Udvalget fremlægger en række skitserede ændringsforslag til befordringsfradragsreglerne, men afgiver ingen egentlig indstilling eller anbefaling.
Skatteministeren nedsatte den 11. januar 1991 Udvalget vedrørende forbedring af befordringsfradragsreglerne, som i juni 1991 afgav betænkning nr. 1224 med et katalog af skitserede modeller — men uden egentlige indstillinger eller lovudkast. Forslagene blev udmøntet to år senere som led i skattereformen 1993: skatteminister Ole Stavad fremsatte den 19. maj 1993 L 285 om ændring af ligningsloven og personskatteloven (Befordring), hvis bemærkninger udtrykkeligt anfører, at forslaget bygger på betænkning nr. 1224/1991. Lovforslaget blev vedtaget uændret ved 3. behandling den 24. juni 1993 med 76 stemmer mod 53 og stadfæstet som lov nr. 482 af 30. juni 1993 med virkning fra indkomståret 1994. Loven gennemførte 60-dages-reglen og de objektive kriterier for erhvervsmæssig befordring i § 9 B, godtgørelsesmodellen i § 9, ophævelsen af særreglen for kørsel i egen bil i § 9 C, stk. 4, en bundgrænse på 24 km og regler om værdi af fri befordring. Udvalgets tanke om at ophæve § 9 D og erstatte fradraget med direkte sociale tilskud blev derimod ikke fulgt, og bestemmelsen består fortsat. 60-dages-reglen er siden justeret ved lov nr. 1063 af 12. december 1996 og lov nr. 1337 af 19. december 2008, mens bundgrænsen på 24 km og reglen om fri befordring fortsat står i ligningslovens § 9 C.
Hvad kommissionen har afgivet: resumé, hovedkonklusion og kapitlerne. Sidetallene åbner originalen på den pågældende side.
Udvalget blev nedsat for at analysere og forenkle de komplekse regler om befordringsfradrag i ligningslovens §§ 9 B, 9 C og 9 D med det formål at eliminere retsusikkerhed og administrative problemer. Betænkningen præsenterer et katalog over tekniske løsningsmodeller til ændring af fradragsreglerne samt reglerne for beskatning af fri befordring, men indeholder ingen endelige indstillinger eller konkrete lovudkast.
Hver anbefaling holdt op mod hvad der faktisk skete: anbefalingen til venstre, gennemførelsen - med den konkrete retsakt - til højre.
Erhvervsmæssig befordring bør afgrænses via objektive kriterier — befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage, befordring mellem arbejdspladser og befordring inden for samme arbejdsplads — så de komplicerede sondringer mellem fast og skiftende arbejdssted og mellem hoved- og biarbejdssted i ligningslovens § 9 B kan afskaffes.
Ligningslovens § 9 B blev nyaffattet med præcis de tre objektive kriterier og 60-dages-reglen, og de hidtidige sondringer om arbejdets karakter og skiftende arbejdssted bortfaldt. Reglen står fortsat i § 9 B, stk. 1-2, dog nu med en 12-måneders-ramme efter senere justeringer i 1996 og 2008.
Lønmodtageres ret til at fradrage de faktiske udgifter til erhvervsmæssig befordring bør ophæves og erstattes af en godtgørelsesmodel, hvor arbejdsgiveren kan udbetale skattefri befordringsgodtgørelse efter Ligningsrådets satser; udbetales der ingen godtgørelse, henvises lønmodtageren til det almindelige befordringsfradrag efter § 9 C, mens selvstændigt erhvervsdrivende fortsat kan fradrage udgiften.
Der blev indsat et udtrykkeligt forbud mod fradrag for befordringsudgifter omfattet af § 9 B, samtidig med at § 9, stk. 5, gjorde arbejdsgiverens godtgørelse skattefri inden for Ligningsrådets satser og henviste lønmodtagere uden godtgørelse til § 9 C. Modellen gælder fortsat — godtgørelsesreglen findes i dag i ligningslovens § 9 B, stk. 4, med en undtagelse for kundeopsøgende lønmodtagere med flere arbejdsgivere.
Særreglen om det særlige befordringsfradrag ved befordring i egen bil i ligningslovens § 9 C, stk. 4, bør reformeres eller ophæves, fordi de mange skønsprægede betingelser skaber retsusikkerhed, ulige behandling af skatteydere med samme befordringsmønster og et stort ressourceforbrug hos ligningsmyndighederne.
Særreglen for bilister blev ophævet helt, og bilister, der var fradragsberettigede i 1993, fik en overgangsordning med aftrappende kilometergrænser til og med 1997. Ligningsloven indeholder i dag ingen særregel om fradrag for kørsel i egen bil mellem hjem og arbejde.
Bundgrænsen for, hvornår befordringsfradrag efter standardreglerne kan foretages, bør hæves, og det interval, hvori der gives fradrag med Ligningsrådets normalsats, bør udvides, så der opnås en provenunær model med differentierede kilometersatser.
Bundgrænsen blev hævet fra 20 til 24 km pr. arbejdsdag, og grænsen for fradrag med den fulde normalsats blev hævet fra 54 til 100 km, hvorover fradraget beregnes med en reduceret sats. Bundgrænsen på 24 km står fortsat uændret i ligningslovens § 9 C, stk. 2, mens satsintervallet siden er hævet til 120 km.
Der bør gennemføres regler om beskatning af hidtil ubeskattede former for fri befordring, når lønmodtagerens befordring betales af arbejdsgiveren — herunder frikort og fælleskørsel — efter en af de to skitserede modeller.
Der blev indført en regel om værdi af fri befordring, men i den lempeligste af de skitserede modeller: beskatningen indtræder kun, hvis den skattepligtige har foretaget befordringsfradrag, og udgør netop et beløb svarende til fradraget for den strækning, hvor der er fri befordring. Arbejdsgiverbetalt befordring beskattes altså ikke som et selvstændigt gode efter sin værdi, men neutraliserer alene fradraget — en model, der fortsat gælder i § 9 C, stk. 7, og siden er udvidet til bl.a. fagforenings- og a-kassebetalt befordring.
Ligningslovens § 9 D om fradrag for faktiske befordringsudgifter for invalide og kronisk syge bør ophæves, og støtten i stedet ydes som direkte sociale tilskud, så skattemyndighederne ikke skal foretage lægelige vurderinger.
Befordringsreformen i 1993 rørte ikke ved § 9 D, og bestemmelsen består fortsat som en skatteregel: personer med varigt nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom kan fradrage normal befordringsudgift ud over 2.000 kr. samt merudgiften herudover. Der er ikke gennemført en ordning, der flytter støtten fra skattesystemet til direkte sociale tilskud.
Betænkningens vej gennem systemet - fra kommissorium over høring og lovforslag til vedtagelse og ikrafttrædelse. Hver hændelse med dato og kilde.
Skatteministeren nedsatte den 11. januar 1991 Udvalget vedrørende forbedring af befordringsfradragsreglerne, som i juni 1991 afgav betænkning nr. 1224 med et katalog af skitserede modeller — men uden egentlige indstillinger eller lovudkast. Forslagene blev udmøntet to år senere som led i skattereformen 1993: skatteminister Ole Stavad fremsatte den 19. maj 1993 L 285 om ændring af ligningsloven og personskatteloven (Befordring), hvis bemærkninger udtrykkeligt anfører, at forslaget bygger på betænkning nr. 1224/1991. Lovforslaget blev vedtaget uændret ved 3. behandling den 24. juni 1993 med 76 stemmer mod 53 og stadfæstet som lov nr. 482 af 30. juni 1993 med virkning fra indkomståret 1994. Loven gennemførte 60-dages-reglen og de objektive kriterier for erhvervsmæssig befordring i § 9 B, godtgørelsesmodellen i § 9, ophævelsen af særreglen for kørsel i egen bil i § 9 C, stk. 4, en bundgrænse på 24 km og regler om værdi af fri befordring. Udvalgets tanke om at ophæve § 9 D og erstatte fradraget med direkte sociale tilskud blev derimod ikke fulgt, og bestemmelsen består fortsat. 60-dages-reglen er siden justeret ved lov nr. 1063 af 12. december 1996 og lov nr. 1337 af 19. december 2008, mens bundgrænsen på 24 km og reglen om fri befordring fortsat står i ligningslovens § 9 C.
Skatteministeren nedsatte den 11. januar 1991 et udvalg, der skulle analysere og forenkle de komplicerede regler om befordringsfradrag i ligningslovens §§ 9 B, 9 C og 9 D med henblik på at fjerne retsusikkerhed og administrative problemer. Udvalget bestod af repræsentanter for skattemyndighederne, erhvervslivet og kommunerne.
Udvalget afgav i juni 1991 betænkning nr. 1224 med et katalog af skitserede løsningsmodeller — objektive kriterier for erhvervsmæssig befordring, en godtgørelsesmodel i stedet for lønmodtagerfradrag, reform af særreglen for kørsel i egen bil, hævet bundgrænse og differentierede km-satser, ophævelse af § 9 D samt beskatning af fri befordring. Betænkningen indeholdt ingen endelige indstillinger eller lovudkast.
Skatteminister Ole Stavad fremsatte den 19. maj 1993 L 285 – Forslag til lov om ændring af ligningsloven og personskatteloven (Befordring) som ét af de 23 lovforslag (L 283-305) i skattereformen 1993. Af de almindelige bemærkninger fremgår udtrykkeligt, at forslaget bygger på betænkning nr. 1224/1991 og de overvejelser, der er anført i betænkningen.
Lovforslaget blev førstebehandlet i Folketinget den 25. maj 1993 sammen med de øvrige skattereformforslag og blev derefter henvist til Skatteudvalget.
Skatteudvalget afgav den 18. juni 1993 betænkning over lovforslaget (Folketingstidende Tillæg B, sp. 2353). Udvalgsbehandlingen ændrede ikke lovforslagets indhold — den vedtagne lovtekst er identisk med det fremsatte forslag.
Lovforslaget blev andenbehandlet den 22. juni 1993 og henvist til fornyet behandling i Skatteudvalget, som samme dag afgav tillægsbetænkning (Folketingstidende Tillæg B, sp. 3203).
Folketinget vedtog den 24. juni 1993 lovforslaget med 76 stemmer (S, SF, CD, RV og KRF) mod 53 (KF, V og FP).
Loven om ændring af ligningsloven og personskatteloven (Befordring) blev stadfæstet den 30. juni 1993. Den nyaffattede ligningslovens § 9 B med 60-dages-reglen, afskar lønmodtageres fradrag for faktiske udgifter til erhvervsmæssig befordring, ophævede særreglen om fradrag ved kørsel i egen bil i § 9 C, stk. 4, hævede bundgrænsen fra 20 til 24 km og indførte beskatning af fri befordring.
Loven fik virkning fra og med indkomståret 1994. For skattepligtige, der i 1993 var berettiget til fradrag efter den ophævede særregel for kørsel i egen bil, blev der fastsat en overgangsordning med gradvis aftrapning (130 km i 1994, 150 km i 1995, 170 km i 1996 og 190 km i 1997).
Med lov nr. 1063 af 12. december 1996 blev der i ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a, indsat »inden for de forudgående 24 måneder«, så 60-dages-perioden kun skulle opgøres to år tilbage. Ændringen skulle lette kontrollen med den skattefri befordringsgodtgørelse.
Perioden i ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a, blev nedsat fra 24 til 12 måneder, og der blev indsat en formodningsregel i et nyt stk. 3 for skattepligtige med et kørselsmønster, der gør det usandsynligt at overskride 60 dage ved samme arbejdsplads.
I svar af 19. august 2020 på Skatteudvalgets spørgsmål nr. 591 (alm. del) redegjorde skatteministeren for, at reglerne om skattefri befordringsgodtgørelse blev indført med skattereformen i 1993, og at det af forarbejderne fremgår, at reglerne bygger på betænkning nr. 1224/1991.
De bestemmelser betænkningen behandler - loven til venstre, betænkningens behandling i midten og dens holdning til højre. Hold musen over §-referencen for at læse paragraffen.
Grundlaget: de love betænkningen citerer, de dokumenter den henviser til, og de begreber den definerer.
