Der bør indføres en selvstændig lov om miljøerstatning med objektive ansvar for drift af særligt farlige eller forurenende virksomheder suppleret med krav om obligatorisk forsikring.
Justitsministeriet nedsatte i august 1986 Udvalget om erstatning for miljøskader (Miljøerstatningsudvalget), som den 30. juni 1992 afgav betænkning nr. 1237/1992 med udkast til en selvstændig lov om miljøerstatning. Efter høring over betænkningen og en undersøgelse af de erhvervsøkonomiske konsekvenser fremsatte justitsminister Erling Olsen den 9. december 1993 lovforslag L 123, som Folketinget vedtog uændret ved 3. behandling den 22. marts 1994; loven blev stadfæstet som lov nr. 225 af 6. april 1994 om erstatning for miljøskader og trådte i kraft 1. juli 1994. Loven gennemførte betænkningens kerne: objektivt ansvar i § 3 for forurening fra de erhvervsmæssige og offentlige aktiviteter, der er opregnet i lovens bilag (§ 1), samt en særlig forældelsesordning med en absolut 30-årig frist (§ 6). Derimod fulgte Justitsministeriet ikke betænkningens forslag om obligatorisk ansvarsforsikring — der blev ikke påvist et akut behov, og en forsikringspligt er fortsat ikke indført i dansk ret. Loven indeholder heller ikke regler om miljøorganisationers søgsmålskompetence, og kredsen af omfattede virksomheder blev indsnævret fra udkastets ca. 50.000 til ca. 24.000, bl.a. ved at antallet af omfattede landbrugsejendomme faldt fra ca. 26.000 til ca. 600. Ved lov nr. 523 af 6. juni 2007 blev § 6 nyaffattet, så den korte frist følger forældelsesloven, mens den 30-årige absolutte frist er bevaret.
Hvad kommissionen har afgivet: resumé, hovedkonklusion og kapitlerne. Sidetallene åbner originalen på den pågældende side.
Udvalget undersøger behovet for en samlet og objektiv erstatningsretlig ordning for miljøskader, idet den gældende culparegel og fragmenterede lovgivning vurderes utilstrækkelige til at sikre retfærdig kompensation og forebyggelse. Betænkningen fremsætter et konkret lovudkast til en 'lov om miljøerstatning', der indfører objektive ansvar for særligt farlige eller forurenende virksomheder samt obligatorisk ansvarsforsikring. Udvalget konkluderer, at det er nødvendigt at afgrænse ansvaret til en administrativt fastsat liste over aktiviteter og inddrage miljøorganisationers søgsmålskompetence i visse tilfælde.
Hver anbefaling holdt op mod hvad der faktisk skete: anbefalingen til venstre, gennemførelsen - med den konkrete retsakt - til højre.
Indfør en ny lov om miljøerstatning, der erstatter den nuværende culparegel med objektive ansvar for udvalgte erhvervsdrivende.
Anbefalingen blev udmøntet med en selvstændig lov, hvis § 3 pålægger den, der som led i en erhvervsmæssig eller offentlig aktivitet anført i lovens bilag forårsager en forurening, at erstatte skaden uden krav om fejl eller forsømmelser. De almindelige erstatningsregler, herunder culpareglen, gælder fortsat ved siden af loven for alle andre, jf. § 7.
Afgræns det objektive ansvar til virksomheder på en liste over særligt farlige eller forurenende aktiviteter, som kan justeres administrativt.
Listemodellen blev gennemført, idet § 1 afgrænser loven til de aktiviteter, der er opregnet i lovens bilag, men listen er en del af selve loven og kan kun ændres ved lov — bilagets afsnit J blev således ændret ved lov nr. 552 af 24. juni 2005. Kredsen blev desuden indsnævret i forhold til udvalgets udkast, så loven omfattede ca. 24.000 virksomheder mod udkastets ca. 50.000, og antallet af omfattede landbrugsejendomme faldt fra ca. 26.000 til ca. 600.
Indfør krav om obligatorisk ansvarsforsikring for de omfattede virksomheder for at sikre dækning af erstatningskrav.
Justitsministeriet fandt, at en ordning med generelle regler om erstatningsansvar for miljøskader ikke for tiden burde indeholde regler om obligatorisk ansvarsforsikring som foreslået i betænkningen, bl.a. fordi undersøgelsen af de økonomiske konsekvenser ikke påviste et akut behov, og fordi Dansk Industri havde udtalt sig imod. Loven indeholder derfor ingen forsikringspligt, og der er sidenhen ikke indført lovpligtig miljøansvarsforsikring; dækningen beror på frivillige forsikringsordninger, herunder gennem Dansk Pool for Miljøansvarsforsikring.
Åbn kildenTilgodese miljøorganisationers adgang til at gøre krav gældende vedrørende skader på almenne goder (søgsmålskompetence).
Loven indeholder ikke særlige regler om søgsmålskompetence; et flertal i Miljøerstatningsudvalget fandt, at der ikke burde indføres en udvidet adgang for miljøorganisationer til at kræve erstatning, og Justitsministeriet tiltrådte dette. Retsstillingen beror derfor fortsat på det almindelige rådighedskriterium, idet lovens § 2, nr. 4, dog giver ret til erstatning for rimelige omkostninger til afværgelse, forebyggelse og genopretning inden for den erstatningsretligt værnede personkreds.
Åbn kildenFastlægge specifikke forældelsesfrister tilpasset miljøskaders karakteristika.
Loven fik en særlig forældelsesordning: en 5-årig frist regnet fra skadelidtes kendskab til skaden og skadevolderen, suppleret af en absolut frist på 30 år fra den skadevoldende hændelse — en forlængelse i forhold til den dagældende 20-årige frist, begrundet i at miljøskader ofte først viser sig efter mange år. Ved lov nr. 523 af 6. juni 2007 blev den korte frist erstattet af forældelseslovens almindelige regler, mens den særlige 30-årige absolutte frist fortsat gælder efter § 6, stk. 2.
Betænkningens vej gennem systemet - fra kommissorium over høring og lovforslag til vedtagelse og ikrafttrædelse. Hver hændelse med dato og kilde.
Justitsministeriet nedsatte i august 1986 Udvalget om erstatning for miljøskader (Miljøerstatningsudvalget), som den 30. juni 1992 afgav betænkning nr. 1237/1992 med udkast til en selvstændig lov om miljøerstatning. Efter høring over betænkningen og en undersøgelse af de erhvervsøkonomiske konsekvenser fremsatte justitsminister Erling Olsen den 9. december 1993 lovforslag L 123, som Folketinget vedtog uændret ved 3. behandling den 22. marts 1994; loven blev stadfæstet som lov nr. 225 af 6. april 1994 om erstatning for miljøskader og trådte i kraft 1. juli 1994. Loven gennemførte betænkningens kerne: objektivt ansvar i § 3 for forurening fra de erhvervsmæssige og offentlige aktiviteter, der er opregnet i lovens bilag (§ 1), samt en særlig forældelsesordning med en absolut 30-årig frist (§ 6). Derimod fulgte Justitsministeriet ikke betænkningens forslag om obligatorisk ansvarsforsikring — der blev ikke påvist et akut behov, og en forsikringspligt er fortsat ikke indført i dansk ret. Loven indeholder heller ikke regler om miljøorganisationers søgsmålskompetence, og kredsen af omfattede virksomheder blev indsnævret fra udkastets ca. 50.000 til ca. 24.000, bl.a. ved at antallet af omfattede landbrugsejendomme faldt fra ca. 26.000 til ca. 600. Ved lov nr. 523 af 6. juni 2007 blev § 6 nyaffattet, så den korte frist følger forældelsesloven, mens den 30-årige absolutte frist er bevaret.
Justitsministeriet nedsatte Udvalget om erstatning for miljøskader (Miljøerstatningsudvalget). Efter kommissoriet skulle udvalget gennemgå den gældende retstilstand om erstatning for miljøskader, overveje behovet for generelle regler om erstatningsansvar og eventuelt udarbejde et lovudkast.
Medlemmer af Socialistisk Folkeparti genfremsatte beslutningsforslag B 11 om at pålægge regeringen at fremsætte lovforslag om erstatningsansvar for miljøskader. Forslaget blev ikke vedtaget, hvilket ifølge ordførertalerne navnlig skyldtes, at Folketinget ville afvente Miljøerstatningsudvalgets betænkning.
Miljøerstatningsudvalget afgav betænkning om erstatning for miljøskader med udkast til en selvstændig lov om miljøerstatning. Et stort flertal anbefalede objektivt ansvar for særligt farlige eller forurenende virksomheder opregnet på en bilagsliste, obligatorisk ansvarsforsikring for de omfattede virksomheder og en absolut forældelsesfrist på 30 år.
Justitsminister Erling Olsen fremsatte L 123, forslag til lov om erstatning for miljøskader. Lovforslaget var udarbejdet på grundlag af betænkning nr. 1237/1992, høringssvarene over betænkningen og en efterfølgende undersøgelse af de økonomiske, herunder erhvervsøkonomiske, konsekvenser af udvalgets lovudkast.
Et flertal i Retsudvalget indstillede lovforslaget til uændret vedtagelse, mens Det Konservative Folkeparti, Venstre og Fremskridtspartiet indstillede det til forkastelse. Socialistisk Folkeparti stillede ændringsforslag om at lade loven omfatte alle grundejere og om at oprette en miljøskadefond finansieret ved afgifter på forurenende virksomheder; ændringsforslagene blev ikke vedtaget.
Folketinget vedtog lovforslaget uændret ved 3. behandling. Den vedtagne lov indfører objektivt ansvar for forurening fra de erhvervsmæssige og offentlige aktiviteter, der er anført i lovens bilag.
Loven blev stadfæstet og kundgjort den 7. april 1994. Med loven fik Danmark for første gang en selvstændig, privatretlig lov om erstatningsansvar for miljøskader.
Loven trådte i kraft den 1. juli 1994 og gælder alene for skader, der forvoldes efter ikrafttrædelsen, jf. lovens § 9. Ansvar for forurening forvoldt før dette tidspunkt afgøres fortsat efter de almindelige erstatningsregler.
Ved lov nr. 523 af 6. juni 2007 om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. blev miljøskadeerstatningslovens § 6 nyaffattet med virkning fra 1. januar 2008. Erstatningskrav forældes herefter efter forældelsesloven — den korte frist gik fra 5 til 3 år — mens den særlige absolutte frist på 30 år fra den skadevoldende hændelse blev bevaret.
De bestemmelser betænkningen behandler - loven til venstre, betænkningens behandling i midten og dens holdning til højre. Hold musen over §-referencen for at læse paragraffen.
Grundlaget: de love betænkningen citerer, de dokumenter den henviser til, og de begreber den definerer.
