbud samt tre frivillige samarbejdsmodeller — regionale erhvervsudviklingsprogrammer, centerdannelser og selskabsdannelser. Betænkningen blev ikke udmøntet i et selvstændigt lovforslag; anbefalingerne skulle virke inden for den eksisterende rammelov og gennem Erhvervsudviklingsrådets administration af de statsligt medfinansierede programmer. Ved den lovpligtige revision i 1996-97 (L 20, fremsat 3. oktober 1996 og vedtaget 20. december 1996) blev det lagt til grund, at loven havde virket efter hensigten, at 25 regionale erhvervsudviklingsprogrammer var sat i gang med statslig medfinansiering, og at erhvervsknudepunkter var under etablering; med lov nr. 13 af 13. januar 1997 blev revisionsbestemmelsen ophævet, og den fleksible ramme blev permanent. Med kommunalreformen overtog lov nr. 602 af 24. juni 2005 om erhvervsfremme området — regionale vækstfora med erhvervsrepræsentanter og lovpligtige regionale erhvervsudviklingsstrategier — og 1992-loven blev ophævet pr. 1. januar 2007, mens erhvervsfremmeloven fra 2018 i dag samler indsatsen i én strategi for den decentrale erhvervsfremme under Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Hvad kommissionen har afgivet: resumé, hovedkonklusion og kapitlerne. Sidetallene åbner originalen på den pågældende side.
Udvalget om koordinering af lokal erhvervsfremme (Betænkning nr. 1262) undersøgtes baggrund for den stigende lokale erhvervsfremmeaktivitet efter loven om kommuners og amtskommuners deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter fra 1992. Udvalget analyserede udbuddet af rådgivning fra TIC’ere, DTI-filialer, kommuner og amter samt virksomhedernes efterspørgsel og identificerede behov for bedre arbejdsdeling og koordinering mellem aktørerne. Hovedkonklusionen er, at der ikke bør pålægges en ensartet national model for koordinering, men at regionerne selv bør vælge hensigtsmæssige samarbejdsformer baseret på lokale forhold.
Hver anbefaling holdt op mod hvad der faktisk skete: anbefalingen til venstre, gennemførelsen - med den konkrete retsakt - til højre.
Indfør klare principper for regional erhvervsfremme med fokus på åbenhed, gennemsigtighed, brugerfokus og behovsstyret udbud.
Principperne blev ikke fastsat som et selvstændigt regelsæt, men var rettet til Erhvervsudviklingsrådet og de regionale aktører som grundlag for vurderingen af statsligt medfinansierede programmer. Kravene om åbenhed og ikke-konkurrenceforvridning er dog forankret i lovgivningen — fra § 2 i lov nr. 383 af 20. maj 1992 over § 9, stk. 4 og 6, i lov nr. 602 af 24. juni 2005 til § 14, stk. 4 og 5, i den gældende lov om erhvervsfremme — mens brugerfokus og behovsstyret udbud fortsat er politiske pejlemærker uden selvstændig lovhjemmel.
Fremme frivilligt samarbejde og koordinering mellem kommuner, amter, TIC’ere og andre aktører uden at fastlåse organiseringen til én specifik model.
Anbefalingen frarådede at binde koordineringen til én model, og den blev fulgt: ved den lovpligtige revision i 1996-97 blev det lagt til grund, at rammeloven var tilstrækkelig rummelig og ikke krævede justeringer, hvorfor revisionsbestemmelsen blev ophævet og loven gjort permanent uden nogen påbudt organisationsform. Samtidig blev det frivillige samarbejde understøttet praktisk gennem erhvervsknudepunkterne fra 1996 med statslig medfinansiering fra Erhvervsudviklingsrådet.
Åbn kildenSikre, at erhvervslivet inddrages i udformningen af den regionale erhvervspolitik for at sikre tilpasning til brugerbehov.
Erhvervslivets inddragelse blev lovfæstet med erhvervsfremmeloven fra 2005, hvor regionale vækstfora skulle have 6 af 20 medlemmer fra erhvervslivet efter indstilling fra erhvervsorganisationer, og hvor erhvervsorganisationerne skulle høres om vækstforaenes antal og afgrænsning. I dag består Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse af en formand fra erhvervslivet og yderligere 6 medlemmer fra erhvervslivet, som fastlægger strategien for den decentrale erhvervsfremmeindsats.
Overvej etablering af regionale erhvervsudviklingsprogrammer som værktøj for at skabe overblik og arbejdsdeling.
Hjemlen til regionale erhvervsudviklingsprogrammer fandtes allerede i § 4 i 1992-loven, og værktøjet blev taget i brug i det omfang, betænkningen lagde op til: ved lovrevisionen i 1996-97 blev det oplyst, at to tredjedele af kommunerne var i gang med eller forberedte et program, og at Erhvervsudviklingsrådet havde medfinansieret 25 regionale erhvervsudviklingsprogrammer med 10,5 mio. kr. Programtankegangen er siden videreført som lovpligtig regional erhvervsudviklingsstrategi (2005) og som én samlet strategi for den decentrale erhvervsfremmeindsats (2018).
Betænkningens vej gennem systemet - fra kommissorium over høring og lovforslag til vedtagelse og ikrafttrædelse. Hver hændelse med dato og kilde.
Industriministeren nedsatte den 19. marts 1993 et udvalg om koordinering af lokal erhvervsfremme, fordi lov nr. 383 af 20. maj 1992 om kommuners og amtskommuners deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter havde øget den lokale erhvervsfremmeaktivitet og dermed kravene til arbejdsdeling mellem amter, kommuner, TIC'er og øvrige aktører. Udvalget afgav i 1994 betænkning nr. 1262, der bevidst afviste at fastlåse organiseringen på én model og i stedet opstillede principper om åbenhed og gennemsigtighed, fokus på barrierer, brugervenlighed og behovsstyret udbud samt tre frivillige samarbejdsmodeller — regionale erhvervsudviklingsprogrammer, centerdannelser og selskabsdannelser. Betænkningen blev ikke udmøntet i et selvstændigt lovforslag; anbefalingerne skulle virke inden for den eksisterende rammelov og gennem Erhvervsudviklingsrådets administration af de statsligt medfinansierede programmer. Ved den lovpligtige revision i 1996-97 (L 20, fremsat 3. oktober 1996 og vedtaget 20. december 1996) blev det lagt til grund, at loven havde virket efter hensigten, at 25 regionale erhvervsudviklingsprogrammer var sat i gang med statslig medfinansiering, og at erhvervsknudepunkter var under etablering; med lov nr. 13 af 13. januar 1997 blev revisionsbestemmelsen ophævet, og den fleksible ramme blev permanent. Med kommunalreformen overtog lov nr. 602 af 24. juni 2005 om erhvervsfremme området — regionale vækstfora med erhvervsrepræsentanter og lovpligtige regionale erhvervsudviklingsstrategier — og 1992-loven blev ophævet pr. 1. januar 2007, mens erhvervsfremmeloven fra 2018 i dag samler indsatsen i én strategi for den decentrale erhvervsfremme under Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Lov nr. 383 af 20. maj 1992 om kommuners og amtskommuners deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter gav kommuner og amtskommuner adgang til kollektive erhvervsudviklingsaktiviteter for alle virksomheder (§ 2) og til regionale erhvervsudviklingsprogrammer (§ 4). Den forventede vækst i lokal erhvervsfremme efter denne lov var den direkte anledning til, at udvalget bag betænkningen blev nedsat.
Industriministeren nedsatte et udvalg, der efter kommissoriet skulle komme med forslag til en klarere arbejdsdeling og bedre koordinering af den lokale erhvervsfremmeindsats og rådgivning over for virksomhederne — herunder vurdere udbuddet af offentlige serviceydelser i forhold til det samlede marked for virksomhedsrådgivning og belyse samarbejdet mellem kommuner, amter og TIC'erne.
Erhvervsudviklingsrådet godkendte de nye rammevedtægter for de teknologiske informationscentre (TIC) efter indstilling fra repræsentantskabet. TIC-nettet var en af de centrale regionale aktører, hvis samarbejdsflader udvalget skulle vurdere, og vedtægterne fastslog, at den regionale koordinering skulle tilpasses de regionale betingelser og ikke ske efter faste modeller.
Udvalget afgav betænkning nr. 1262, udgivet af Industri- og Samordningsministeriet. Betænkningen opstiller fire grundlæggende principper for regional erhvervsfremme (åbenhed og gennemsigtighed, fokus på barrierer, et brugervenligt system og et behovsstyret udbud) og tre alternative, frivillige samarbejdsmodeller — regionale erhvervsudviklingsprogrammer, centerdannelser og selskabsdannelser — men afviser udtrykkeligt at fastlåse organiseringen på én model.
Der blev iværksat en forsøgsordning med regionale erhvervsknudepunkter, der skulle være forum for drøftelse mellem kommuner, amter og regionale arbejdsmarkedsråd om koordinering af den regionale erhvervs- og arbejdsmarkedspolitik. Erhvervsudviklingsrådet afsatte foreløbig 5 mio. kr. til medfinansiering af igangsætningen.
Erhvervsministeren (Mimi Jakobsen) fremsatte L 20 om ændring af lov om kommuners og amtskommuners deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter som led i den lovpligtige revision i folketingsåret 1996-97. Bemærkningerne konkluderer, at loven har virket efter hensigten og er så rummelig, at den kan danne ramme om nye instrumenter, og at 25 regionale erhvervsudviklingsprogrammer var medfinansieret med 10,5 mio. kr., mens to tredjedele af kommunerne deltog i eller forberedte et program.
Folketinget vedtog L 20 ved tredjebehandlingen. Revisionsbestemmelsen i § 6 blev ophævet, uden at der blev indført en bestemt organisationsmodel for den regionale koordinering.
Ændringsloven ophævede revisionsbestemmelsen og gjorde rammeloven om kommuners og amtskommuners deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter permanent. Dermed blev den fleksible, frivillige ramme, som betænkningen forudsatte, videreført uden krav om én bestemt samarbejdsmodel.
Med kommunalreformen blev den regionale erhvervsfremme nyorganiseret: regionale vækstfora med 6 af 20 medlemmer fra erhvervslivet (§ 11) fik til opgave at udarbejde en regional erhvervsudviklingsstrategi (§ 10), og erhvervsudviklingsaktiviteter skulle være til gavn for en åben kreds af erhvervslivet og måtte ikke virke konkurrenceforvridende (§ 9, stk. 4 og 6).
Efter ikrafttrædelsesbekendtgørelse nr. 1208 af 12. december 2005 trådte hovedparten af lov om erhvervsfremme i kraft den 1. januar 2007, og samtidig blev lov om kommuners og amtskommuners deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter (jf. lovbekendtgørelse nr. 126 af 6. marts 1996) ophævet.
Lov nr. 1518 af 18. december 2018 samlede den decentrale erhvervsfremme under Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, der formulerer én strategi for den decentrale erhvervsfremmeindsats, og oprettede tværkommunale erhvervshuse. Kommunernes erhvervsfremmeaktiviteter skal ligge inden for strategien, være bredt tilgængelige for virksomhederne og må ikke virke konkurrenceforvridende.
Grundlaget: de love betænkningen citerer, de dokumenter den henviser til, og de begreber den definerer.
