Udvalget anbefaler en helhedsorienteret strategi, hvor beskyttelsen af bevaringsværdige bygninger opprioriteres og integreres med den eksisterende frednings- og restaureringsindsats.
Betænkning nr. 1198 udsprang af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalgs beretning af 3. maj 1989, der efterlyste en samlet strategi for bygningsbevaringen; miljøministeren nedsatte derpå Bygningskulturudvalget den 7. juli 1989, og betænkningen »Bygningsbevaring« blev afgivet i juni 1990. Efter høringen valgte Planstyrelsen i 1991 at udskyde en revision af bygningsfredningsloven og i stedet udnytte de eksisterende instrumenter, bl.a. kommuneatlas efter SAVE-metoden, hvilket miljøministeren orienterede Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg om den 27. september 1991. Først med redegørelsen om kulturmiljøområdet i november 1995 og embedsmandsrapporten »Fredede og bevaringsværdige bygninger« fra oktober 1996 blev lovsporet genoptaget: L 166 blev fremsat den 19. februar 1997, vedtaget ved tredjebehandling den 30. maj 1997 og stadfæstet som lov nr. 428 af 10. juni 1997 med ikrafttræden 1. december 1997. Loven gennemførte kernen i betænkningen — lovens titel og anvendelsesområde blev udvidet til bevaring af bygninger og bymiljøer, alderskriteriet for fredning blev sat ned fra 100 til 50 år, et nyt kapitel om bevaringsværdige bygninger blev indsat, støtteordningerne blev samlet, Statens Bygningsfredningsfond nedlagt, og kommuneplanen kan nu angive bevaringsværdige bygninger. Arbejdsdelingen mellem myndighederne blev derimod bevidst fastholdt med statsligt ansvar for fredede og kommunalt ansvar for bevaringsværdige bygninger, og opfølgningen fortsatte med lov nr. 480 af 7. juni 2001 om styrkelse af kulturmiljøindsatsen og den systematiske fredningsgennemgang i lov nr. 474 af 7. maj 2010.
Hvad kommissionen har afgivet: resumé, hovedkonklusion og kapitlerne. Sidetallene åbner originalen på den pågældende side.
Bygningskulturudvalget blev nedsat af miljøministeren i juli 1989 for at vurdere den hidtidige frednings- og restaureringsindsats samt formulere en fremtidig strategi for det samlede bygningsbevaringsområde, herunder bevaringsværdige bygninger. Udvalget konkluderer, at indsatsen bør opprioriteres og integreres, således at fredningspolitikken ikke adskilles fra arbejdet med de ca. 300.000 bevaringsværdige bygninger. Betænkningen foreslår en styrket sammenhæng mellem kommunal planlægning og bygningsfredning samt en gennemgang af lovgivningen og myndighedsstrukturen.
Hver anbefaling holdt op mod hvad der faktisk skete: anbefalingen til venstre, gennemførelsen - med den konkrete retsakt - til højre.
Opprioriter indsatsen på hele bygningsbevaringsområdet, herunder de bevaringsværdige bygninger.
Loven ændrede titlen til lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer, nedsatte alderskriteriet for fredning fra 100 til 50 år og indførte et nyt kapitel 5 om bevaringsværdige bygninger samt støtte til bygningsarbejder på bevaringsværdige bygninger og til lokale bevaringsråd, jf. § 16, stk. 1, nr. 6 og 7. Opprioriteringen blev senere udbygget med lov nr. 480 af 7. juni 2001 og den systematiske fredningsgennemgang i lov nr. 474 af 7. maj 2010.
Integrer indsatsen på frednings- og restaureringsområdet med indsatsen i forhold til bevaringsværdige bygninger.
Fredning og bevaring blev samlet i én lov med ét fælles kapitel om »Støtte til fredede og bevaringsværdige bygninger«, hvor samme støtteordning dækker begge kategorier. Statens Bygningsfredningsfond blev nedlagt pr. 1. december 1997, og fondens midler og verserende sager overgik til ministeren, så de tidligere adskilte støtteordninger blev lagt sammen.
Styrk sammenhængen mellem kommunernes bevarende kommune- og lokalplanlægning og bygningsfredningspolitikken.
Kommuneplanen kan efter planloven udtrykkeligt angive bevaringsværdige bygninger, og bygningsfredningslovens § 17 knytter selve begrebet »bevaringsværdig bygning« til udpegning i kommuneplanen eller nedrivningsforbud i lokalplan, mens § 18 kobler nedrivningssager sammen med planlovens § 14-forbud. § 20, stk. 3, lovfæstede den statslige kortlægning og registrering af bevaringsværdier (kommuneatlas efter SAVE) til brug for kommunernes bevaringsplanlægning, og § 21 a gav i 2001 hjemmel til at pålægge kommunerne at udpege bevaringsværdige bygninger i kommuneplanen.
Vurdér og justér arbejdsdelingen mellem myndighederne på bygningsfrednings-, restaurerings- og bevaringsområdet.
Arbejdsdelingen blev vurderet i Planstyrelsens strategi fra 1991 og i embedsmandsrapporten fra 1996, men lovforslaget byggede udtrykkeligt på, at den gældende fordeling — statsligt ansvar for fredede bygninger og kommunalt ansvar for bevaringsværdige bygninger — var den rigtige og derfor skulle fastholdes. Justeringerne blev derfor afgrænsede: kapitel 8 om administration og rådgivning blev nyaffattet, Statens Bygningsfredningsfond nedlagt, en landsdækkende forening fik ret til at rejse fredningsforslag, og de regionale faglige kulturmiljøråd blev oprettet ved lov nr. 429 af 10. juni 1997 (ophævet igen ved kommunalreformen i 2005).
Indholdet angiver en 'Særudtalelse' på side 89, hvilket indikerer forekomst af mindretalsstandpunkter eller dissens inden for udvalget, selvom selve udtalelsens indhold ikke er gengivet i de medsendte uddrag.
Betænkningens vej gennem systemet - fra kommissorium over høring og lovforslag til vedtagelse og ikrafttrædelse. Hver hændelse med dato og kilde.
Betænkning nr. 1198 udsprang af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalgs beretning af 3. maj 1989, der efterlyste en samlet strategi for bygningsbevaringen; miljøministeren nedsatte derpå Bygningskulturudvalget den 7. juli 1989, og betænkningen »Bygningsbevaring« blev afgivet i juni 1990. Efter høringen valgte Planstyrelsen i 1991 at udskyde en revision af bygningsfredningsloven og i stedet udnytte de eksisterende instrumenter, bl.a. kommuneatlas efter SAVE-metoden, hvilket miljøministeren orienterede Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg om den 27. september 1991. Først med redegørelsen om kulturmiljøområdet i november 1995 og embedsmandsrapporten »Fredede og bevaringsværdige bygninger« fra oktober 1996 blev lovsporet genoptaget: L 166 blev fremsat den 19. februar 1997, vedtaget ved tredjebehandling den 30. maj 1997 og stadfæstet som lov nr. 428 af 10. juni 1997 med ikrafttræden 1. december 1997. Loven gennemførte kernen i betænkningen — lovens titel og anvendelsesområde blev udvidet til bevaring af bygninger og bymiljøer, alderskriteriet for fredning blev sat ned fra 100 til 50 år, et nyt kapitel om bevaringsværdige bygninger blev indsat, støtteordningerne blev samlet, Statens Bygningsfredningsfond nedlagt, og kommuneplanen kan nu angive bevaringsværdige bygninger. Arbejdsdelingen mellem myndighederne blev derimod bevidst fastholdt med statsligt ansvar for fredede og kommunalt ansvar for bevaringsværdige bygninger, og opfølgningen fortsatte med lov nr. 480 af 7. juni 2001 om styrkelse af kulturmiljøindsatsen og den systematiske fredningsgennemgang i lov nr. 474 af 7. maj 2010.
Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg afgav beretning over lovforslagene om ændring af lov om bygningsfredning og lov om kommuneplanlægning (L 145/146, 1988-89). Beretningen understregede behovet for en vurdering af den hidtidige frednings- og restaureringsindsats, en strategi for den fremtidige indsats og en opprioritering af sammenhængen mellem kommunernes bevarende planlægning og bygningsfredningspolitikken.
Miljøministeren nedsatte på baggrund af Folketingets beretning et Bygningskulturudvalg og udstedte kommissorium for udvalgets arbejde med en samlet strategi for bygningsfrednings- og bygningsbevaringsområdet.
Miljøministeren afholdt konferencen »Fortiden i fremtiden«, der samlede myndigheder, kommuner og bevaringsorganisationer om den fremtidige bygningskulturindsats og indgik i Bygningskulturudvalgets arbejdsgrundlag.
Efter offentliggørelsen blev betænkningen sendt i høring hos myndigheder, kommuner og organisationer. Høringssvarene indgik sammen med betænkningen i Planstyrelsens efterfølgende strategiarbejde på frednings- og bevaringsområdet.
Bygningskulturudvalget afgav betænkning nr. 1198 om bygningsbevaring til miljøministeren. Betænkningen anbefalede en opprioritering af hele bygningsbevaringsområdet og indeholdt konkrete forslag som nedsættelse af alderskriteriet for fredning fra 100 til 50 år, revision af fredningslisten, udførligt begrundede fredningsbeslutninger og oprettelse af kommunale byfonde.
På grundlag af betænkningen og høringssvarene udarbejdede Planstyrelsen i 1991 en strategi for den samlede frednings- og bevaringsindsats, som miljøministeren orienterede Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg om. Planstyrelsen anbefalede at afvente en revision af bygningsfredningsloven og i stedet udnytte de eksisterende instrumenter, bl.a. kommuneatlas efter SAVE-metoden.
Miljø- og energiministeren afgav redegørelse om kulturmiljøområdet (FT 1995-96, R 4), som Folketinget forhandlede den 17. januar 1996. Redegørelsen genoptog betænkningens temaer og blev det direkte grundlag for den lovrevision, der fulgte.
Et tværministerielt embedsmandsudvalg, nedsat i maj 1996 efter kulturmiljødebatten, afgav rapporten »Fredede og bevaringsværdige bygninger«. Rapporten kortlagde bygningernes tilstand og støttemulighederne og anbefalede bl.a. sammenlægning af Statens Bygningsfredningsfonds støtteordning med ministeriets samt lokale bevaringsfonde til bevaringsværdige bygninger.
Miljø- og energiminister Svend Auken fremsatte L 166 om ændring af lov om bygningsfredning og lov om planlægning (Offentlighed i frednings- og bevaringsarbejdet og støtte til fredede og bevaringsværdige bygninger m.v.). Lovforslagets bemærkninger redegør udtrykkeligt for betænkning nr. 1198 og dens anbefalinger.
Folketinget vedtog lovforslaget ved tredjebehandlingen. Loven udvidede bygningsfredningslovens titel og anvendelsesområde til også at omfatte bevaring af bygninger og bymiljøer, nedsatte alderskriteriet for fredning fra 100 til 50 år og indsatte et nyt kapitel 5 om bevaringsværdige bygninger.
Loven blev stadfæstet som lov nr. 428 af 10. juni 1997 om ændring af lov om bygningsfredning og lov om planlægning. Samtidig blev lov nr. 429 af 10. juni 1997 om regionale faglige kulturmiljøråd gennemført som led i samme kulturmiljøpakke.
Lov nr. 428 trådte i kraft, og Statens Bygningsfredningsfond blev nedlagt, idet ministeren indtrådte i fondens rettigheder og forpligtelser, så støtten til fredede og bevaringsværdige bygninger blev samlet i én ordning. Loven blev herefter bekendtgjort som lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer.
Bevaringssporet blev udbygget: ministeren fik hjemmel til selv at udpege bevaringsværdige bygninger (§ 19), til at pålægge kommunerne at udpege bevaringsværdige bygninger i kommuneplanen (§ 21 a), og ligningslovens § 15 K blev udvidet, så fradragsretten kan videreføres for bygninger, der efter ophævet fredning udpeges som bevaringsværdige.
Ved lov nr. 562 af 24. juni 2005 om ændring af museumsloven, bygningsfredningsloven m.fl. blev lov om regionale faglige kulturmiljøråd ophævet som led i udmøntningen af kommunalreformen, og opgavefordelingen på kulturarvsområdet blev tilpasset den nye kommunale struktur.
Med L 93 (2009-10) blev der indført en systematisk gennemgang af de fredede bygninger, hjemmel til fredning af landskabsarkitektoniske værker og justerede fradragsregler. Gennemgangen udmøntede betænkningens anbefaling om en revision af fredningslisten.
De bestemmelser betænkningen behandler - loven til venstre, betænkningens behandling i midten og dens holdning til højre. Hold musen over §-referencen for at læse paragraffen.
Grundlaget: de love betænkningen citerer, de dokumenter den henviser til, og de begreber den definerer.
