Der bør indføres en ny dyreværnslov baseret på princippet om dyrevelfærd frem for forbud mod unødige lidelser, suppleret med skærpede krav til identifikation og registrering af hunde og katte samt bemyndigelse til justitsministeren til at fastsætte nærmere administrative regler.
Betænkning nr. 1154/1988 blev afgivet den 19. december 1988 af Dyreværnsudvalget, som Justitsministeriet havde nedsat den 19. november 1987 efter pres fra dyreværnsorganisationerne, og betænkningen blev sendt i høring tre dage senere med frist den 1. april 1989. Udvalgets lovudkast blev fremsat næsten uændret som L 48 den 24. oktober 1990, der bortfaldt ved folketingsvalget, og derefter genfremsat som L 39 den 9. januar 1991; forslaget blev vedtaget den 31. maj 1991 med 58 stemmer mod 9 og stadfæstet som lov nr. 386 af 6. juni 1991 om dyreværn med ikrafttræden 1. september 1991. Hovedanbefalingen blev gennemført fuldt ud: § 1 erstattede kravet om beskyttelse mod "unødig lidelse" med velfærdsnormen om, at dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe, og loven blev udformet som en rammelov med brede bemyndigelser, herunder § 10 om forbud mod hold af farlige dyr, som allerede i november 1991 blev udmøntet i bekendtgørelsen om særligt farlige hunde. Derimod afviste Justitsministeriet udtrykkeligt udvalgsflertallets forslag om tvungen øretatovering og central registrering af hunde og katte samt om at begrænse adgangen til at nedskyde katte. Kravet om mærkning og registrering af hunde blev dog gennemført kort efter ved lov nr. 335 af 14. maj 1992 om ændring af lov om hunde med virkning fra 1. januar 1993, mens nedskydning af katte først blev forbudt ved ændringen af mark- og vejfredslovens § 14, stk. 3 i 2014. Der er fortsat ingen pligt til mærkning og registrering af katte, og velfærdsnormen fra 1991 lever videre i dyrevelfærdslovens § 2 efter lov nr. 133 af 25. februar 2020.
Hvad kommissionen har afgivet: resumé, hovedkonklusion og kapitlerne. Sidetallene åbner originalen på den pågældende side.
Udvalget blev nedsat af Justitsministeriet i november 1987 med kommissorium om at udarbejde et forslag til en ny dyreværnslov, der generelt styrkede dyrenes stilling og bragte dansk ret i overensstemmelse med internationale konventioner samt Willeberg-udvalgets anbefalinger. Betænkningen foreslår en modernisering af lovgivningen, hvor begrebet 'unødig lidelse' erstattes af fokus på dyrevelfærd, og hvor detaljerede regler overlades til administrative forskrifter. Udvalget fremsætter konkrete forslag til regulering af kæledyrshold (herunder øretatovering og registrering), hold af vilde dyr, aflivning og tilsyn.
Hver anbefaling holdt op mod hvad der faktisk skete: anbefalingen til venstre, gennemførelsen - med den konkrete retsakt - til højre.
Erstat bestemmelsen om forbud mod at forårsage dyr 'unødig lidelse' med en bestemmelse, der tager udgangspunkt i dyrenes velfærd.
Dyreværnslovens § 1 afløste kravet om beskyttelse mod unødig lidelse med den positive velfærdsnorm om, at dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe. Normen er videreført uændret i dyrevelfærdslovens § 2 og er dermed fortsat gældende ret.
Åbn kildenIndfør krav om tvungen øretatovering og central registrering af alle hunde.
Anbefalingen blev ikke fulgt i dyreværnsloven fra 1991, hvor Justitsministeriet afviste udvalgsflertallets forslag som en bekostelig bureaukratisering. Kravet blev i stedet gennemført året efter i hundeloven, hvis § 1 pålægger besidderen at lade hunden mærke og registrere — dog uden at binde mærkningen til øretatovering.
Indfør regler om tvungen øretatovering og central registrering af katte i byer og sommerhusområder.
Justitsministeriet afviste udtrykkeligt udvalgsflertallets forslag med henvisning til bureaukratisering og manglende sikkerhed for anmeldelse ved ejerskifte og flytning, og lovforslagets § 11 medtog derfor ikke mærkning og registrering af katte. Der er fortsat ingen pligt til mærkning eller central registrering af katte, hverken i dyrevelfærdsloven eller i bekendtgørelsen om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af katte.
Åbn kildenBemyndig justitsministeren til at forbyde hold af dyr, der er farlige eller vanskelige at holde i fangenskab.
Dyreværnslovens § 10 gav ordret den anbefalede bemyndigelse til at fastsætte regler om forbud mod hold af dyr, der kan frembyde fare eller skabe frygt, eller som vanskeligt kan holdes i fangenskab på dyreværnsmæssigt forsvarlig måde. Bemyndigelsen blev udmøntet allerede ved bekendtgørelse nr. 748 af 14. november 1991 om forbud mod hold af særligt farlige hunde og er videreført i dyrevelfærdslovens § 17.
Åbn kildenBemyndig justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om formidling og salg af hunde samt om aflivning af dyr.
Kravet om politimesterens tilladelse blev udvidet til også at omfatte dyrepensioner, dyreinternater og formidling af dyr, jf. § 18, stk. 1, med bemyndigelse i stk. 2 til at fastsætte regler om virksomhedens indretning og drift. § 13, stk. 2, giver tilsvarende hjemmel til nærmere regler om aflivning, herunder om slagtning og forbud mod visse aflivningsformer, ligesom § 11 hjemler regler om behandling af hunde og katte.
Åbn kildenBegræns adgangen til nedskydning af katte til alene mærkede katte.
Anbefalingen blev afvist ved dyreværnsloven i 1991, hvor Justitsministeriet efter drøftelse med Miljøministeriet og Landbrugsministeriet ikke fandt grundlag for at ændre den dagældende jagtlovs § 11 eller mark- og vejfredslovens § 14. Den mærkningsbetingede begrænsning er aldrig indført, men adgangen til at nedskyde katte er siden 2014 afskaffet i mark- og vejfredslovens § 14, stk. 3, bortset fra tilfælde med angreb eller nærliggende fare, og den gældende jagt- og vildtforvaltningslov indeholder ikke længere en tilsvarende adgang.
Overlad fastsættelsen af detaljerede regler om dyrenes forhold til administrationen via administrative forskrifter.
Loven blev bevidst udformet som en rammelov, der afløste 1950-lovens detaljerede forskrifter med en række bemyndigelser til justitsministeren om bl.a. opholdsrum, transport, aflivning og operative indgreb, så reguleringen løbende kan tilpasses ny viden om dyrevelfærd. Kapitel 7 sikrede samtidig, at dyreværnsorganisationer og berørte organisationer skal høres, inden forskrifterne fastsættes.
Åbn kildenDer var dissens i udvalget vedrørende æglægningsbure, hvor et flertal fandt intet grundlag for at ændre gældende regler på tidspunktet. Der var endvidere forskellige flertal vedrørende katte: ét flertal henstillede til kommunale initiativer og begrænsning af nedskydning, mens et andet flertal krævede tvungen øretatovering og central registrering af katte i byer og sommerhusområder.
Betænkningens vej gennem systemet - fra kommissorium over høring og lovforslag til vedtagelse og ikrafttrædelse. Hver hændelse med dato og kilde.
Betænkning nr. 1154/1988 blev afgivet den 19. december 1988 af Dyreværnsudvalget, som Justitsministeriet havde nedsat den 19. november 1987 efter pres fra dyreværnsorganisationerne, og betænkningen blev sendt i høring tre dage senere med frist den 1. april 1989. Udvalgets lovudkast blev fremsat næsten uændret som L 48 den 24. oktober 1990, der bortfaldt ved folketingsvalget, og derefter genfremsat som L 39 den 9. januar 1991; forslaget blev vedtaget den 31. maj 1991 med 58 stemmer mod 9 og stadfæstet som lov nr. 386 af 6. juni 1991 om dyreværn med ikrafttræden 1. september 1991. Hovedanbefalingen blev gennemført fuldt ud: § 1 erstattede kravet om beskyttelse mod "unødig lidelse" med velfærdsnormen om, at dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe, og loven blev udformet som en rammelov med brede bemyndigelser, herunder § 10 om forbud mod hold af farlige dyr, som allerede i november 1991 blev udmøntet i bekendtgørelsen om særligt farlige hunde. Derimod afviste Justitsministeriet udtrykkeligt udvalgsflertallets forslag om tvungen øretatovering og central registrering af hunde og katte samt om at begrænse adgangen til at nedskyde katte. Kravet om mærkning og registrering af hunde blev dog gennemført kort efter ved lov nr. 335 af 14. maj 1992 om ændring af lov om hunde med virkning fra 1. januar 1993, mens nedskydning af katte først blev forbudt ved ændringen af mark- og vejfredslovens § 14, stk. 3 i 2014. Der er fortsat ingen pligt til mærkning og registrering af katte, og velfærdsnormen fra 1991 lever videre i dyrevelfærdslovens § 2 efter lov nr. 133 af 25. februar 2020.
Foreningen til Dyrenes Beskyttelse rettede henvendelse til justitsministeren om behovet for en ny dyreværnslov, og justitsministeren indkaldte den 26. august 1987 samtlige dyreværnsorganisationer til møde. Henvendelsen blev den umiddelbare anledning til, at der blev nedsat et lovforberedende udvalg.
Justitsministeriet nedsatte Dyreværnsudvalget med den opgave at udarbejde forslag til en ny dyreværnslov, der skulle give en generel styrkelse af dyrenes stilling. Arbejdet skulle for landbrugsdyrenes vedkommende bygge på Willeberg-udvalgets betænkning nr. 1126/1988, og udvalget skulle indarbejde Europarådets rekommandationer om bl.a. svin og fjerkræ samt konventionen om beskyttelse af kæledyr.
Dyreværnsudvalget afsluttede sit arbejde med afgivelsen af betænkning nr. 1154/1988 om dyreværn, der indeholdt et samlet udkast til en ny dyreværnslov bygget på et dyrevelfærdsprincip frem for forbuddet mod unødig lidelse.
Justitsministeriet udsendte betænkningen til høring hos en lang række statslige myndigheder og interesseorganisationer med høringsfrist den 1. april 1989. Høringssvarene fik konkret betydning, bl.a. for udformningen af bemyndigelsen til at forbyde hold af farlige og vanskeligt holdbare dyr.
Justitsminister Hans Engell fremsatte L 48, forslag til dyreværnslov, udarbejdet på grundlag af Dyreværnsudvalgets lovudkast i betænkning nr. 1154/1988. Forslaget nåede kun 1. behandling, inden folketingsvalget i december 1990 afbrød behandlingen.
Justitsminister Hans Engell genfremsatte forslaget som L 39 i folketingssamlingen 1990-91 (2. samling) — uændret bortset fra ikrafttrædelsestidspunktet. Bemærkningerne angiver udtrykkeligt, at lovforslaget bygger på betænkning nr. 1154/1988, og at loven udformes som en rammelov med bemyndigelser til justitsministeren.
Lovforslaget blev førstebehandlet i Folketinget og henvist til Retsudvalget. Forslaget blev behandlet sammen med det parallelle lovforslag L 61.
Retsudvalget afgav betænkning over lovforslaget. Loven fik sin endelige udformning gennem ændringsforslag fra justitsministeren om bl.a. nedsættelse af et særligt råd vedrørende dyreværnsspørgsmål og om tilsyn med dyr.
Folketinget vedtog dyreværnsloven med 58 stemmer (KF, V, CD, RV og KRF) mod 9 (FP), mens 60 medlemmer (S og SF) hverken stemte for eller imod.
Loven blev stadfæstet og kundgjort som lov nr. 386 af 6. juni 1991 om dyreværn. § 1 indførte velfærdsnormen om, at dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.
Loven trådte i kraft, og lov om værn for dyr fra 1950, jf. lovbekendtgørelse nr. 335 af 8. juli 1983, blev samtidig ophævet, idet enkelte bestemmelser og ældre forskrifter blev opretholdt, indtil de kunne afløses af nye administrative regler.
Justitsministeriet udstedte bekendtgørelse nr. 748 om forbud mod hold af særligt farlige hunde med hjemmel i dyreværnslovens § 10 og § 28, stk. 5. Bekendtgørelsen forbød besiddelse og avl af pitbullterrier og tosa og trådte i kraft den 1. december 1991.
Folketinget vedtog lov nr. 335 af 14. maj 1992 om ændring af lov om hunde, der pålagde besidderen af en hund at sørge for, at hunden mærkes og registreres, med bemyndigelse til ministeren til at fastsætte nærmere regler om mærkning, registrering og gebyr. Reglerne trådte i kraft den 1. januar 1993 og omfattede hunde født efter ikrafttrædelsen.
Ved ændring af mark- og vejfredsloven blev der indsat et nyt § 14, stk. 3, hvorefter nedskydning eller anden aflivning af katte og tamkaniner ikke må foretages, medmindre dyret angriber andre husdyr eller frembyder nærliggende fare for person eller ejendom. Ændringen trådte i kraft den 1. juli 2014.
Lov nr. 133 af 25. februar 2020 om dyrevelfærd ophævede dyreværnsloven, men videreførte 1991-lovens velfærdsnorm uændret i § 2 og bemyndigelsen om forbud mod hold af farlige dyr i § 17. Velfærdsprincippet fra betænkning nr. 1154/1988 er dermed fortsat gældende ret.
De bestemmelser betænkningen behandler - loven til venstre, betænkningens behandling i midten og dens holdning til højre. Hold musen over §-referencen for at læse paragraffen.
Grundlaget: de love betænkningen citerer, de dokumenter den henviser til, og de begreber den definerer.
