Asylsagsbehandlingen kan effektiviseres væsentligt gennem lovmæssige ændringer, der begrænser asylansøgeres adgang til at udskyde udsendelse via gentagne genoptagelsesbegæringer og klager til Folketingets Ombudsmand uden reelt incitament.
Betænkning nr. 1249/1993 var 1. delbetænkning fra det udvalg, som justitsministeren nedsatte den 4. september 1992 efter tilsagn givet i forbindelse med lov nr. 482 af 24. juni 1992, og som blev ledet af højesteretsdommer Per Sørensen. Betænkningen blev afgivet den 7. juni 1993 og udmøntet meget direkte: Indenrigsministeriet tilkendegav i bemærkningerne til lovforslag L 214, at man i det hele kunne tiltræde udvalgets anbefalinger, og lovforslaget blev fremsat den 2. marts 1994, vedtaget den 17. maj 1994 med 105 stemmer mod 9 og stadfæstet som lov nr. 421 af 1. juni 1994 med ikrafttræden 1. juli 1994. Loven indsatte udlændingelovens § 33, stk. 4-7, om 10-dages fristen for humanitær opholdstilladelse, om at klager til Folketingets Ombudsmand som udgangspunkt ikke har opsættende virkning, og om at en genoptagelsesanmodning kun har opsættende virkning, hvis myndigheden bestemmer det — reglerne blev året efter udvidet til åbenbart grundløs-sager ved lov nr. 33 af 18. januar 1995 og suppleret af lov nr. 382 af 14. juni 1995 om Flygtningenævnets behandling af genoptagelsessager. Udvalgets overvejelser om at ophæve den såkaldte nattereglen førte derimod ikke til noget forslag, og en egentlig begrænsning af selve adgangen til at anmode om genoptagelse blev bevidst fravalgt af retssikkerhedsmæssige grunde. Kernen i betænkningen står fortsat i loven i dag, hvor genoptagelsesreglen findes i udlændingelovens § 33 a, stk. 2 og stk. 3, nr. 1.
Hvad kommissionen har afgivet: resumé, hovedkonklusion og kapitlerne. Sidetallene åbner originalen på den pågældende side.
Udvalget blev nedsat for at undersøge mulighederne for effektivisering af asylsagsbehandlingen med henblik på at nedbringe sagsbehandlingstiden. Betænkningen analyserer sagsgangen hos politiet, Direktoratet for Udlændinge, Flygtningenævnet og Folketingets Ombudsmand samt proceduren for åbenbart grundløse ansøgninger og genoptagelse. Udvalget fremsætter en række konkrete forslag til ændringer i udlændingeloven og administrative procedurer, herunder begrænsning af opsættende virkning ved klager til ombudsmanden og stramning af reglerne for genoptagelse.
Hver anbefaling holdt op mod hvad der faktisk skete: anbefalingen til venstre, gennemførelsen - med den konkrete retsakt - til højre.
Indfør bestemmelse om, at begæring om genoptagelse ikke har opsættende virkning for udrejsefristen, medmindre myndigheden specifikt bestemmer det.
Udlændingelovens § 33, stk. 7, blev indsat med netop den ordlyd, betænkningen foreslog: en ansøgning om genoptagelse af en afgørelse efter § 7 eller § 9, stk. 2, nr. 2, har ikke opsættende virkning, medmindre den myndighed, der har truffet afgørelsen, bestemmer det, og aldrig efter udrejsefristens udløb. Reglen blev udvidet til åbenbart grundløs-sager ved lov nr. 33 af 18. januar 1995 og videreføres i dag i § 33 a, stk. 2 og stk. 3, nr. 1.
Åbn kildenUndlad fremover at tillægge klager til Folketingets Ombudsmand opsættende virkning for udrejsefristen i de fleste tilfælde.
Efter § 33, stk. 5, havde indbringelse af en enstemmig flygtningenævnsafgørelse for Folketingets Ombudsmand ikke opsættende virkning, og efter § 33, stk. 6, kunne opsættende virkning nægtes ved åbenlyst ubegrundede klager over afslag på humanitær opholdstilladelse; i begge tilfælde bortfaldt den opsættende virkning helt efter udrejsefristens udløb. Bestemmelserne blev skærpet ved lov nr. 33 af 18. januar 1995, og selv om § 33, stk. 5, 1. pkt., blev ophævet ved lov nr. 473 af 12. juni 1996, har en ombudsmandsklage fortsat ikke i sig selv opsættende virkning.
Åbn kildenOphæv 'nattereglen' i forbindelse med behandlingen af åbenbart grundløse asylansøgninger.
Udvalget drøftede i kapitel 11.4.2 en ophævelse af "nattereglen" — kravet fra 1985-loven om, at der skal gå en nat mellem asylansøgerens samtaler med Direktoratet for Udlændinge og Dansk Flygtningehjælp — men fandt, at reglen ikke udgjorde noget praktisk problem, og stillede ikke forslag om ophævelse. Spørgsmålet indgik derfor hverken i lov nr. 421 af 1. juni 1994 eller i lov nr. 33 af 18. januar 1995, og nattereglen blev ikke ophævet som led i udmøntningen af betænkningen.
Åbn kildenBegræns adgangen til genoptagelse af afgørelser i Flygtningenævnet og Indenrigsministeriet.
Udvalget fandt udtrykkeligt, at der ikke burde indføres egentlige begrænsninger i den almindelige adgang til genoptagelse, og afviste bl.a. en regel om kun én genoptagelsesanmodning; adgangen til at bede om genoptagelse består derfor uændret. Begrænsningen skete i stedet indirekte, ved at genoptagelsesanmodninger mistede den opsættende virkning og afskæres helt efter udrejsefristens udløb (§ 33, stk. 7), og ved at Flygtningenævnets formand fra 1995 kunne afgøre genoptagelsesanmodninger alene og afskære nye bevismidler.
Åbn kildenIndfør frister for indgivelse af ansøgninger om humanitær opholdstilladelse og klager til Folketingets Ombudsmand.
Der blev indført den af udvalget foreslåede frist på 10 dage for at indgive ansøgning om humanitær opholdstilladelse efter Flygtningenævnets afslag, hvis ansøgningen skal give ret til at blive i landet, og en klage til Folketingets Ombudsmand skulle indgives inden udrejsefristens udløb for at have opsættende virkning. Fristoverskridelse afskærer ikke realitetsbehandlingen, kun den opsættende virkning, og fristerne blev udvidet til åbenbart grundløs-sager ved lov nr. 33 af 18. januar 1995.
Åbn kildenBetænkningens vej gennem systemet - fra kommissorium over høring og lovforslag til vedtagelse og ikrafttrædelse. Hver hændelse med dato og kilde.
Betænkning nr. 1249/1993 var 1. delbetænkning fra det udvalg, som justitsministeren nedsatte den 4. september 1992 efter tilsagn givet i forbindelse med lov nr. 482 af 24. juni 1992, og som blev ledet af højesteretsdommer Per Sørensen. Betænkningen blev afgivet den 7. juni 1993 og udmøntet meget direkte: Indenrigsministeriet tilkendegav i bemærkningerne til lovforslag L 214, at man i det hele kunne tiltræde udvalgets anbefalinger, og lovforslaget blev fremsat den 2. marts 1994, vedtaget den 17. maj 1994 med 105 stemmer mod 9 og stadfæstet som lov nr. 421 af 1. juni 1994 med ikrafttræden 1. juli 1994. Loven indsatte udlændingelovens § 33, stk. 4-7, om 10-dages fristen for humanitær opholdstilladelse, om at klager til Folketingets Ombudsmand som udgangspunkt ikke har opsættende virkning, og om at en genoptagelsesanmodning kun har opsættende virkning, hvis myndigheden bestemmer det — reglerne blev året efter udvidet til åbenbart grundløs-sager ved lov nr. 33 af 18. januar 1995 og suppleret af lov nr. 382 af 14. juni 1995 om Flygtningenævnets behandling af genoptagelsessager. Udvalgets overvejelser om at ophæve den såkaldte nattereglen førte derimod ikke til noget forslag, og en egentlig begrænsning af selve adgangen til at anmode om genoptagelse blev bevidst fravalgt af retssikkerhedsmæssige grunde. Kernen i betænkningen står fortsat i loven i dag, hvor genoptagelsesreglen findes i udlændingelovens § 33 a, stk. 2 og stk. 3, nr. 1.
I forbindelse med ændringen af udlændingeloven i sommeren 1992 (lov nr. 482 af 24. juni 1992) gav justitsministeren tilsagn om at nedsætte et udvalg, der skulle overveje yderligere effektivisering af asylsagsbehandlingen. Kommissoriet blev udstedt den 1. juli 1992.
Justitsministeren nedsatte udvalget — i lovforarbejderne omtalt som Per Sørensen-udvalget. Ministeren anmodede den 12. august 1992 udvalget om også at inddrage spørgsmålet om frihedsberøvelse af asylansøgere i arbejdet.
Ressortansvaret for udlændingeområdet blev flyttet fra Justitsministeriet til Indenrigsministeriet, som derfor blev modtager af udvalgets betænkninger og ansvarlig for udmøntningen.
Udvalget afgav sin 1. delbetænkning om effektivisering af asylsagsbehandlingen med forslag om bl.a. afskæring af opsættende virkning ved genoptagelsesbegæringer og klager til Folketingets Ombudsmand, en frist for ansøgning om humanitær opholdstilladelse og adgang for Flygtningenævnet til at nægte beskikkelse af en bestemt advokat.
Samme udvalg afgav 2. delbetænkning om bl.a. Flygtningenævnets sammensætning, kompetencen til humanitær opholdstilladelse og nævnets behandling af genoptagelsesbegæringer. Forslagene blev behandlet sammen med 1. delbetænkning i det efterfølgende lovforslag.
Indenrigsminister Birte Weiss fremsatte L 214 om ændring af udlændingeloven m.v. (effektivisering af asylsagsbehandlingen, isolation og brev- og besøgskontrol over for frihedsberøvede udlændinge m.v.). Bemærkningerne bygger udtrykkeligt på betænkning nr. 1249/1993 og nr. 1265/1994, og Indenrigsministeriet tilkendegav at kunne tiltræde udvalgets anbefalinger og forslag i det hele.
Lovforslaget blev førstebehandlet i Folketinget og henvist til Retsudvalget.
Retsudvalget afgav betænkning over lovforslaget (Folketingstidende 1993-94, Tillæg B, s. 1257).
Lovforslaget blev andenbehandlet og gik direkte over til 3. behandling.
Folketinget vedtog lovforslaget med 105 stemmer (S, KF, V, FP, CD, RV og KRF) mod 9 (SF).
Loven indsatte bl.a. udlændingelovens § 33, stk. 4-7, om 10-dages frist for ansøgning om humanitær opholdstilladelse, om at klager til Folketingets Ombudsmand ikke har opsættende virkning ved enstemmige nævnsafgørelser eller efter udrejsefristens udløb, og om at en genoptagelsesanmodning ikke har opsættende virkning, medmindre den besluttende myndighed bestemmer det. Loven ændrede desuden Flygtningenævnets sammensætning og indførte § 55, stk. 2, om advokatbeskikkelse.
Loven trådte i kraft den 1. juli 1994. Reglerne om Flygtningenævnets sammensætning fandt ikke anvendelse på sager, der allerede var berammet.
Indenrigsministeren fremsatte L 85, hvis bemærkninger udtrykkeligt henviser til betænkning nr. 1249 og udvider betænkningens efterbehandlingsregler til også at gælde sager afgjort efter åbenbart grundløs-proceduren.
Folketinget vedtog lovforslaget med 105 stemmer (S, V, KF, FP, RV og CD) mod 15 (SF og EL) efter 1. behandling den 6. december 1994, udvalgsbetænkning den 13. december 1994 og 2. behandling den 15. december 1994.
Loven nyaffattede udlændingelovens § 33, stk. 4-7, så fristerne og afskæringen af opsættende virkning for genoptagelsesanmodninger, ansøgninger om humanitær opholdstilladelse og klager til Folketingets Ombudsmand også omfattede sager afgjort efter åbenbart grundløs-proceduren. Loven trådte i kraft den 1. februar 1995.
Udmøntningen af udvalgets 2. og 3. delbetænkning gav bl.a. Flygtningenævnets formand adgang til at afgøre anmodninger om genoptagelse alene, når der ikke er grund til at antage, at nævnet vil ændre sin afgørelse (§ 53, stk. 6), og til at afskære bevismidler i genoptagelsessager (§ 54, stk. 2).
Ved lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand blev udlændingelovens § 33, stk. 5, 1. pkt., om enstemmige flygtningenævnsafgørelser ophævet. Klager til Ombudsmanden har fortsat ikke i sig selv opsættende virkning for udrejsefristen.
Ved ændringen af udlændingeloven i juni 2020 (lovforslag L 189, folketingsåret 2019-20) blev reglerne om processuelt ophold og opsættende virkning flyttet til §§ 33 a og 33 b. Betænkningens genoptagelsesregel videreføres i § 33 a, stk. 2 og stk. 3, nr. 1.
De bestemmelser betænkningen behandler - loven til venstre, betænkningens behandling i midten og dens holdning til højre. Hold musen over §-referencen for at læse paragraffen.
Grundlaget: de love betænkningen citerer, de dokumenter den henviser til, og de begreber den definerer.
