Skattemyndighederne bør straks og ensartet omsætte domstolsafgørelser i administrativ praksis for at sikre retssikkerhed og undgå unødige processer, suppleret med konkrete præciseringer på de områder, hvor uklarheder har vist sig vedrørende bl.a. underskudsfremførsel og holdingreglerne.
Skatteminister Anders Fogh Rasmussen nedsatte den 27. januar 1989 en ekstern arbejdsgruppe, der i november 1989 afgav betænkning nr. 1187 om skattemyndighedernes fortolkning af love og domstolsafgørelser. Betænkningen var først og fremmest en anbefaling om administrativ adfærd — at underkendende domme straks skal slå igennem i praksis — men indeholdt også konkrete ønsker om lovmæssig præcisering. Den mest håndfaste af dem blev udmøntet med L 8 (fremsat 27. december 1990, vedtaget 27. maj 1991), der som lov nr. 363 af 6. juni 1991 sammen med konkursskatteloven (lov nr. 359 af 6. juni 1991) lovfæstede behandlingen af underskud ved akkord, gældssanering og konkurs. Ordningen med bindende forhåndsbesked blev styrket ved lov nr. 215 af 28. april 1993 (adgang til syn og skøn) og navnlig ved lov nr. 238 af 2. april 1997, der udvidede adgangen til alle spørgsmål, Ligningsrådet kunne afgøre, og til virkninger for andre end spørgeren — i dag reglerne om bindende svar i skatteforvaltningslovens §§ 21-25. Selve hovedkonklusionen blev lovfæstet i 1999, da skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 7 (nu skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7) gav ret til genoptagelse, når hidtidig praksis er endeligt underkendt ved dom eller kendelse. Derimod blev hverken sambeskatningsvilkårene eller de særlige holdingregler præciseret som anbefalet; sambeskatningstilladelsen bortfaldt med sambeskatningsreformen i 2005, og holdingreglerne fra 1984 er siden forladt til fordel for en generel regulering i ligningslovens § 16 B.
Hvad kommissionen har afgivet: resumé, hovedkonklusion og kapitlerne. Sidetallene åbner originalen på den pågældende side.
Arbejdsgruppen nedsattes af Skatteministeren i 1989 for at undersøge, om skattemyndighedernes fortolkning af love og domstolsafgørelser var i tilstrækkelig overensstemmelse med retspraksis, med det formål at styrke skatteydernes retssikkerhed. Betænkningen analyserer en række specifikke problemområder, herunder konsekvenserne af konkurs og akkord, sondringen mellem A- og B-indkomst, koncernbeskatning samt aktiesalg til holdingselskaber. Udvalget konkluderer generelt, at der er behov for større klarhed og hurtigere omsætning af domstolspraksis i den administrative sagsbehandling, men fremsætter primært anbefalinger om procedurmæssige forbedringer og præciseringer snarere end omfattende lovgivningsændringer.
Hver anbefaling holdt op mod hvad der faktisk skete: anbefalingen til venstre, gennemførelsen - med den konkrete retsakt - til højre.
Sikre, at domstolsafgørelser straks får konsekvenser for den fremtidige administration i alle lignende sager.
Kravet er i dag lovfæstet: skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, giver ret til genoptagelse, når hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom eller en klageafgørelse, og genoptagelsen rækker tilbage til det første indkomstår, der var til prøvelse. Reglen blev indsat som skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 7 ved lov nr. 381 af 2. juni 1999 og videreføres uændret i skatteforvaltningsloven, om end den kom ti år efter betænkningen og med senere udvalgsarbejde som direkte forarbejde.
Præcisere den skattemæssige behandling af underskudsfremførsel ved konkurs, akkord og forældelse for at skabe enhed i praksis.
Området blev lovfæstet i 1991: uudnyttede underskud nedsættes med gældseftergivelsen ved tvangsakkord, gældssanering og frivillig akkord, mens konkurstilfældene reguleres af konkursskatteloven. Lovgivningen havde Skattelovrådets betænkning nr. 1101/1987 som direkte grundlag, men leverede netop den entydige regulering, arbejdsgruppen efterlyste; reglerne blev finjusteret ved lov nr. 412 af 14. juni 1995.
Afklaare vilkårene for nægtelse af sambeskatningstilladelse og udnyttelse af underskud under sambeskatning.
Der blev aldrig fastsat generelle lovregler om, hvornår en sambeskatningstilladelse kan nægtes; enkelte konkrete nægtelsesgrunde blev dog indsat i selskabsskattelovens § 31, stk. 1, i juni 1992. Spørgsmålet bortfaldt med sambeskatningsreformen i 2005, hvor national sambeskatning blev obligatorisk uden tilladelse, mens rækkefølgen og betingelserne for at udnytte underskud under sambeskatning nu er detaljeret lovfæstet i selskabsskattelovens § 31, stk. 2.
Præcisere reglerne for aktiesalg til holdingselskaber, særligt vedrørende salg til uafhængige selskaber og koncerninterne overdragelser.
De særlige holdingregler fra lov nr. 615 af 19. december 1984 blev ikke præciseret i årene efter betænkningen — ændringerne af ligningslovens § 16 B i 1990'erne gennemførte EU-direktiver og andre hensyn. Reglerne er siden forladt: § 16 B indeholder i dag ingen bestemmelse om salg til et selskab, sælgeren kontrollerer, bestemmelsen blev i 2009 nyaffattet udtrykkeligt for at skabe klarhed over beskatningen, og i 2014 blev den udvidet til afståelse til selskaber, som det udstedende selskab har bestemmende indflydelse over.
Vurdere muligheden for yderligere styrkelse af ordningen med bindende forhåndsbesked.
Ordningen blev styrket ad to omgange: i 1993 fik spørgeren adgang til syn og skøn i Ligningsrådets sager om bindende forhåndsbesked, og i 1997 blev adgangen udvidet til alle spørgsmål, Ligningsrådet kunne afgøre, og til de skattemæssige virkninger for andre end spørgeren, samtidig med at betalingsreglerne blev lovfæstet. I dag kan enhver få bindende svar efter skatteforvaltningslovens §§ 21-25.
Betænkningens vej gennem systemet - fra kommissorium over høring og lovforslag til vedtagelse og ikrafttrædelse. Hver hændelse med dato og kilde.
Skatteminister Anders Fogh Rasmussen nedsatte den 27. januar 1989 en ekstern arbejdsgruppe, der i november 1989 afgav betænkning nr. 1187 om skattemyndighedernes fortolkning af love og domstolsafgørelser. Betænkningen var først og fremmest en anbefaling om administrativ adfærd — at underkendende domme straks skal slå igennem i praksis — men indeholdt også konkrete ønsker om lovmæssig præcisering. Den mest håndfaste af dem blev udmøntet med L 8 (fremsat 27. december 1990, vedtaget 27. maj 1991), der som lov nr. 363 af 6. juni 1991 sammen med konkursskatteloven (lov nr. 359 af 6. juni 1991) lovfæstede behandlingen af underskud ved akkord, gældssanering og konkurs. Ordningen med bindende forhåndsbesked blev styrket ved lov nr. 215 af 28. april 1993 (adgang til syn og skøn) og navnlig ved lov nr. 238 af 2. april 1997, der udvidede adgangen til alle spørgsmål, Ligningsrådet kunne afgøre, og til virkninger for andre end spørgeren — i dag reglerne om bindende svar i skatteforvaltningslovens §§ 21-25. Selve hovedkonklusionen blev lovfæstet i 1999, da skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 7 (nu skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7) gav ret til genoptagelse, når hidtidig praksis er endeligt underkendt ved dom eller kendelse. Derimod blev hverken sambeskatningsvilkårene eller de særlige holdingregler præciseret som anbefalet; sambeskatningstilladelsen bortfaldt med sambeskatningsreformen i 2005, og holdingreglerne fra 1984 er siden forladt til fordel for en generel regulering i ligningslovens § 16 B.
Skatteminister Anders Fogh Rasmussen nedsatte ved skrivelse af 27. januar 1989 en ekstern arbejdsgruppe, der som led i bestræbelserne på at styrke skatteydernes retssikkerhed skulle undersøge, om skattemyndighederne administrerer i overensstemmelse med lovgivningen og med domstolenes afgørelser. Kommissoriet pegede bl.a. på uklarheder om underskudsfremførsel, sambeskatning, holdingregler og bindende forhåndsbesked.
Arbejdsgruppen afgav i november 1989 betænkning nr. 1187 om fortolkningen af love og domstolsafgørelser efter 10 møder. Hovedbudskabet var, at domstolsafgørelser straks og ensartet skal omsættes i administrativ praksis, suppleret af konkrete anbefalinger om underskudsfremførsel ved konkurs og akkord, sambeskatning, aktiesalg til holdingselskaber og en styrkelse af ordningen med bindende forhåndsbesked.
Skatteminister Anders Fogh Rasmussen fremsatte L 8 (1990-91, 2. samling) om ændring af forskellige skattelove og konkursloven sammen med forslaget til konkursskattelov (L 7). Forslagene lovfæstede den skattemæssige behandling af underskud ved tvangsakkord, gældssanering, frivillig akkord og konkurs — netop det område, hvor betænkning nr. 1187 havde efterlyst enhed i praksis. En tilsvarende pakke var fremsat 3. oktober 1990, men bortfaldt ved folketingsvalget i december 1990.
Folketinget vedtog L 8 ved tredjebehandlingen den 27. maj 1991. Loven blev stadfæstet som lov nr. 363 af 6. juni 1991 og indsatte bl.a. ligningslovens § 15, stk. 2-3, personskattelovens § 13 a og virksomhedsskattelovens § 13, stk. 6-7 om nedsættelse af uudnyttede underskud ved akkord og gældssanering. Konkurstilfældene blev samtidig reguleret i konkursskatteloven, lov nr. 359 af 6. juni 1991.
Skatteminister Anders Fogh Rasmussen fremsatte L 80 (1992-93), hvis erklærede formål var at styrke borgernes retssikkerhed i skattesager. Forslaget udvidede omkostningsdækningen til klagesager og gav for første gang adgang til syn og skøn i Ligningsrådets sager om bindende forhåndsbesked — begge emner var behandlet i betænkning nr. 1187.
Folketinget vedtog L 80 ved tredjebehandlingen den 20. april 1993. Loven indsatte § 2 A i lov om bindende forhåndsbesked om adgang til syn og skøn efter retsplejelovens § 343 og udvidede omkostningsdækningen til landsskatteretssager, herunder mulighed for fuld dækning af udgifter til syn og skøn.
Skatteminister Carsten Koch fremsatte L 121 (1996-97), der samlede skatteproceslovene i skattestyrelsesloven og udvidede adgangen til bindende forhåndsbesked både med hensyn til kredsen af spørgere og de emner, der kan gives svar om.
Folketinget vedtog L 121 ved tredjebehandlingen den 18. marts 1997. Loven indsatte kapitel 2 A (§§ 20 A-20 C) i skattestyrelsesloven, hvorefter der som udgangspunkt kan gives bindende forhåndsbesked om alle spørgsmål, Ligningsrådet kan afgøre, og også om de skattemæssige virkninger for andre end spørgeren. Den hidtidige lov om bindende forhåndsbesked og omkostningsdækningsloven blev samtidig ophævet.
Med lov nr. 381 af 2. juni 1999 blev skattestyrelseslovens §§ 34-35 nyaffattet, og § 35, stk. 1, nr. 7, gav ret til genoptagelse, når hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom eller en landsskatteretskendelse — tilbage til det første indkomstår, der var til prøvelse. Dermed blev betænkningens hovedkrav om, at domstolsafgørelser slår igennem i administrationen, gjort til en lovbestemt pligt. Loven trådte i kraft 1. juli 1999.
Udvalget om behandling af borgernes udgifter ved klage på skatte- og afgiftsområdet afgav betænkning nr. 1382/2000, der udtrykkeligt bygger videre på betænkning nr. 1187/1989 og på arbejdsgruppens overvejelser om omkostningsdækning som retssikkerhedsgaranti.
Med skatteforvaltningsloven blev ordningen med bindende forhåndsbesked afløst af bindende svar, som enhver kan få efter §§ 21-25, og skattestyrelseslovens § 35 blev videreført som § 27, herunder stk. 1, nr. 7, om genoptagelse når hidtidig praksis er endeligt underkendt.
Med lov nr. 426 af 6. juni 2005 om nedsættelse af selskabsskatten og globalpuljeprincip i sambeskatningen blev national sambeskatning obligatorisk for koncernforbundne selskaber. Dermed bortfaldt den tilladelsesordning, hvis vilkår for nægtelse betænkning nr. 1187 havde ønsket afklaret, og underskudsudnyttelsen under sambeskatning blev detaljeret lovfæstet i selskabsskattelovens § 31, stk. 2.
De bestemmelser betænkningen behandler - loven til venstre, betænkningens behandling i midten og dens holdning til højre. Hold musen over §-referencen for at læse paragraffen.
Grundlaget: de love betænkningen citerer, de dokumenter den henviser til, og de begreber den definerer.
