Retslægerådet skal fastholdes som sagkyndigt rådgivende organ uden afgørelseskompetence, men dets procedurale rammer skal styrkes gennem lovfæstede regler om inhabilitet, begrundelsespligt og adgang til udtalelser om generelle lægevidenskabelige spørgsmål.
Betænkning nr. 1196 udspringer af Folketingets behandling i februar 1988 af beslutningsforslag B 53 om ændring af lov om Retslægerådet: justitsministeren nedsatte den 9. september 1988 et udvalg, der skulle foretage en samlet revision af regelgrundlaget for rådets virksomhed, og udvalget afgav betænkningen den 4. april 1990. Udvalget delte sig i et flertal og et mindretal, og det eneste lovforslag, der byggede på betænkningen — L 75, fremsat af SF den 17. november 1995 — blev ikke vedtaget. Lov nr. 60 af 25. marts 1961 om Retslægerådet står derfor fortsat uændret, og den lovfæstelse af inhabilitet, begrundelsespligt og generelle udtalelser, som betænkningen anbefalede, er aldrig gennemført. Substansen blev i stedet udmøntet administrativt med bekendtgørelse nr. 1068 af 17. december 2001 om forretningsorden for Retslægerådet, der fra 1. januar 2002 afløste forretningsordenen af 20. april 1961 og indførte inhabilitetsregler med henvisning til forvaltningsloven (§§ 4-5), pligt til at vejlede den hørende myndighed om nødvendige yderligere oplysninger (§ 7) og udførlige krav til erklæringernes begrundelse (§ 8). Et forsøg på at genoptage revisionen med beslutningsforslag B 58 (2010-11) blev ikke vedtaget. Rammerne er siden justeret to gange: bekendtgørelse nr. 442 af 29. april 2024 gav formanden adgang til at udpege flere sagkyndige i den enkelte sag, og efter Højesterets kendelse af 10. januar 2025 om en sagkyndigs inhabilitet skærpede bekendtgørelse nr. 267 af 11. februar 2026 inhabilitetskravet til dommernormen i sager, hvor rådet udtaler sig til domstolene.
Hvad kommissionen har afgivet: resumé, hovedkonklusion og kapitlerne. Sidetallene åbner originalen på den pågældende side.
Udvalget undersøgte Retslægerådets organisation, arbejdsmetode og placering i forhold til andre myndigheder med henblik på en revision af lov om Retslægerådet. Flertallet konkluderede, at rådet bør fortsætte som et rent rådgivende organ uden afgørelseskompetence, og foreslog lovfæstelse af adgangen til udtalelser om generelle spørgsmål samt indførelse af udtrykkelige regler om inhabilitet og begrundelsespligt. Betænkningen indeholder et flertals- og et mindretalslovudkast.
Hver anbefaling holdt op mod hvad der faktisk skete: anbefalingen til venstre, gennemførelsen - med den konkrete retsakt - til højre.
Lovfæst Retslægerådets adgang til at afgive udtalelser om generelle lægevidenskabelige og farmaceutiske spørgsmål.
Lov nr. 60 af 25. marts 1961 om Retslægerådet er aldrig blevet ændret, og § 1 afgrænser fortsat rådets opgave til lægevidenskabelige og farmaceutiske skøn "i sager om enkeltpersoners retsforhold". Det eneste lovforslag, der ville lovfæste adgangen til generelle udtalelser — L 75 fra 1995-96 — blev ikke vedtaget, og hverken forretningsordenen fra 2001 eller de senere ændringer indeholder en sådan adgang.
Indfør udtrykkelige regler om inhabilitet i lov om Retslægerådet ved henvisning til forvaltningslovens bestemmelser.
Udtrykkelige inhabilitetsregler med henvisning til forvaltningsloven blev indført, men i forretningsordenen og ikke i loven: § 4 fastslår, at inhabilitet foreligger i samme tilfælde som nævnt i forvaltningsloven, og § 5 pålægger underretningspligt efter forvaltningslovens § 3, stk. 1. Lov om Retslægerådet indeholder fortsat ingen inhabilitetsbestemmelse, og reglen er efter Højesterets kendelse af 10. januar 2025 skærpet ved bekendtgørelse nr. 267 af 11. februar 2026 til dommernormen i retsplejeloven.
Fastlæg i loven, at Retslægerådets erklæringer skal ledsages af grunde, suppleret af retningslinjer for begrundelsens indhold i forretningsordenen.
Den anbefalede uddybning af begrundelseskravet blev gennemført i forretningsordenens § 8, hvorefter erklæringerne skal ledsages af en begrundelse med redegørelse for de faktiske oplysninger af væsentlig betydning, hovedhensynene bag skønnet, eventuel tvivl og eventuel uenighed blandt de voterende. Den anbefalede forankring i selve lov om Retslægerådet udeblev, da loven fra 1961 aldrig blev ændret; begrundelsespligten hvilede allerede før 2001 alene på forretningsordenen.
Beskik flere § 2, stk. 3-sagkyndige for at sikre en større kreds af specialister med fast tilknytning til rådet.
Kredsen af sagkyndige med tilknytning til Retslægerådet er siden udvidet betydeligt — rådets årsrapporter opgør omkring 200 tilknyttede sagkyndige, og årsberetningen for 2025 lister henved 170 sagkyndige fordelt på over 40 lægelige specialer. Anbefalingen blev dog aldrig forankret i regelgrundlaget, hvor § 2 i både loven og forretningsordenen uændret overlader antallet til ministerens skøn, og rådet oplyser fortsat om voksende vanskeligheder med at rekruttere sagkyndige voterende.
Åbn kildenIndsæt bestemmelse i forretningsordenen om, at rådet skal vejlede den hørende myndighed om nødvendige yderligere oplysninger, hvis det forelagte materiale er utilstrækkeligt.
Forretningsordenens § 7 pålægger rådet at meddele den hørende myndighed, hvilke yderligere oplysninger der vil være af betydning, hvis det skriftlige materiale ikke giver tilstrækkeligt grundlag, og samtidig tilkendegive, om oplysningerne bedst tilvejebringes ved nyt skriftligt materiale, ved forhandling med den tidligere erklærende læge eller ved rådets egen personundersøgelse. Bestemmelsen afløste 1961-forretningsordenens § 5, der i stedet forpligtede rådet til selv at lade den pågældende undersøge.
Et mindretal (Lisbeth Victor Hansen, Niels Arthur Hansen og Lars Adam Rehof) kritiserede flertallets syn på rådets rolle og proceduren. Mindretallet mente bl.a., at Retslægerådet reelt træffer afgørelser, og foreslog krav om personlig undersøgelse af den pågældende ved selvstændige udtalelser, samt at parternes ønske om inddragelse af udefrakommende ekspertise generelt bør efterkommes.
Betænkningens vej gennem systemet - fra kommissorium over høring og lovforslag til vedtagelse og ikrafttrædelse. Hver hændelse med dato og kilde.
Betænkning nr. 1196 udspringer af Folketingets behandling i februar 1988 af beslutningsforslag B 53 om ændring af lov om Retslægerådet: justitsministeren nedsatte den 9. september 1988 et udvalg, der skulle foretage en samlet revision af regelgrundlaget for rådets virksomhed, og udvalget afgav betænkningen den 4. april 1990. Udvalget delte sig i et flertal og et mindretal, og det eneste lovforslag, der byggede på betænkningen — L 75, fremsat af SF den 17. november 1995 — blev ikke vedtaget. Lov nr. 60 af 25. marts 1961 om Retslægerådet står derfor fortsat uændret, og den lovfæstelse af inhabilitet, begrundelsespligt og generelle udtalelser, som betænkningen anbefalede, er aldrig gennemført. Substansen blev i stedet udmøntet administrativt med bekendtgørelse nr. 1068 af 17. december 2001 om forretningsorden for Retslægerådet, der fra 1. januar 2002 afløste forretningsordenen af 20. april 1961 og indførte inhabilitetsregler med henvisning til forvaltningsloven (§§ 4-5), pligt til at vejlede den hørende myndighed om nødvendige yderligere oplysninger (§ 7) og udførlige krav til erklæringernes begrundelse (§ 8). Et forsøg på at genoptage revisionen med beslutningsforslag B 58 (2010-11) blev ikke vedtaget. Rammerne er siden justeret to gange: bekendtgørelse nr. 442 af 29. april 2024 gav formanden adgang til at udpege flere sagkyndige i den enkelte sag, og efter Højesterets kendelse af 10. januar 2025 om en sagkyndigs inhabilitet skærpede bekendtgørelse nr. 267 af 11. februar 2026 inhabilitetskravet til dommernormen i sager, hvor rådet udtaler sig til domstolene.
Kirsten Lee (RV), Bernhard Baunsgaard (RV), Marianne Jelved (RV), Dagmar Mørk Jensen (RV) og Niels Helveg Petersen fremsatte forslag til folketingsbeslutning om ændring af lov om Retslægerådet. Forslaget rejste bl.a. det retlige betænkelige i, at rådet skal tage stilling til kollegers virke, og blev den direkte anledning til, at Justitsministeriet siden nedsatte et udvalg om rådets regelgrundlag.
Folketinget behandlede første gang beslutningsforslaget om ændring af lov om Retslægerådet. Debatten om rådets arbejdsform og sammensætning førte til, at justitsministeren i stedet valgte at lade spørgsmålene undersøge i et lovforberedende udvalg.
Justitsministeren nedsatte ved skrivelse af 9. september 1988 et udvalg, der skulle gennemgå de gældende lovregler og administrative bestemmelser med henblik på en samlet revision af regelgrundlaget for Retslægerådets virksomhed.
Ved supplerende skrivelse af 30. december 1988 blev udvalgets opgave præciseret og udvidet, bl.a. i lyset af den nye klagesagsgang, som lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien indførte.
Udvalget afgav betænkning nr. 1196 om Retslægerådet. Udvalget delte sig i et flertal og et mindretal. Flertallet ville fastholde rådet som sagkyndigt rådgivende organ uden afgørelseskompetence, men styrke de procedurale rammer med lovfæstede regler om inhabilitet, begrundelsespligt og adgang til at udtale sig om generelle lægevidenskabelige spørgsmål; mindretallet fremlagde et selvstændigt forslag til ændring af loven.
Anne Baastrup (SF), Margrete Auken (SF), Steen Gade (SF) og Jørn Jespersen (SF) fremsatte et privat forslag til en helt ny lov om Retslægerådet — efter bemærkningerne inspireret af mindretallets forslag i betænkning nr. 1196/1990. Forslagets § 1, stk. 2, ville lovfæste adgangen til at udtale sig om generelle lægevidenskabelige og farmaceutiske spørgsmål. Lovforslaget blev ikke vedtaget.
Justitsministeriet udstedte bekendtgørelse nr. 1068 af 17. december 2001 om forretningsorden for Retslægerådet med hjemmel i § 4 i lov nr. 60 af 25. marts 1961. Bekendtgørelsen udmøntede betænkningens procedurale anbefalinger administrativt: §§ 4-5 om inhabilitet efter forvaltningsloven, § 7 om rådets pligt til at vejlede den hørende myndighed om nødvendige yderligere oplysninger og § 8 med udførlige krav til erklæringernes begrundelse.
Bekendtgørelse nr. 1068 af 17. december 2001 trådte i kraft, og forretningsorden nr. 97 af 20. april 1961 for Retslægerådet blev samtidig ophævet. Den gamle forretningsorden indeholdt hverken generelle inhabilitetsregler, vejledningspligt over for den hørende myndighed eller nærmere indholdskrav til begrundelsen.
Karen Hækkerup (S) m.fl. fremsatte forslag til folketingsbeslutning om at nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle vurdere, om Retslægerådets lovgrundlag var optimalt, og om habilitetsspørgsmål kunne håndteres bedre. Forslaget blev efter 1. behandling den 3. februar 2011 henvist til Retsudvalget, men blev ikke vedtaget.
Justitsministeriet sendte et udkast til ændring af forretningsordenen i høring med frist den 5. januar 2024. Udkastet skulle gøre det muligt at udpege supplerende sagkyndige, når rådet anmodes om en ny udtalelse på grundlag af nye lægelige oplysninger. Institut for Menneskerettigheder henviste i sit høringssvar til, at 2001-forretningsordenens regler om rådets oplysning af sagen blev til i forlængelse af betænkning nr. 1196/1990.
Ved bekendtgørelse nr. 442 af 29. april 2024 blev forretningsordenens § 3, stk. 1, udvidet, så formanden kan udpege flere medlemmer eller sagkyndige til at behandle en sag. Ændringen trådte i kraft den 15. maj 2024.
Højesteret fastslog i kendelse i sag BS-33979/2024-HJR, at en professor, der samtidig var koordinerende lægekonsulent i Ankestyrelsen, var inhabil som sagkyndig i Retslægerådet i en arbejdsskadesag mod Ankestyrelsen, og at princippet i retsplejelovens § 61 om dommeres inhabilitet gælder for rådets udtalelser til domstolene. Kendelsen viste, at forretningsordenens henvisning til forvaltningsloven ikke rakte langt nok.
Justitsministeriet sendte som følge af Højesterets kendelse et udkast til skærpelse af inhabilitetsreglerne i forretningsordenen for Retslægerådet i offentlig høring med frist den 9. februar 2026.
Ved bekendtgørelse nr. 267 af 11. februar 2026 blev forretningsordenens §§ 4-5 ændret, så der i sager, hvor Retslægerådet afgiver udtalelse til domstolene, foreligger inhabilitet i samme tilfælde som for dommere efter retsplejelovens regler. Ændringen trådte i kraft den 1. marts 2026.
De bestemmelser betænkningen behandler - loven til venstre, betænkningens behandling i midten og dens holdning til højre. Hold musen over §-referencen for at læse paragraffen.
Grundlaget: de love betænkningen citerer, de dokumenter den henviser til, og de begreber den definerer.
