Kommunernes erhvervspolitiske indsats skal optimeres gennem øget fokus på generelt virkende serviceydelser, iværksætterstøtte og teknologisk udvikling inden for de eksisterende fuldmagtsrammer, snarere end ved en udvidelse af mulighederne for direkte økonomisk virksomhedsstøtte.
Betænkning nr. 1153 blev afgivet i december 1988 af et udvalg, som indenrigsministeren nedsatte den 24. marts 1988 efter aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, og som ifølge kommissoriet skulle arbejde ud fra, at der fortsat ikke måtte ydes kommunaløkonomisk støtte til erhvervsvirksomheder. Betænkningens tilbageholdende linje blev straks politisk omstridt: SF fremsatte den 4. oktober 1989 beslutningsforslag B 2 om at lovfæste kommunernes ret til erhvervslokaler og kapitalindskud i lokale udviklingsselskaber, men forslaget blev ikke vedtaget. Efter en dagsorden vedtaget af Folketinget den 18. april 1991 fremsatte industriministeren den 30. oktober 1991 lovforslag L 78, hvis bemærkninger udtrykkeligt henviser til betænkning nr. 1153; forslaget blev vedtaget den 14. maj 1992 og stadfæstet som lov nr. 383 af 20. maj 1992 om kommuners og amtskommuners deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter, der trådte i kraft den 1. september 1992. Loven lovfæstede netop de kollektive indsatser, betænkningen pegede på — rådgivning og information, iværksætterhuse, erhvervsudviklingsaktiviteter i selskabsform og regionale erhvervsudviklingsprogrammer — samtidig med at betænkningens grundprincip om forbud mod direkte finansiel støtte til enkeltvirksomheder blev skrevet ind i § 2, stk. 4. Loven blev ændret i 1993 og 1997 og afløst af lov nr. 602 af 24. juni 2005 om erhvervsfremme som led i kommunalreformen; principperne lever videre i erhvervsfremmelovens § 14, og betænkningen anvendes fortsat som fortolkningsgrundlag for kommunalfuldmagten. Kun anbefalingen om bedre lokal erhvervsstatistik lader sig ikke følge til en konkret opfølgning.
Hvad kommissionen har afgivet: resumé, hovedkonklusion og kapitlerne. Sidetallene åbner originalen på den pågældende side.
Udvalget om kommunerne og erhvervspolitikken (Betænkning nr. 1153) undersøger rammerne for kommunal erhvervsfremme i lyset af de gældende kommunalfuldmagtsregler, der begrænser direkte økonomisk støtte til enkeltvirksomheder. Betænkningen kortligger samspillet mellem statens strukturpolitiske strategi og den lokale indsats samt behovet for bedre koordinering og statistiske data. Udvalget konkluderer, at kommunernes rolle primært bør styrkes gennem forbedret service, rådgivning og infrastruktur frem for direkte subsidiering.
Hver anbefaling holdt op mod hvad der faktisk skete: anbefalingen til venstre, gennemførelsen - med den konkrete retsakt - til højre.
Etabler eller udbyg iværksættercentre med fælles faciliteter og administration for nye virksomheder.
Med lov nr. 383 af 20. maj 1992 fik kommuner og amtskommuner udtrykkelig hjemmel til at etablere servicetilbud og serviceinstitutioner, der fremmer etablering og udvikling af virksomheder, og bemærkningerne til § 2 slår fast, at en kommune kan opføre, indrette og drive iværksætterhuse med fælles faciliteter og rådgivning — dog kun hvor tilsvarende private iværksætterhuse ikke findes, og med leje på markedsvilkår. Adgangen videreføres i dag i erhvervsfremmelovens § 14.
Åbn kildenForbedr koordineringen mellem statslige og lokale erhvervspolitiske indsatser for at skabe sammenhæng i implementeringen af den strukturpolitiske strategi.
Lovens § 4 gav kommuner og amtskommuner hjemmel til sammen med andre offentlige og private parter at etablere regionale erhvervsudviklingsprogrammer og pålagde Erhvervsudviklingsrådet at kunne tage initiativer til at fremme koordinationen af statslige erhvervsfremmende foranstaltninger. Koordinationsopgaven er siden videreført og udbygget med Danmarks Vækstråd og de regionale vækstfora i lov nr. 602 af 24. juni 2005 og med Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og den fælles strategi for decentral erhvervsfremme i erhvervsfremmeloven.
Åbn kildenStyrk kommunernes rådgivningsfunktioner, herunder formidling af viden om ny teknologi og markedsføring af lokalområdet.
Lovens § 2, stk. 1, hjemlede kollektive erhvervsudviklingsaktiviteter i form af information, rådgivning og anden erhvervsmæssig service, og bemærkningerne nævner udtrykkeligt teknologisk service, generel markedsføring af området, rådgivning for iværksættere og formidling af kontakt mellem virksomheder og videncentre. Kommunernes erhvervsservice og vejledning er i dag reguleret i erhvervsfremmelovens § 14.
Undersøg mulighederne for oprettelse af erhvervsudviklingsselskaber som et alternativt samarbejdsformat.
Lovens § 2, stk. 3, fastslog, at de kommunale erhvervsudviklingsaktiviteter kan foregå i selskabsform, herunder fonde og selvejende institutioner, og adgangen findes i dag i erhvervsfremmelovens § 14, stk. 8, om varetagelse i regi af selvstændige juridiske enheder. Rammen er dog snævrere end de videregående ønsker om kommunale kapitalindskud i iværksættervirksomheder, idet selskaberne hverken må fungere som »kuvøseselskaber« eller yde direkte finansiel støtte til enkeltvirksomheder.
Åbn kildenFremmefordybelsen af lokal erhvervsstatistik, herunder hurtigere offentliggørelse af foreløbige tal og udvidelse til service- og turistsektoren.
Anbefalingen rettede sig mod produktionen og publiceringen af statistik og forudsatte ikke lovgivning. Hverken lov nr. 383 af 20. maj 1992 eller den senere erhvervsfremmelovgivning indeholder bestemmelser om lokal erhvervsstatistik, og det kan ikke fastslås, i hvilket omfang anbefalingen blev fulgt op i statistikproduktionen.
Betænkningens vej gennem systemet - fra kommissorium over høring og lovforslag til vedtagelse og ikrafttrædelse. Hver hændelse med dato og kilde.
Betænkning nr. 1153 blev afgivet i december 1988 af et udvalg, som indenrigsministeren nedsatte den 24. marts 1988 efter aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, og som ifølge kommissoriet skulle arbejde ud fra, at der fortsat ikke måtte ydes kommunaløkonomisk støtte til erhvervsvirksomheder. Betænkningens tilbageholdende linje blev straks politisk omstridt: SF fremsatte den 4. oktober 1989 beslutningsforslag B 2 om at lovfæste kommunernes ret til erhvervslokaler og kapitalindskud i lokale udviklingsselskaber, men forslaget blev ikke vedtaget. Efter en dagsorden vedtaget af Folketinget den 18. april 1991 fremsatte industriministeren den 30. oktober 1991 lovforslag L 78, hvis bemærkninger udtrykkeligt henviser til betænkning nr. 1153; forslaget blev vedtaget den 14. maj 1992 og stadfæstet som lov nr. 383 af 20. maj 1992 om kommuners og amtskommuners deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter, der trådte i kraft den 1. september 1992. Loven lovfæstede netop de kollektive indsatser, betænkningen pegede på — rådgivning og information, iværksætterhuse, erhvervsudviklingsaktiviteter i selskabsform og regionale erhvervsudviklingsprogrammer — samtidig med at betænkningens grundprincip om forbud mod direkte finansiel støtte til enkeltvirksomheder blev skrevet ind i § 2, stk. 4. Loven blev ændret i 1993 og 1997 og afløst af lov nr. 602 af 24. juni 2005 om erhvervsfremme som led i kommunalreformen; principperne lever videre i erhvervsfremmelovens § 14, og betænkningen anvendes fortsat som fortolkningsgrundlag for kommunalfuldmagten. Kun anbefalingen om bedre lokal erhvervsstatistik lader sig ikke følge til en konkret opfølgning.
Indenrigsministeren nedsatte udvalget efter aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening. Kommissoriet bad udvalget beskrive kommunernes erhvervspolitiske indsats, foreslå bedre sammenhæng mellem statslige og lokale indsatser og overveje behovet for revision af reglerne om kommunalt engagement i erhvervsvirksomhed — udtrykkeligt under forudsætning af, at der fortsat ikke skulle ydes kommunaløkonomisk støtte til erhvervsvirksomheder.
Udvalget afgav betænkning nr. 1153 med anbefalinger om iværksættercentre, styrkede kommunale rådgivningsfunktioner, erhvervsudviklingsselskaber, bedre stat-kommune-koordinering og forbedret lokal erhvervsstatistik — alt inden for de eksisterende kommunalfuldmagtsrammer og uden udvidet adgang til direkte virksomhedsstøtte.
SF fremsatte beslutningsforslag B 2 (1989-90) med direkte kritik af betænkning nr. 1153 og opfordrede regeringen til at fremsætte lovforslag, der præciserede kommunernes ret til at etablere erhvervslokaler til iværksættere og indskyde kapital i lokale erhvervsudviklingsselskaber. Forslaget blev efter 1. behandling henvist til Erhvervsudvalget og førte ikke til vedtagelse.
Under en forespørgselsdebat om rammerne for kommuners og amters deltagelse i erhvervsvirksomhed vedtog Folketinget en dagsorden, der opfordrede regeringen til inden 1. november 1991 at fremsætte forslag om udvidede rammer for erhvervspolitisk samarbejde om erhvervsudviklingsprojekter, systemeksport, regionale erhvervsprogrammer og medfinansiering af EF-programmer — dog uden konkurrenceforvridning.
Industriminister Anne Birgitte Lundholt fremsatte forslag til lov om kommuners og amtskommuners deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter. Lovforslagets bemærkninger henviser udtrykkeligt til betænkning nr. 1153 om kommunerne og erhvervspolitikken, og forslaget lovfæster kollektive erhvervsudviklingsaktiviteter, rådgivning, iværksætterhuse, selskabsform og regionale erhvervsudviklingsprogrammer — med et udtrykkeligt forbud mod direkte finansiel støtte til enkeltvirksomheder.
Folketinget vedtog lovforslaget ved tredjebehandlingen. Under udvalgsbehandlingen blev § 3, stk. 5, om forbud mod kommunal deltagelse i privatretlige selskaber til afsætning af kommunal viden udtaget af forslaget.
Lov om kommuners og amtskommuners deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter blev stadfæstet. Loven gav kommuner og amtskommuner udtrykkelig hjemmel til kollektive erhvervsudviklingsaktiviteter i form af information, rådgivning, erhvervsudviklingsprojekter og anden erhvervsmæssig service, herunder i selskabsform, og fastsatte i § 6, at loven skulle tages op til revision i folketingsåret 1996-97.
Ved bekendtgørelse nr. 710 af 20. august 1992 satte industriministeren lov nr. 383 af 20. maj 1992 i kraft den 1. september 1992.
Forskerparker blev indsat som erhvervsudviklingsaktivitet i § 2, stk. 1, kommunerne fik adgang til at yde lån, og industriministeren fik i et nyt § 2, stk. 5, adgang til i særlige tilfælde at dispensere fra forbuddet mod direkte finansiel støtte. Samtidig blev lov nr. 264 af 1. maj 1991 om kommunal og amtskommunal støtte til forskerparker ophævet.
Loven blev ændret ved lov nr. 13 af 13. januar 1997 (L 20, 1996-97) i det folketingsår, hvor 1992-lovens § 6 forudsatte, at loven skulle tages op til revision.
Som led i kommunalreformen blev reglerne samlet i en ny lov om erhvervsfremme, hvis § 23 bemyndigede ministeren til at ophæve lov om kommuners og amtskommuners deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter. Lovens kapitel 6 (§§ 12-13) videreførte kommunernes adgang til erhvervsservice og erhvervsudviklingsaktiviteter — herunder i regi af selvstændige juridiske enheder og med fortsat forbud mod direkte finansiel støtte til enkeltvirksomheder.
Erhvervsfremmesystemet blev forenklet med Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og tværkommunale erhvervshuse. Kommunernes lokale erhvervsservice og erhvervsudvikling reguleres i dag af erhvervsfremmelovens § 14, der viderefører kravet om, at aktiviteterne skal være bredt tilgængelige, og forbuddet mod direkte finansiel støtte til enkelte erhvervsvirksomheder.
De bestemmelser betænkningen behandler - loven til venstre, betænkningens behandling i midten og dens holdning til højre. Hold musen over §-referencen for at læse paragraffen.
Grundlaget: de love betænkningen citerer, de dokumenter den henviser til, og de begreber den definerer.
